Dansk

“Når ingen hører dig skrige” af Stephanie Perkins

| Simone Hagemann

Titel: “Når ingen hører dig skrige” / Forfatter(e): Stephanie Perkins / Serie: – / Sideantal: 300 / Forlag: CarlsenPuls / Udgivet: 19.4.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det er næsten et år siden, at Mekani Young flyttede ind hos sin bedstemor langt ude på landet i Nebraska, og hun er stadig ved at finde sig til rette i sit nye liv. Og hun er stadig jaget af sin fortid i Hawaii.

En efter en bliver hendes medstuderende på byens lille high school myrdet i en række brutale drab, og imens politiet jager morderen, breder uhyggen og usikkerheden sig, og Mekani bliver tvunget til at forholde sig til sine egne mørke hemmeligheder.

Elsker du også at smide dig på sofaen, finde popcornene frem og hive tæppet godt op omkring dig, imens du måske skygger lidt for øjnene med en pude? Selvfølgelig kombineret med at en af Scream-filmene ruller henover fjernsynet. Så bør du helt klart prøve at skifte filmen ud med “Når ingen hører dig skrige.” Jeg tror i hvert fald ikke, du vil fortryde det. Altså så længe du selvfølgelig stadig krydrer det hele med en omgang popcorn og (u)hygge. Og husker at afsætte hele aftenen, for du kommer ikke til at lægge bogen fra dig igen, før du har læst den sidste side.

“Når ingen hører dig skrige” er det perfekte bud på slasher-genren i bogform! Den læses fuldstændig som en film, og jeg sad flere gange og tænkte, at den læses ret meget som Scream, hvilket jeg elskede den for. Det er jo selvfølgelig en anden historie, men trækkene fra genren og filmen er der, og jeg er vild med det. Så vild med det, at jeg nu bare drømmer om flere af denne slags bøger fra Perkins’ hånd, for de kan altså virkelig noget.

Bogen er måske ikke det mest originale, jeg nogensinde har læst. Hvilket også gjorde, at den var ret forudsigelig med kun ganske få overraskelser. Men alligevel var den virkelig fed, og på stort set alle måder, det jeg drømte om, den vile være. Også selvom dens fokus på selve kærlighedshistorien måske er lidt større, end jeg havde forventet. Men den indeholder tilpas meget blod, vold og brutalitet til alligevel at opveje det for mig. Desuden vil jeg da ikke se mig fri for, at den gav mig lidt myrekryb og gjorde, at jeg spejdede lidt ekstra ud i mørket. Eller at jeg har gået og været lidt ekstra opmærksom på, om alle ting nu også forbliver på deres plads.

Det er desuden en bog med fart og feltet. Præcis som det skal være, når en masse mennesker skal slagtes på kort tid. Alligevel må jeg indrømme, at jeg til tider fandt tempoet en smule for hurtigt. Det passede egentlig meget godt til bogen og historien, men jeg ville bare gerne havde været lidt længere tid i nogen af scenerne. Ydermere kunne et lidt langsommere tempo måske havde betydet en lidt længere bog, hvilket bestemt ikke ville havde gjort mig noget. Der var nemlig også nogle emner og ting, som jeg gerne havde set blive uddybet og arbejdet lidt mere med.

Alt i alt er “Når ingen hører dig skrige” altså et must-read, hvis man er til slasher-genren. Eller hvis man godt kan lide at få krydret romantikken med masser af mord, for det kommer man bestemt ikke uden om i denne bog. Det er faktisk ret utroligt, hvor mange mennesker, Perkins’ har nået at få slået ihjel i løbet af bare 300 sider.

“Dødens galleri” af Chris Carter

| Simone Hagemann

Titel: “Dødens galleri” / Forfatter(e): Chris Carter / Serie: Robert Hunter #9 / Sideantal: 415 / Forlag: Jentas / Udgivet: 16.3.2018 / Læst på: Dansk

En morder er i færd med at skabe sit mesterværk.. og han vil have dig med i sin samling..

“I min enogtredive år ved politiet har jeg set rigeligt med vanvittige ting, men hvis jeg fik lov til at vælge én ting, jeg kunne slette fra hukommelsen, så ville jeg vælge dét derinde.”

En kvindelig topmodel bliver fundet myrdet i sit hjem. Morderen har flået hende, skåret hænder og fødder af hende og oversmurt væggene i hendes soveværelse med blod. På hendes ryg har morderen snittet en besked. Snart viser det sig, at hun ikke er det eneste offer. Der er tale om en seriemorder, og han har mange overraskelser i ærmet.

Fuldstændig uventet tvinges Hunter og Garcia til at arbejde sammen med FBI i jagten på morderen, hvis jagt efter ofre overskrider statsgrænser; en psykopat, som elsker at myrde, fordi det er andet end blot mord for ham – det er kunst.

“Dødens galleri” var, som Carters bøger altid er, en meget intens læseoplevelse. Den sugede mig ind ved første sætning, og jeg havde på ingen måde lyst til at slutte min læsning af den – ikke engang da der ikke var flere sider tilbage. Jeg blev simpelthen så opslugt, at jeg læste bogen henover halvandet døgn, hvilket ellers aldrig rigtig sker længere, da tiden ikke er til det. Men jeg kunne altså ikke andet end at benytte hvert eneste lille ledige sekund til at læse videre. Hvilket var så fedt! Jeg elsker nemlig, når bøger ikke lader mig slippe ud af deres greb, og det ville denne bestemt ikke.

Bogens historie var meget klassisk Carter – men på den fede måde, som det altid er. Der var masser af ulækre detaljer, og en seriemorder som kryber langsomt ind under huden på én og giver myrekryb. Jeg vil i hvert fald gerne indrømme, at jeg havde det ret svært med både mørke og lukkede døre efterfølgende. “Dødens galleri” var desuden også fyldt med masser af spænding, uventede og fede twists samt fart over feltet. Og selvom jeg flere gange blev forpustet over tempoet, så kunne det ikke havde været anderledes. Alligevel vil jeg dog sige, at “Dødens galleri” var lidt mere god gammeldags krimi, end at det var en thriller, og det var ret fedt at få fra Carters hånd igen. Han gør det jo godt i begge genrer.

Jeg var vild med bogen – det er der vist slet ikke nogen tvivl om. Desuden kan jeg på ingen måde vente på den næste i serien, da denne slutter med en kæmpe cliffhanger. Dog var der en gentagende ting i “Dødens galleri” som irriterede mig lidt og fik mig til at rulle øjne mere end én gang. Desuden trak det måske også læseoplevelsen lidt ned for mig, da jeg blev lidt for træt af det. Hvilket er netop Carters brug af gentagelser. “Dødens galleri” er den niende bog i serien om “Robert Hunter”, og man må derfor gå ud fra, at de fleste efterhånden kender Hunter og de andre. Alligevel bliver ting som Hunters fortid og problemer med søvnløshed forklaret på stort set samme måde, som det også bliver i de otte andre bøger. Og det bliver altså bare lidt irriterende at læse om, når siderne jo i stedet kunne bruges på at komme videre i historien.

“Dødens galleri” er dog stadig endnu en fantastisk krimi fra Carters hånd, og det er uden tvivl sådan en bog, som gør, at jeg husker på, hvorfor jeg elsker genren så meget.

“Udstillet” af Nicole Boyle Rødtnes

| Simone Hagemann

Titel: “Udstillet” / Forfatter(e): Nicole Boyle Rødtnes / Serie: – / Sideantal: 283 / Forlag: Alvilda / Udgivet: 15.9.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Med min hund Einstein i favnen nærmer jeg mig gruppen. De ler højt af noget, en af dem har sagt. ”Undskyld, må jeg komme forbi?” siger jeg og prikker den nærmeste på skulderen.

”Selvføl…” Han vender sig om. Og med ét forvandles hans smil til en stirren. Først på mig, og så på Einstein.”Gud, det er jo dig,” siger han så. ”Dig fra Grænseløs. Dig med …” Han går i stå. Nu har de andre også vendt sig.

”Gud ja, det er da dig,” siger en anden.”Og hunden,” siger en tredje.

”Jeg skal forbi,” siger jeg igen. Højt og bestemt denne gang. Intet sker. Så maser jeg mig forbi.

” Årh, lad være med at være sur!” råber de efter mig.

”Hvis du ikke gider tale om det, hvorfor var du så på tv?””

Ida og Oliver har deltaget i realityprogrammet “Grænseløs”.

Nu er de hjemme igen. Oliver nyder kendis-livet, mens Ida kæmper med at være et kendt ansigt og hjemsøges af ting, der skete i programmet.

Ting, hun ville gøre alt for at ændre …

“Udstillet” er en meget interessant historie om, hvad betydning det kan have på ens liv at deltage i et realityprogram. Men den er samtidig også en fortælling om, hvordan det er at være ung, med alt hvad det indebærer af konflikter, tanker, forelskelser og usikkerhed. Og på den måde er det en bog, der på mange måder er ret let at relatere til – også selvom man ikke engang har så meget som overvejet at deltage i et realityprogram.

Jeg synes dog, at bogen overordnet var en smule for overfladisk. Jeg kunne i hvert fald godt have brugt noget mere dybde – både hvad angår historien, men også bogens to hovedpersoner. Jeg følte nemlig ikke helt, jeg nåede at komme tæt nok på dem til, at jeg fuldkommen kunne sætte mig ind i, hvorfor de handlede, som de gjorde. Især ville jeg gerne havde været tættere på Oliver for at kunne forstå ham lidt bedre, samt i det hele taget finde ud af, hvem han oprigtigt er. Ydermere er der et ret stort tilfælde af insta-love i historien. Hvilket jeg typisk ikke har de store problemer med, men her faldt jeg bare aldrig helt for det. Altså jeg tror på, at forholdet udviklede sig til kærlighed, og at de var perfekte for hinanden. Men det gik bare alt for stærkt for dem med at finde sammen.

Der var dog også virkelig mange positive og gode ting ved bogen. Først og fremmest var det spændende på en måde at dykke lidt ned bag kulisserne på et realityprogram. Selvfølgelig er det fiktivt, men det virker til at være researchet rigtig godt, og jeg var hurtigt med på idéen om, at programmet kunne være virkeligt. Det virkede nemlig på mange måder meget ægte. Desuden var det bare mega interessant at læse om. Jeg endte også med at læse bogen på ganske få timer,og holdt faktisk kun pause i min læsning for at spise aftensmad. Når man først er kommet i gang med “Udstillet”, så er den nemlig mega svær at lægge fra sig. Kapitlerne er nemlig dejligt korte, og bogen er skrevet i et let sprog som gør, at siderne flyver forbi. Hvilket også gør, at bogen hele tiden lægger op til, at man lige kan snuppe et kapitel eller to mere.

“Udstillet” var altså alt i alt en fornøjelse at læse. For selvom jeg gerne ville havde set lidt mere dybde og lidt mindre insta-love, så vandt den mig over med masser af interessante emner, som både holdt mig godt fanget og fik mig til at speed-læse.

“Strengt fortroligt” af Karen Cleveland

| Simone Hagemann

Titel: “Strengt fortroligt” / Forfatter(e): Karen Cleveland / Serie: – / Sideantal: 283 / Forlag: Hr. Ferdinand / Udgivet: 7.3.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

I jagten på en russisk spioncelle på amerikansk jord afslører en CIA-analytiker farlige hemmeligheder, som truer hendes arbejde, hendes familie – og hendes liv.

Vivian Miller jager sovende spionceller. Igennem sit arbejde som CIA-analytiker har hun udviklet et system til afsløring af fjendtlige agenter, og endelig kan hun mærke, at den forfremmelse, hun så længe har tørstet efter, er på vej. Men da hun en dag finder frem til en tophemmelig fil med navnene på en række russiske agenter på amerikansk jord, smuldrer alt der betyder noget for hende – hendes ægteskab, arbejde, kærligheden til hendes fire børn – mellem hænderne på hende.

Vivian har lovet at forsvare sit land mod enhver fjende, men nu stilles hun over for et umuligt valg, som efterlader hende splittet mellem loyalitet og forræderi, pligtfølelse og frygt, kærlighed og mistænksomhed.

Hvem kam hun stole på?

“Strengt fortroligt” fik mig til at sidde på nåle hele vejen igennem, samtidig med jeg måtte blinke insisterede tårer væk. Jep, det er en bog, som gav mig virkelig mange blandede følelser, og samtidig fik mig til at føle så meget mere, end jeg havde forventet.

Jeg regnede med, jeg skulle læse en kick-ass, tempo-fyldt og thriller-agtig actionhistorie. Hvilket ikke var helt det, som jeg fik. Til gengæld var det jeg fik meget bedre end mine forventninger. Jeg fik nemlig både masser af action, spænding og tempo. Bogen efterlod mig i hvert fald flere gange åndeløs og med pulsen bankende derudad. Men samtidig skar den sig ind i mit (moder)hjerte, som den knuste totalt op til flere gange. Og deraf kom alle tårerne, som fik mig til at læse adskillige kapitler med et komplet sløret syn.

For selvom bogen er en spændingsroman, så er det lige så meget en fortælling om en familie og ikke mindst en mors kamp for at beskytte dem, hun har kær. Uanset hvad konsekvenserne så måtte være for hende selv. Ydermere er det en historie om tillid, og om hvornår man kan og bør stole på folk, og hvornår man istedet bør lytte til sin egen mavefornemmelse.

“Strengt fortroligt” er desuden en historie fyldt med twists, snoninger og u-vendinger. Jeg tænkte flere gange, at nu var jeg sikker på, hvad der ville komme til at ske. Jeg blev dog snydt hver eneste gang, og bogen efterlod mig komplet mind-blown op til flere gange. For selvom man måske godt kan regne historien ud, så er den skrevet på en måde som gjorde, at den fik mig til at gætte i helt forkerte retninger. Også selvom jeg var overbevist om, at det ikke kunne hænge sammen på andre måder. Samtidig giver det hele dog rigtig god mening, og jeg nød derfor at blive snydt. Der er nemlig altid en mening med det, som følges op af en rigtig god baggrundsviden.

Det eneste kritikpunkt jeg har for bogen er, at jeg gerne havde set den være længere. Det handler dog mest af alt om slutningen, som godt kunne havde været noget længere, end den er. Det hele bliver godt nok flettet godt sammen, men derfor kunne jeg alligevel godt lige havde brugt et par enkelte sider mere. Bogens slutning leder dog også lidt op til, at der muligvis kommer en efterfølger på et tidspunkt. Eller også er det bare mig der drømmer, fordi den gjorde mig enormt nysgerrig efter at vide meget mere.

“Sprækker i virkeligheden” af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum

| Simone Hagemann

Titel: “Sprækker i virkeligheden” / Forfatter(e): Camilla Wandahl og Caroline Ørsum / Serie: – / Sideantal: 144 / Forlag: Facet / Udgivet: 5.3.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Siri ser sig omkring. Det synger i sivene. En skæv tone, der skærer sig ind i Siris knogler. Og kulden. Det er endnu koldere, end det var før. Fuglene er helt stille.  Hårene rejser sig i Siris nakke. Langsomt vender hun sig om mod midten af søen. Så skriger hun.”

Siri kan ikke glemme Lina, men så starter en ny pige med mærkelige slangetatoveringer i klassen.

Adams lillesøster går ned til søen om natten og stirrer ned i det grønne lys.

Og Frida sender beskeder på Facebook. Men kan det virkelig lade sig gøre, når hun er død?

SPRÆKKER I VIRKELIGHEDEN er otte noveller, der balancerer på kanten mellem virkelighed og fantasi og inviterer læseren til at tolke med.

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker et godt gys – og især hvis det er gennem børnebøger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er bare noget ved netop disse bøger, som gør mig virkelig begejstret. Der var derfor heller ikke noget tvivl om, at jeg måtte læse “Sprækker i virkeligheden”. Heller ikke selvom jeg faktisk ikke rigtig forventede, at jeg ville falde så meget for gysene – som dog endte med at være noget mere creepy, end jeg havde forventet. Jeg blev nemlig først og fremmest fanget af, at Camilla Wandahl er den ene af bogens forfattere. Jeg er nemlig vild med hendes skrivestil, så selvfølgelig skulle jeg læse mere af hende. Bogens bagsidetekst var dog det, der overbeviste mig om at læse den med det samme, jeg fik den ind ad døren. Den gjorde mig nemlig med det samme virkelig nysgerrig, og jeg kunne derfor umuligt lade den være ulæst, når jeg hurtigt kunne finde ud af, hvad det hele gik ud på.

Jeg åbnede derfor den første side, og før jeg fik set mig om, havde jeg allerede slugt den første novelle. Og således gik det også med resten af bogen. Når jeg først startede på en novelle, så skulle jeg nærmest bare blinke, og så var den slut igen. Novellerne er godt nok korte, da der er otte fordelt på lige under 150 sider, men det var nu ikke det, der gjorde, at jeg slugte dem. Det var mere, at ingen af dem var til at stoppe med at læse igen. Jeg opdagede nemlig hurtigt, at hver novelle ledte op til et afsluttende twist, som jeg i de fleste tilfælde ikke kunne regne ud. Derfor blev jeg hurtig hooked på dem alle. Man bør dog nok læse dem en smule langsommere, hvis det er muligt. Jeg tror nemlig, jeg gik glip af nogle små detaljer hist og her, og samtidig husker jeg ikke alle noveller lige godt.

Som med alle novellesamlinger var der dog selvfølgelig både fantastiske og mindre gode noveller. Eller sagt på en anden måde var alle novellerne rigtig gode, men der er var nogle af dem, som ikke fangede mig helt lige så meget. Jeg var f.eks. ikke helt så vild med “Hånden”, “Brombærblod” og “Dukke ko”, men til gengæld elskede jeg “Lillesøster”, “Altid” og “Ulven”, og faktisk havde jeg gerne set, at de tre historier havde været meget længere. Jeg var i hvert fald helt trist, da de var slut.

Novellerne er skrevet af enten Wandahl eller Ørsum. De har altså ikke skrevet nogen af dem sammen, hvilket jeg var lidt nervøs for. Men jeg kunne på intet tidspunkt mærke, at novellerne skiftede forfatter. De er alle skrevet i et rigtig godt sprog med samme opbygning, og det fungerer helt vildt godt. Med i opbygningen af novellerne er der desuden lagt en tanke i, at de skal kunne bruges til undervisning. Hvilket ikke er noget, jeg som sådan tænkte over undervejs, men jeg er alligevel sikker på, at de vil gøre sig rigtig godt i danskundervisningen. Der er i hvert fald en masse gode og vigtige emner, som kan tages op under læsningen af bogen.

“Sprækker i virkeligheden” er altså en god solid og ret uhyggelig novellesamling, som det bestemt ikke er sidste gang, jeg har læst.