“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz

Titel: “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” / Forfatter(e): Benjamin Alire Sáenz / Serie: Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe #1 / Sideantal: 388 / Forlag: CarlsenPuls / Udgivet: 7.6.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Dante kan svømme. Det kan Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.

Men da Ari og Dante mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de opdager, at universet er et stort og besværligt sted.

Dette er historien om to drenge, Ari og Dante, der må lære at tro på hinanden og på styrken af deres venskab, hvis de nogensinde skal blive mænd.

“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” efterlod mig med et vivar af modstridende følelser. Både glæde, kærlighed og varme. Men også skuffelse, melankoli og en følelse af noget uforløst. Bogen føles på en måde lidt som sand i munden. Sand der støver, og aldrig helt vil forsvinde, men samtidig også smager tørt og fladt. Det er en bog, som på en eller anden måde har sat sig dybt fast i mit hjerte. Men samtidig kan jeg bare ikke helt elske den på den måde, den har fortjent. Uanset hvor meget mit hjerte ellers gerne ville have det. Det er en helt klassisk udgave af kampen mellem hjertet og hjernen. Kærligheden og fornuften. Selvom de i sidste ende nok vinder begge to. Bare på en helt anden måde end jeg havde forventet.

“En anden af universets hemmeligheder: Nogle gange var smerte et uvejr, der kom ud af det blå. Den fineste sommermorgen kunne ende i et regnskyl. Kunne ende med torden og lyn.”

Jeg har ventet i mange år på endelig at møde Ari og Dante. Ventet med spænding fordi jeg var sikker på, vi ville blive de fineste venner. Af uransagelige grunde skete mødet dog ikke, før jeg var så heldig at få stukket en ny udgave af dem i hånden. I mellemtiden er rosen for bogen kun blevet større og større, og mit hjerte har åbnet sig mere og mere op for fortællingen. Derfor er det også så svært at indse, at den endte med at skuffe mig. Jeg forstår nemlig rosen. Jeg forstår alle priserne – og jeg forstår, hvorfor alle taler om den. Men jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg skal tale med. For hvad gør man, når man elsker noget – men ikke på den rigtige måde? Eller i hvert fald ikke på den måde, man gerne ville.

“Hendes øjne var som nattehimlen over ørkenen. Det var, som om der var en hel verden indeni hende. Jeg kendte intet til den verden.”

Ari og Dante styrer historien. Hvilket ikke kunne være anderledes. Men nogle gange kommer de bare til at overtage for meget. På den måde hvor jeg ikke kan lade være med at blive træt. Blive træt af ikke at opleve andet end deres historie. Blive træt på den måde, hvor man kunne havde kastet et hvert mærkeligt plottwist efter mig, og jeg ville havde klappet i mine hænder. Mit problem med historien ligger nemlig i, hvor karakterdreven den er. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg manglede bare mere historie. Nøj, hvor manglede jeg meget lidt mere historie. Altså ikke fordi der ikke var en historie, og denne ikke var vidunderligt. For det var den på rigtig mange punkter. Det var bare ikke nok. Ikke nok til at kunne hægte mig fast og trække mig op på krogen. Jeg smuttede derfor væk flere gange, og på trods af jeg blev trukket op endnu flere gange, så kom jeg aldrig helt op. Bogen kom med andre ord aldrig helt ind under huden på mig. I hvert fald ikke på den måde, hvor jeg ikke sagtens kunne lægge den fra mig. Både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

“Jeg havde det, som om jeg kiggede ind i et spejl. Men det fik ikke mit hjerte til at briste.”

Jeg elskede “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” for det fine sprog, de skønne betragtninger, overvejelserne, personerne og historien. Men jeg afskyr bogen for, hvordan den fik mig til at føle. Hvordan den ikke fik mig til at elske sådan rigtigt, men kun til at holde af. For den har fortjent så meget mere. Det er ikke dig, det er mig. Men husk på du altid vil have en særlig plads i mit hjerte. For slippe dig kommer jeg ikke sådan lige til.

Skriv en kommentar