Halvårlig læsestatus + Mid-Year Book Freak Out Tag

Vi har halvvejs igennem året (nej, jeg ved heller ikke, hvor tiden blev af?), og det betyder, at det er blevet tid til at tage et lille kig på min læsning indtil videre i 2018. Desuden vil jeg som de sidste par år også besvare Mid-Year Book Freak Out-tagget, som giver mulighed for et lidt dybere kig på både det halve år, der er gået men også resten af året.

Min læsning indtil videre i 2018 kigger jeg tilbage på med blandede følelser. Først og fremmest har jeg læst en del. Faktisk meget mere end jeg overhovedet havde drømt om. Det skal der slet ikke herske tvivl om, og jeg er super glad for det. Men alligevel føler jeg ikke helt, det har været et så fantastisk læseår indtil videre. Jeg har læst en masse godt, men der er bare ikke særlig mange gange, jeg er blevet blæst bagover. Desuden har jeg indtil videre også kun markeret én af bøgerne som værende en ny favorit, og det er altså en smule trist. Jeg elsker jo, når bøger virkelig står ud fra mængden, og når jeg slet ikke kan glemme dem. Men sådan har jeg kun haft det enkelte gange i år. Selvom jeg dog har elsket en god del bøger – bare ikke på den der helt ekstreme måde, som jeg elsker at opleve.

Den eneste bogudfordring, jeg har i år, er mit Goodreads mål – og det har jeg nået for efterhånden længe siden. Derfor overvejer jeg faktisk lidt, om jeg måske skal sætte det en anelse op? Jeg er nemlig nået frem til, at det faktisk er ret fedt, når det presser mig en smule. Så længe det ikke direkte stresser mig, og jeg kan jo altid sætte det ned igen. Uanset hvad jeg ender med at gøre, så kan jeg i hvert fald kun være tilfreds med, at jeg allerede har nået så mange bøger.

1. Best book you’ve read so far in 2018.
Der er slet ingen tvivl i mit hjerte. Jeg var vild med alt ved og i “9. november” af Colleen Hoover, og selvom det var den første hele bog, jeg læste i år, så er det alligevel den bog, der står tydeligst i min hukommelse. Det er egentlig i en ret typisk Hoover bog, men det er netop det, der gør, at jeg elsker den så meget. Den ramte virkelig bare plet i forhold til alt, hvad jeg havde håbet på.

2. Best sequel you’ve read so far in 2018.
Jeg har læst en ny Foss bog, så selvfølgelig løber “Ursiderne” af Nanna Foss med titlen. Desuden er den altså også bare i sig selv helt fantastisk, og jeg ville sådan ønske, den havde været endnu længere. Siderne fløj jo alt for hurtigt forbi. Derudover lærer vi rigtig meget nyt i bogen, hvilket gjorde mig endnu mere nysgerrig efter at læse mere – men samtidig gav det også en god ro, at få en lille smule af mysteriet løst. Selvom bogen selvfølgelig også gav anledning til en masse nye spørgsmål.

3. New release you haven’t read yet, but want to.
Jeg glæder mig helt vildt til at få læst “Kvinden i vinduet” af A. J. Finn. Den fangede mig fuldstændig ved første blik på dens beskrivelse, og jeg har derfor også ventet spændt på den. Derfor står den også allerede i min reol og venter, og det er helt klart en af de næste bøger på min TBR. Der har bare lige været et par enkelte, der kom foran i køen – og desuden har jeg et lille håb om, at lydbogen snart kommer på Mofibo. Jeg elsker nemlig at lytte til den slags bøger, så det ville jo være perfekt.

4. Most anticipated release for the second half of the year.
Der er nyt fra Hoovers hånd, så hvad andet end “All Your Perfects” af Colleen Hoover ville kunne vinde? Jeg forudbestilte den for flere måneder siden, og jeg venter spændt på den dukker op i min postkasse. Selvom jeg godt nok lige må vente lidt endnu. Men jeg er sikker på, den nok skal være værd at vente på. Jeg glæder mig i hvert fald til både at få mit hjerte knust, men forhåbentlig også forelske mig fuldkommen.

5. Biggest disappointment.
Det må nok være “Kære dumme døde Vik” af Caroline Ørsum. Jeg vil dog lige starte ud med at sige, at det bestemt ikke er en dårlig bog. Det er altså dermed heller ikke fordi, det er den dårligste bog, jeg har læst i år – faktisk var det en ret god læseoplevelse. Desværre blev jeg bare ikke helt så fanget af bogen, som jeg ellers både havde håbet og forventet, og det trak min læseoplevelse en smule ned. Det var dog bogen forudsigelighed, som i sidste ende endte med at irritere mig mest. Jeg havde nemlig gættet bogens twist længe før, det kom, og det er jeg stadig ret træt af.

6. Biggest surprise.
Nogle bøger dukker op ud af den blå luft, og ender med at overtage hele ens synfelt på ingen tid. Sådan havde jeg det med “Tigerhjerte” af Lise Villadsen, og det er jeg fuldstændig tilfreds med. Sandheden er, at jeg nok bare ikke havde lagt mærke til “Tigerhjerte”, før bogen udkom, og derfor kom den som en overraskelse for mig. En virkelig fantastisk overraskelse! Den var nemlig alt, hvad jeg havde drømt om, den ville være. Om end jeg sagtens kunne bruge en efterfølger. Fordi jeg virkelig bare ikke har lyst til at slippe den.

7. Favourite new author (debut or new to you).
Becky Albertalli. Jep, jeg har endelig fået læst “Simon vs. verdens forventninger“, og selvfølgelig elskede jeg den. Præcis lige som alle andre. Men ikke nok med at jeg elskede historien, så var jeg også vild med Albertallis skrivestil, og den måde hun fortalte historien på. Derfor anskaffede jeg mig også straks “Leah på offbeatet“, så jeg nu har alle hendes bøger i min reol. For der er ingen tvivl om, at jeg helt sikkert skal læse videre i hendes forfatterskab.

8. Newest fictional crush.
Simon fra “Simon vs. verdens forventninger“. Ja, ja, jeg ved godt, det nok er et lidt dumt crush, eftersom jeg selvfølgelig aldrig ville kunne få ham. Men han er bare så sød! Og nørdet! Og sød! Fik jeg mon nævnt, han er sød? Ej, men altså. Han er virkelig bare en cutie – og jeg er pt. totalt væk i ham. 😉

9. Newest favourite character.
Jeg var helt vild med Astrid i tegneserien “Roller Girl” af Victoria Jamieson, som jeg læste i slutningen a maj. Hun er bare helt fantastisk. Både virkelig sød, sjov, kickass og følsom. Og det er altså en ret god kombination. Især fordi hendes personlighed virkelig skinner ud fra siderne, og jeg blev så inspireret af hendes gåpåmod, på trods af at tingene ikke er helt lette for hende.

10. Book that made you cry.
Det er som om, jeg græder mere og mere til bøger. Jeg kan i hvert fald nævnte mindst en håndfuld bøger i år, som har fået mig til at knibe en tåre eller tre. Der er dog ingen tvivl om, at det er “Without Merit” og “9. november” af Colleen Hoover, som jeg har grædt mest over. Hvilket dog ikke er nogen overraskelse, da jeg vist endnu ikke er kommet tørøjet igennem nogen af hendes bøger.

11. Book that made you happy.
Jeg blev så glad af at læse “Godnathistorier for rebelske piger” af Elena Favilli og Francesca Cavallo. Kan man overhovedet blive andet? Det er jo så fedt at læse om en masse seje kvinder, og bogen er samtidig meget veludført. Faktisk tror jeg, jeg sad med et kæmpe smil på læben gennem alle 100 fortællinger. Det er derfor også en bog, jeg på alle måder kan anbefale, hvis man trænger til en opmuntring.

12. Favourite book to film adaptation you saw this year.
Jeg er har set “Avengers: Infinity War”, men det er vist også den eneste filmatisering, jeg har set indtil videre i år. Og da jeg kun ser filmene i Marvel Cinematic universet, så kan jeg vist ikke rigtig udtale mig om, hvor god en filmatisering, den egentlig er. Men det er en vildt fed film!

13. Favourite review you’ve written this year.
Åh, nu rammer vi jo min dårlige samvittighed. Jeg har nemlig slet ikke udgivet så mange anmeldelser, som jeg gerne ville i år. Faktisk er det vist kun lige over en håndfuld anmeldelser, du har set fra min hånd i 2018. I hvert fald her på bloggen. Jeg har nemlig været lidt bedre til at skrive små minianmeldelser på Instagram, selvom jeg egentlig også gerne vil få skrevet lidt flere her på domænet. Det andet har bare været hurtigere i en travl hverdag. Når det er sagt, så er jeg dog rigtig glad for min anmeldelse af “Når ingen hører dig skrige” af Stephanie Perkins, som du finder her. Selvfølgelig ikke mindst på grund af billedet til den, som var en spontan beslutning, der endte med det fineste resultat.

14. Most beautiful book you’ve bought so far this year (or received).
Det må være “En rejse gennem magiens historie“, som Gyldendal var så søde at overraske mig med. Den er nemlig både mega smuk udenpå, men særligt også indeni, hvor der virkelig er gjort noget ud af det hele. Det er i det hele taget en meget smukt udført bog, hvor der virkelig er tænkt over detaljerne.

15. What books do you need to read by the end of the year?
De anmeldereksemplarer jeg stadig har liggende fra andre år, og af en eller anden grund stadig ikke er nået til. For ja, det er altså ret meget for dårligt, at de står uberørte i reolen. Specielt når jeg jo stadig mega gerne vil læse dem alle. Heldigvis er det ikke så mange, det drejer sig om, så hvis jeg bare tager mig sammen, så burde det sagtens kunne lade sig gøre. Derudover er der også lidt andre bøger, som jeg gerne vil nå, men det er mere på et løst plan. Som f.eks. flere af Hoovers bøger så jeg kan komme videre i hendes forfatterskab. Men samtidig haster det heller ikke, for jeg kan faktisk ret godt lide at have nogle til gode.

Hvordan er din læsning gået indtil videre i år?

One thought on “Halvårlig læsestatus + Mid-Year Book Freak Out Tag

  1. Min læsning er gået helt okay. Jeg får ikke læst så meget so dig, men i forhold til hvad jeg plejer at læse, så er det vist meget det samme 🙂 Jeg har på samme måde som dig, også følelsen af, at der ikke har været så mange mindblowing læseoplevelser endnu, men der har bestemt været rigtig gode bøger imellem 🙂

Skriv en kommentar