“At danse mellem glasskår” af Bettina Stuhr Lindskow

Titel: “At danse mellem glasskår” / Forfatter(e): Bettina Stuhr Lindskow / Serie: – / Sideantal: 256 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 14.11.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Rose drømmer om en professionel dansekarriere i London. Hun træner hårdt til europamesterskaberne med sin dansepartner, Christian. Men finalen går slet ikke som planlagt. Rose vågner op på hospitalet og får at vide at hun har diabetes. En sygdom som hun skal leve med resten af sit liv… men kan hun stadig danse? Og hvem er hun egentlig hvis hun ikke længere er Christians dansepartner.

“At danse mellem glasskår” er en historie om kærlighed og identitet. Om hvor svært det kan være at acceptere en kronisk sygdom om at turde gå efter sine drømme.

Dette er en bog, som jeg har luret på rigtig længe. For selvom dens overordnede emner med diabetes og dans ikke rigtig trak i mig, så var der noget andet udefinerbart, der gjorde. Jeg var derfor heller aldrig rigtig i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle læse bogen. Spørgsmålet gik mere på, om jeg ville ende med at synes om den. Jeg må nemlig indrømme, det ikke er to emner, jeg jubler super meget over en bog om – selvom det selvfølgelig er vigtigt med fokus på det første. Jeg var derfor også lidt nervøs for, om jeg ville kunne elske den, eller om jeg ville ende ud med en lidt flad fornemmelse og evt. skuffelse. Heldigvis er det bestemt ikke det sidste, der gør sig gældende.

“At danse mellem glasskår” er nemlig så meget mere end det, jeg frygtede. Det er en enormt fin fortælling om kærlighed, venskab, familieliv og de hårde teenageår. Samtidig er det også en virkelig god fortælling om magtesløshed, og om at finde sig selv i en verden, der pludselig er blevet vendt på hovedet. Hvilket gør den meget let at relatere til, på trods af jeg ikke selv lider af diabetes, eller har det sådan rigtig tæt inde på livet. For ungdomslivet er nemlig i sig selv ofte frustrerende og forvirrende, og det er så let at relatere til Roses følelser.

Derudover er det uden tvivl en rigtig vigtig bog, som jeg er sikker på, der er mange, der har siddet og ventet på. Jeg er i hvert fald sikker på, der mangler gode skønlitterære bøger om diabetes. Uden tvivl også til de unge, som jo er hovedmålgruppen for bogen. Ydermere tager bogen sygdommen op på en rigtig god måde. Det bliver nemlig gjort således, at det ikke er bogens eneste omdrejningspunkt, men samtidig bliver sygdommen heller aldrig negligeret.

I det hele taget er “At danse mellem glasskår” en rigtig god bog. Jeg slugte den, men samtidig satte den også nogle tanker i gang hos mig. I det hele taget er det en rigtig god bog, som jeg er så glad for at have stiftet bekendtskab med. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg skal læse mere fra Lindskows hånd i fremtiden. Faktisk kan jeg også kun sætte en finger på en ting i historien, og det var, at jeg havde lidt svært ved at gennemskue bogens tidslinje. Noget der desværre gjorde, at kærlighedsdelen kom til at gå en anelse for stærkt til min smag. Men jeg troede nu alligevel på den, jeg ville bare gerne have haft, den blev udviklet over lidt længere tid.

“Os” af Elle Kennedy & Sarina Bowen

Titel: “Os” / Forfatter(e): Elle Kennedy & Sarina Bowen / Serie: Him #2 / Sideantal: 286 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 17.8.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Hockeyspilleren Ryan Wesley har haft nogle forrygende første fem måneder på isen. Han udlever sin drøm om at spille professionel hockey og komme hjem hver nat til den mand, han elsker – Jamie Canning, der både er hans bedste ven og kæreste. Der er bare et problem: Den allervigtigste person i hans liv bliver han nødt til at holde hemmelig, hvis ikke der skal opstå en mediestorm, der vil overskygge hans succes på isen.

Jamie elsker Wes. Det gør han virkelig. Men det er hårdt hele tiden at skulle skjule deres forhold, og så hjælper det heller ikke, at Wes er så meget væk. Samtidigt er Jamies nye job ikke, som han havde troet, at det ville være. Alligevel ved han, at det nok skal gå det hele, så længe han har Wes. I det mindste er lejlighed 10B deres fristed, hvor de altid kan være sig selv.

Eller kan de? Da Wes’ mest højlydte holdkammerat flytter ind i lejligheden oven over, bliver det sværere og sværere at holde sammen på deres omhyggeligt konstruerede løgn – og på deres forhold. For hvor meget mere skuespil og hvor mange hemmeligheder kan deres kærlighed holde til?

Jeg troede, jeg var helt vild med “Ham” – men det er intet i sammenligning med, hvor vild jeg var med “Os”. Jamie og Wes har jo for alvor fundet sammen, men stort set kun i hemmelighed, hvilket er sådan en god start til historien. Jeg var i hvert fald nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det hele ville gå, helt fra starten af. For et hemmeligt forhold kan umuligt være en god idé – og det er det måske heller ikke helt. I “Os” kommer man virkelig ind bag facaden på både fyrenes forhold, men især også på dem hver især. De udfolder sig begge endnu mere som personer, og jeg følte især, jeg nærmest kom helt ind i hovedet på James. Endda selvom det nok er Wes, der af forskellige årsager har hovedrollen i bogen.

“Os” er på mange måder en ret seriøs og hjerteknusende fortælling. Meget mere end “Ham”, efter min mening, var det, og jeg elskede Kennedy & Bowen for at vælge denne retning til historien. Det gav nemlig noget helt særligt til min læseoplevelse og mit overordende syn på serien. For selvom jeg allerede var vild med “Ham”, så krøb “Os” virkelig bare ind under huden på mig, og jeg er sikker på, denne bog gør, at jeg har svært ved at lægge historien bag mig. Den sætter sig nemlig fast på en helt særlig måde. Men jeg sad så også flere gange under læsningen og bed negle, fordi jeg var bange for, hvordan historien ville udvikle sig. Der var nemlig en del steder, hvor jeg på ingen måde var sikker på, om bogen ville ende lykkeligt. Om den gør det, må du selv læse dig til – men jeg kan sige, at bogen sluttede på det helt rigtige tidspunkt.

På trods af bogens lidt mere seriøse tone, så er der dog heldigvis også plads til masser af grin og spas. Ikke på helt samme plan som i den første, men der var alligevel adskillige gange, hvor jeg ikke kunne holde latteren tilbage. Bogens sprog er nemlig bare så humorfyldt, og jeg elsker hvordan det lyser seriøstiteten lidt op, så det ikke bare bliver en alvorlig og sørgelig bog. Det gav i stedet den helt perfekte kombination mellem sød, sjov og seriøs. Alt i alt kom jeg til at holde så meget af “Os”, og jeg glæder mig allerede helt vildt til at læse mere fra Kennedy & Bowen. For nøj hvor kan de skrive skønne bøger.

“Akkanas gåde” af Boris Hansen

Titel: “Akkanas gåde” / Forfatter(e): Boris Hansen / Serie: Panteon-sagaen #2 / Sideantal: 593 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 16.9.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Lucas’ jagt på Cassandra fører ham til Skrønebugten hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er på kanten til at bryde ud. Før han og hans venner kan finde Cassandra igen, må de først opsøge Akkana, gådernes gudinde, og prøve at forstå de mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden.

Samtidig modtager krigerenglen Saida en anonym besked der sætter hende på sporet af en forsvunden ven. Hendes efterforskning afslører en side af Empyria hun ikke kendte til, fyldt med konspirationer og løgne. Nogen forsøger at skabe splid mellem englene, men alles blik er rettet et andet sted hen, for noget tyder på at Empyria snart må drage i krig mod en frygtindgydende fjende.

Alt dette er Mehmet uvidende om. Han lever et ensomt liv i skyggerne af Storbyens skyskrabere, men selv i en verden uden guder og engle findes der hemmeligheder. Rygter siger at hjemløse mennesker er begyndt at forsvinde fra byens regnvåde gader. Og da Mehmet modtager et råb om hjælp fra fortiden, begynder hans egen rejse … ind i Storbyens mørke hjerte.

Jeg har længe taget tilløb til at læse “Akkanas gåde”. Ja, faktisk tog det mig næsten et år fra udgivelsen at få læst den – endda på trods af den tredje bog i serien nåede at udkomme undervejs. Sagen er nemlig den, at jeg faktisk startede på bogen, da den udkom. Jeg var nemlig mega begejstret for at læse videre i serien, og se hvordan historien ville komme til at udfolde sig. Desværre nåede jeg aldrig super langt, før min læsning gik i stå. Jeg kedede mig simpelthen alt for meget, og følte ikke rigtig jeg kunne komme ordentlig ind i bogen. Derfor satte jeg min læsning på standby.

For nyligt overtalte jeg dog min far til at påbegynde serien, og hans begejstring for den endte med at smitte af på mig. Så da jeg en dag stod uden en lydbog, og hurtigt skulle vælge en ny, lå det lige til højrebenet, at det selvfølgelig skulle være “Akkanas gåde”. Hvilket skulle vise sig at være et helt perfekt valg. For selvom jeg faktisk troede, jeg gik i stå med bogen, fordi den ikke lige var noget for mig. Fantasy og mig er jo ikke altid verdens bedste venner. Så viste det sig, at det åbenbart bare havde været mit læsehumør på daværende tidspunkt. Jeg blev nemlig hurtigt fuldstændig hooked, og jeg lyttede intenst hvert øjeblik, jeg havde mulighed for det. Historien opslugte mig nemlig fuldstændig, og jeg fik hurtigt den samme glædelsesfølelse af, at dette er en mega fed bog – præcis som jeg gjorde med den første bog i serien. Det er nemlig en virkelig fed bog, og der sker så ekstremt mange ting, som jeg på ingen måde kunne havde regnet ud. Historien spinder så mange tråde, og de væves så fint ind og ud mellem hinanden, på sådan et plan hvor man hele tiden har lyst til at vide bare lidt mere og dermed også læse videre.

Udover at historien udfolder sig endnu mere i “Akkanas gåde”, så synes jeg også, vi kommer dybere ind under huden på alle vores favoritpersoner. Jeg nød især at lære Mehmet bedre at kende, og jeg elskede, at han var så stor en del af historien. I det hele taget var jeg vild med, hvordan vi lærte lidt mere om Storbyen, og jeg kan slet ikke vente med at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. I det hele taget er jeg så vild med, hvordan bogen gjorde mig endnu mere nysgerrig. Den efterlod mig nemlig konstant hungrende efter mere, og jeg følte for alvor, jeg kom helt ind i serien. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at min læsning godt kunne munde ud i en mindre besættelse. Boris skriver nemlig så levende og fantasifuldt.

Alligevel får bogen ikke topkarakter, selvom det ikke er langt fra, jeg ville havde givet den det. Den får det dog ikke, da der desværre var et par steder, hvor jeg kedede mig en smule. Det varede aldrig særlig længe, men det påvirkede desværre min læsning en smule, i og med den ikke hele tiden var flydende. Jeg kan dog ikke helt sætte en finger på, hvorfor jeg havde det sådan, men jeg tror, det havde noget at gøre med, jeg bare gerne havde set lidt kortere kapitler, og lidt mere skiften mellem de forskellige historielinjer. Måske mest af alt fordi jeg bare hele tiden gerne ville vide, hvad der nu kom til at ske i de forskellige handlingsforløb.

“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz

Titel: “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” / Forfatter(e): Benjamin Alire Sáenz / Serie: Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe #1 / Sideantal: 388 / Forlag: CarlsenPuls / Udgivet: 7.6.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Dante kan svømme. Det kan Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.

Men da Ari og Dante mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de opdager, at universet er et stort og besværligt sted.

Dette er historien om to drenge, Ari og Dante, der må lære at tro på hinanden og på styrken af deres venskab, hvis de nogensinde skal blive mænd.

“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” efterlod mig med et vivar af modstridende følelser. Både glæde, kærlighed og varme. Men også skuffelse, melankoli og en følelse af noget uforløst. Bogen føles på en måde lidt som sand i munden. Sand der støver, og aldrig helt vil forsvinde, men samtidig også smager tørt og fladt. Det er en bog, som på en eller anden måde har sat sig dybt fast i mit hjerte. Men samtidig kan jeg bare ikke helt elske den på den måde, den har fortjent. Uanset hvor meget mit hjerte ellers gerne ville have det. Det er en helt klassisk udgave af kampen mellem hjertet og hjernen. Kærligheden og fornuften. Selvom de i sidste ende nok vinder begge to. Bare på en helt anden måde end jeg havde forventet.

“En anden af universets hemmeligheder: Nogle gange var smerte et uvejr, der kom ud af det blå. Den fineste sommermorgen kunne ende i et regnskyl. Kunne ende med torden og lyn.”

Jeg har ventet i mange år på endelig at møde Ari og Dante. Ventet med spænding fordi jeg var sikker på, vi ville blive de fineste venner. Af uransagelige grunde skete mødet dog ikke, før jeg var så heldig at få stukket en ny udgave af dem i hånden. I mellemtiden er rosen for bogen kun blevet større og større, og mit hjerte har åbnet sig mere og mere op for fortællingen. Derfor er det også så svært at indse, at den endte med at skuffe mig. Jeg forstår nemlig rosen. Jeg forstår alle priserne – og jeg forstår, hvorfor alle taler om den. Men jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg skal tale med. For hvad gør man, når man elsker noget – men ikke på den rigtige måde? Eller i hvert fald ikke på den måde, man gerne ville.

“Hendes øjne var som nattehimlen over ørkenen. Det var, som om der var en hel verden indeni hende. Jeg kendte intet til den verden.”

Ari og Dante styrer historien. Hvilket ikke kunne være anderledes. Men nogle gange kommer de bare til at overtage for meget. På den måde hvor jeg ikke kan lade være med at blive træt. Blive træt af ikke at opleve andet end deres historie. Blive træt på den måde, hvor man kunne havde kastet et hvert mærkeligt plottwist efter mig, og jeg ville havde klappet i mine hænder. Mit problem med historien ligger nemlig i, hvor karakterdreven den er. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg manglede bare mere historie. Nøj, hvor manglede jeg meget lidt mere historie. Altså ikke fordi der ikke var en historie, og denne ikke var vidunderligt. For det var den på rigtig mange punkter. Det var bare ikke nok. Ikke nok til at kunne hægte mig fast og trække mig op på krogen. Jeg smuttede derfor væk flere gange, og på trods af jeg blev trukket op endnu flere gange, så kom jeg aldrig helt op. Bogen kom med andre ord aldrig helt ind under huden på mig. I hvert fald ikke på den måde, hvor jeg ikke sagtens kunne lægge den fra mig. Både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

“Jeg havde det, som om jeg kiggede ind i et spejl. Men det fik ikke mit hjerte til at briste.”

Jeg elskede “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” for det fine sprog, de skønne betragtninger, overvejelserne, personerne og historien. Men jeg afskyr bogen for, hvordan den fik mig til at føle. Hvordan den ikke fik mig til at elske sådan rigtigt, men kun til at holde af. For den har fortjent så meget mere. Det er ikke dig, det er mig. Men husk på du altid vil have en særlig plads i mit hjerte. For slippe dig kommer jeg ikke sådan lige til.

“I en mørk, mørk skov” af Ruth Ware

Titel: “I en mørk, mørk skov” / Forfatter(e): Ruth Ware / Serie: – / Sideantal:  / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 9.3.2018 / Læst på: Dansk

Forfatteren Nora har ikke set Clare i 10 år. Ikke siden den gang Nora brød med sit gamle liv uden at se sig tilbage. Men så dukker en invitation op ud af det blå – til Clares polterabend. Det må være den perfekte anledning for Nora til at genoptage kontakten med sin allerbedste veninde fra skoletiden?

Der er lagt op til en hyggelig og sjov weekend i et hus langt ude i skoven, men der går ikke længe, før der opstår spændinger i den sammensatte venneflok. Er de der på samme præmisser? Hvorfor er Nora inviteret til Clares polterabend, men ikke til brylluppet? Og hvem er det egentlig Clare skal giftes med?

Huset ligger helt isoleret fra omverdenen, der er ingen mobildækning. Og så går noget galt. Helt galt.

Er “I en mørk, mørk skov” revolutionerende inden for thriller-genren – eller i det hele taget? Helt bestemt ikke! Men elskede jeg den alligevel? Ja, ja det gjorde jeg i dén grad! Den endte med at være alt det, som jeg havde håbet på – som netop var, at den ville være en ret klassisk thriller, og det er lige præcis det, som den er.

Plottet er måske ret gennemskueligt. Jeg havde i hvert fald ret hurtigt en idé om, hvordan det hele hang sammen. Men sådan må det altså gerne være nogle gange. Så længe at alt det andet opvejer forudsigeligheden, og det vil jeg helt klart sige, det gjorde. Ydermere tvivlede jeg på både mig selv og historihis retning undervejs – så helt forudsigeligt var det trods alt heller ikke. Jeg kunne i hvert fald godt havde set flere forskellige scenarier, som også ville havde givet god mening.

Jeg tror dog mest, det er en bog, for dem der nyder thrillers for det, de oftest er. Altså for spændingen, farten og de mange chills – og selvfølgelig også for umuligheden af at stoppe med at læse. Bogen sugede i hvert fald mig fuldkommen ind, og således kan de fleste thrillers indfange min interesse og kærlighed.

“I en mørk, mørk skov” er ingen genistreg eller noget kæmpe kulturelt mesterværk. Men hvis man går ind til den med denne indstilling og en forventning om, at det bliver god, let og fængende underholdning, så er jeg sikker på, man nok skal få nogle gode timer i bogens selskab.