“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz

Titel: “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” / Forfatter(e): Benjamin Alire Sáenz / Serie: Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe #1 / Sideantal: 388 / Forlag: CarlsenPuls / Udgivet: 7.6.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Dante kan svømme. Det kan Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.

Men da Ari og Dante mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de opdager, at universet er et stort og besværligt sted.

Dette er historien om to drenge, Ari og Dante, der må lære at tro på hinanden og på styrken af deres venskab, hvis de nogensinde skal blive mænd.

“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” efterlod mig med et vivar af modstridende følelser. Både glæde, kærlighed og varme. Men også skuffelse, melankoli og en følelse af noget uforløst. Bogen føles på en måde lidt som sand i munden. Sand der støver, og aldrig helt vil forsvinde, men samtidig også smager tørt og fladt. Det er en bog, som på en eller anden måde har sat sig dybt fast i mit hjerte. Men samtidig kan jeg bare ikke helt elske den på den måde, den har fortjent. Uanset hvor meget mit hjerte ellers gerne ville have det. Det er en helt klassisk udgave af kampen mellem hjertet og hjernen. Kærligheden og fornuften. Selvom de i sidste ende nok vinder begge to. Bare på en helt anden måde end jeg havde forventet.

“En anden af universets hemmeligheder: Nogle gange var smerte et uvejr, der kom ud af det blå. Den fineste sommermorgen kunne ende i et regnskyl. Kunne ende med torden og lyn.”

Jeg har ventet i mange år på endelig at møde Ari og Dante. Ventet med spænding fordi jeg var sikker på, vi ville blive de fineste venner. Af uransagelige grunde skete mødet dog ikke, før jeg var så heldig at få stukket en ny udgave af dem i hånden. I mellemtiden er rosen for bogen kun blevet større og større, og mit hjerte har åbnet sig mere og mere op for fortællingen. Derfor er det også så svært at indse, at den endte med at skuffe mig. Jeg forstår nemlig rosen. Jeg forstår alle priserne – og jeg forstår, hvorfor alle taler om den. Men jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg skal tale med. For hvad gør man, når man elsker noget – men ikke på den rigtige måde? Eller i hvert fald ikke på den måde, man gerne ville.

“Hendes øjne var som nattehimlen over ørkenen. Det var, som om der var en hel verden indeni hende. Jeg kendte intet til den verden.”

Ari og Dante styrer historien. Hvilket ikke kunne være anderledes. Men nogle gange kommer de bare til at overtage for meget. På den måde hvor jeg ikke kan lade være med at blive træt. Blive træt af ikke at opleve andet end deres historie. Blive træt på den måde, hvor man kunne havde kastet et hvert mærkeligt plottwist efter mig, og jeg ville havde klappet i mine hænder. Mit problem med historien ligger nemlig i, hvor karakterdreven den er. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg manglede bare mere historie. Nøj, hvor manglede jeg meget lidt mere historie. Altså ikke fordi der ikke var en historie, og denne ikke var vidunderligt. For det var den på rigtig mange punkter. Det var bare ikke nok. Ikke nok til at kunne hægte mig fast og trække mig op på krogen. Jeg smuttede derfor væk flere gange, og på trods af jeg blev trukket op endnu flere gange, så kom jeg aldrig helt op. Bogen kom med andre ord aldrig helt ind under huden på mig. I hvert fald ikke på den måde, hvor jeg ikke sagtens kunne lægge den fra mig. Både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

“Jeg havde det, som om jeg kiggede ind i et spejl. Men det fik ikke mit hjerte til at briste.”

Jeg elskede “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” for det fine sprog, de skønne betragtninger, overvejelserne, personerne og historien. Men jeg afskyr bogen for, hvordan den fik mig til at føle. Hvordan den ikke fik mig til at elske sådan rigtigt, men kun til at holde af. For den har fortjent så meget mere. Det er ikke dig, det er mig. Men husk på du altid vil have en særlig plads i mit hjerte. For slippe dig kommer jeg ikke sådan lige til.

“Når ingen hører dig skrige” af Stephanie Perkins

Titel: “Når ingen hører dig skrige” / Forfatter(e): Stephanie Perkins / Serie: – / Sideantal: 300 / Forlag: CarlsenPuls / Udgivet: 19.4.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det er næsten et år siden, at Mekani Young flyttede ind hos sin bedstemor langt ude på landet i Nebraska, og hun er stadig ved at finde sig til rette i sit nye liv. Og hun er stadig jaget af sin fortid i Hawaii.

En efter en bliver hendes medstuderende på byens lille high school myrdet i en række brutale drab, og imens politiet jager morderen, breder uhyggen og usikkerheden sig, og Mekani bliver tvunget til at forholde sig til sine egne mørke hemmeligheder.

Elsker du også at smide dig på sofaen, finde popcornene frem og hive tæppet godt op omkring dig, imens du måske skygger lidt for øjnene med en pude? Selvfølgelig kombineret med at en af Scream-filmene ruller henover fjernsynet. Så bør du helt klart prøve at skifte filmen ud med “Når ingen hører dig skrige.” Jeg tror i hvert fald ikke, du vil fortryde det. Altså så længe du selvfølgelig stadig krydrer det hele med en omgang popcorn og (u)hygge. Og husker at afsætte hele aftenen, for du kommer ikke til at lægge bogen fra dig igen, før du har læst den sidste side.

“Når ingen hører dig skrige” er det perfekte bud på slasher-genren i bogform! Den læses fuldstændig som en film, og jeg sad flere gange og tænkte, at den læses ret meget som Scream, hvilket jeg elskede den for. Det er jo selvfølgelig en anden historie, men trækkene fra genren og filmen er der, og jeg er vild med det. Så vild med det, at jeg nu bare drømmer om flere af denne slags bøger fra Perkins’ hånd, for de kan altså virkelig noget.

Bogen er måske ikke det mest originale, jeg nogensinde har læst. Hvilket også gjorde, at den var ret forudsigelig med kun ganske få overraskelser. Men alligevel var den virkelig fed, og på stort set alle måder, det jeg drømte om, den vile være. Også selvom dens fokus på selve kærlighedshistorien måske er lidt større, end jeg havde forventet. Men den indeholder tilpas meget blod, vold og brutalitet til alligevel at opveje det for mig. Desuden vil jeg da ikke se mig fri for, at den gav mig lidt myrekryb og gjorde, at jeg spejdede lidt ekstra ud i mørket. Eller at jeg har gået og været lidt ekstra opmærksom på, om alle ting nu også forbliver på deres plads.

Det er desuden en bog med fart og feltet. Præcis som det skal være, når en masse mennesker skal slagtes på kort tid. Alligevel må jeg indrømme, at jeg til tider fandt tempoet en smule for hurtigt. Det passede egentlig meget godt til bogen og historien, men jeg ville bare gerne havde været lidt længere tid i nogen af scenerne. Ydermere kunne et lidt langsommere tempo måske havde betydet en lidt længere bog, hvilket bestemt ikke ville havde gjort mig noget. Der var nemlig også nogle emner og ting, som jeg gerne havde set blive uddybet og arbejdet lidt mere med.

Alt i alt er “Når ingen hører dig skrige” altså et must-read, hvis man er til slasher-genren. Eller hvis man godt kan lide at få krydret romantikken med masser af mord, for det kommer man bestemt ikke uden om i denne bog. Det er faktisk ret utroligt, hvor mange mennesker, Perkins’ har nået at få slået ihjel i løbet af bare 300 sider.

“Dødens galleri” af Chris Carter

Titel: “Dødens galleri” / Forfatter(e): Chris Carter / Serie: Robert Hunter #9 / Sideantal: 415 / Forlag: Jentas / Udgivet: 16.3.2018 / Læst på: Dansk

En morder er i færd med at skabe sit mesterværk.. og han vil have dig med i sin samling..

“I min enogtredive år ved politiet har jeg set rigeligt med vanvittige ting, men hvis jeg fik lov til at vælge én ting, jeg kunne slette fra hukommelsen, så ville jeg vælge dét derinde.”

En kvindelig topmodel bliver fundet myrdet i sit hjem. Morderen har flået hende, skåret hænder og fødder af hende og oversmurt væggene i hendes soveværelse med blod. På hendes ryg har morderen snittet en besked. Snart viser det sig, at hun ikke er det eneste offer. Der er tale om en seriemorder, og han har mange overraskelser i ærmet.

Fuldstændig uventet tvinges Hunter og Garcia til at arbejde sammen med FBI i jagten på morderen, hvis jagt efter ofre overskrider statsgrænser; en psykopat, som elsker at myrde, fordi det er andet end blot mord for ham – det er kunst.

“Dødens galleri” var, som Carters bøger altid er, en meget intens læseoplevelse. Den sugede mig ind ved første sætning, og jeg havde på ingen måde lyst til at slutte min læsning af den – ikke engang da der ikke var flere sider tilbage. Jeg blev simpelthen så opslugt, at jeg læste bogen henover halvandet døgn, hvilket ellers aldrig rigtig sker længere, da tiden ikke er til det. Men jeg kunne altså ikke andet end at benytte hvert eneste lille ledige sekund til at læse videre. Hvilket var så fedt! Jeg elsker nemlig, når bøger ikke lader mig slippe ud af deres greb, og det ville denne bestemt ikke.

Bogens historie var meget klassisk Carter – men på den fede måde, som det altid er. Der var masser af ulækre detaljer, og en seriemorder som kryber langsomt ind under huden på én og giver myrekryb. Jeg vil i hvert fald gerne indrømme, at jeg havde det ret svært med både mørke og lukkede døre efterfølgende. “Dødens galleri” var desuden også fyldt med masser af spænding, uventede og fede twists samt fart over feltet. Og selvom jeg flere gange blev forpustet over tempoet, så kunne det ikke havde været anderledes. Alligevel vil jeg dog sige, at “Dødens galleri” var lidt mere god gammeldags krimi, end at det var en thriller, og det var ret fedt at få fra Carters hånd igen. Han gør det jo godt i begge genrer.

Jeg var vild med bogen – det er der vist slet ikke nogen tvivl om. Desuden kan jeg på ingen måde vente på den næste i serien, da denne slutter med en kæmpe cliffhanger. Dog var der en gentagende ting i “Dødens galleri” som irriterede mig lidt og fik mig til at rulle øjne mere end én gang. Desuden trak det måske også læseoplevelsen lidt ned for mig, da jeg blev lidt for træt af det. Hvilket er netop Carters brug af gentagelser. “Dødens galleri” er den niende bog i serien om “Robert Hunter”, og man må derfor gå ud fra, at de fleste efterhånden kender Hunter og de andre. Alligevel bliver ting som Hunters fortid og problemer med søvnløshed forklaret på stort set samme måde, som det også bliver i de otte andre bøger. Og det bliver altså bare lidt irriterende at læse om, når siderne jo i stedet kunne bruges på at komme videre i historien.

“Dødens galleri” er dog stadig endnu en fantastisk krimi fra Carters hånd, og det er uden tvivl sådan en bog, som gør, at jeg husker på, hvorfor jeg elsker genren så meget.

“Sprækker i virkeligheden” af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum

Titel: “Sprækker i virkeligheden” / Forfatter(e): Camilla Wandahl og Caroline Ørsum / Serie: – / Sideantal: 144 / Forlag: Facet / Udgivet: 5.3.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Siri ser sig omkring. Det synger i sivene. En skæv tone, der skærer sig ind i Siris knogler. Og kulden. Det er endnu koldere, end det var før. Fuglene er helt stille.  Hårene rejser sig i Siris nakke. Langsomt vender hun sig om mod midten af søen. Så skriger hun.”

Siri kan ikke glemme Lina, men så starter en ny pige med mærkelige slangetatoveringer i klassen.

Adams lillesøster går ned til søen om natten og stirrer ned i det grønne lys.

Og Frida sender beskeder på Facebook. Men kan det virkelig lade sig gøre, når hun er død?

SPRÆKKER I VIRKELIGHEDEN er otte noveller, der balancerer på kanten mellem virkelighed og fantasi og inviterer læseren til at tolke med.

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker et godt gys – og især hvis det er gennem børnebøger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er bare noget ved netop disse bøger, som gør mig virkelig begejstret. Der var derfor heller ikke noget tvivl om, at jeg måtte læse “Sprækker i virkeligheden”. Heller ikke selvom jeg faktisk ikke rigtig forventede, at jeg ville falde så meget for gysene – som dog endte med at være noget mere creepy, end jeg havde forventet. Jeg blev nemlig først og fremmest fanget af, at Camilla Wandahl er den ene af bogens forfattere. Jeg er nemlig vild med hendes skrivestil, så selvfølgelig skulle jeg læse mere af hende. Bogens bagsidetekst var dog det, der overbeviste mig om at læse den med det samme, jeg fik den ind ad døren. Den gjorde mig nemlig med det samme virkelig nysgerrig, og jeg kunne derfor umuligt lade den være ulæst, når jeg hurtigt kunne finde ud af, hvad det hele gik ud på.

Jeg åbnede derfor den første side, og før jeg fik set mig om, havde jeg allerede slugt den første novelle. Og således gik det også med resten af bogen. Når jeg først startede på en novelle, så skulle jeg nærmest bare blinke, og så var den slut igen. Novellerne er godt nok korte, da der er otte fordelt på lige under 150 sider, men det var nu ikke det, der gjorde, at jeg slugte dem. Det var mere, at ingen af dem var til at stoppe med at læse igen. Jeg opdagede nemlig hurtigt, at hver novelle ledte op til et afsluttende twist, som jeg i de fleste tilfælde ikke kunne regne ud. Derfor blev jeg hurtig hooked på dem alle. Man bør dog nok læse dem en smule langsommere, hvis det er muligt. Jeg tror nemlig, jeg gik glip af nogle små detaljer hist og her, og samtidig husker jeg ikke alle noveller lige godt.

Som med alle novellesamlinger var der dog selvfølgelig både fantastiske og mindre gode noveller. Eller sagt på en anden måde var alle novellerne rigtig gode, men der er var nogle af dem, som ikke fangede mig helt lige så meget. Jeg var f.eks. ikke helt så vild med “Hånden”, “Brombærblod” og “Dukke ko”, men til gengæld elskede jeg “Lillesøster”, “Altid” og “Ulven”, og faktisk havde jeg gerne set, at de tre historier havde været meget længere. Jeg var i hvert fald helt trist, da de var slut.

Novellerne er skrevet af enten Wandahl eller Ørsum. De har altså ikke skrevet nogen af dem sammen, hvilket jeg var lidt nervøs for. Men jeg kunne på intet tidspunkt mærke, at novellerne skiftede forfatter. De er alle skrevet i et rigtig godt sprog med samme opbygning, og det fungerer helt vildt godt. Med i opbygningen af novellerne er der desuden lagt en tanke i, at de skal kunne bruges til undervisning. Hvilket ikke er noget, jeg som sådan tænkte over undervejs, men jeg er alligevel sikker på, at de vil gøre sig rigtig godt i danskundervisningen. Der er i hvert fald en masse gode og vigtige emner, som kan tages op under læsningen af bogen.

“Sprækker i virkeligheden” er altså en god solid og ret uhyggelig novellesamling, som det bestemt ikke er sidste gang, jeg har læst.

“Den dag jeg glemmer” af Adam Silvera

Titel: “Den dag jeg glemmer” / Forfatter(e): Adam Silvera / Serie: – / Sideantal:  319 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 6.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Lider du af uønskede minder? Ring til Leteo Instituttet og hør mere om vores banebrydende erindringsbefriende indgreb!

Det er svært for den 16-årige Aaron at finde glæden ved livet efter farens selvmord. Med støtte fra sin mor og sin kæreste Genevieve er han dog langsomt ved at komme ovenpå igen.

Men da Genevieve rejser væk i et par uger, møder Aaron tilflytteren Thomas. Thomas gør ham glad, og efterhånden går det op for Aaron, at han er mere end bare en ven. Problemet er, at det blandt Aarons gamle venner slet ikke er i orden at have følelser for en anden fyr. I et desperat forsøg på at lukke ned for farens selvmord, vennernes svigt og sine egne følelser for Thomas, overvejer Aaron at lade sig indlægge på Leteo Instituttet. Også selvom det vil betyde, at han helt må glemme, hvem han i virkeligheden er.

“Den dag jeg glemmer” var på mange måder en komplet overraskelse. Jeg startede med at læse den i efteråret 2016, men nåede ikke særlig langt i den, før jeg måtte opgive. Jeg ved ikke helt hvorfor, men noget ved den gjorde bare, at jeg ret hurtigt afskrev den som værende noget for mig. Jeg var derfor også ret nervøs, da jeg samlede den op igen for en måneds tid siden. Men læses det skulle den! For med udsigten til at møde Silvera og efter at havde læst “Fortid er alt jeg har”, så måtte jeg altså give den en ordentlig chance. Hvilket jeg således gjorde – og jeg nåede da også ret hurtigt forbi det sted, hvor jeg opgav sidst. Læsningen gik i det hele taget okay i et par dages tid. Men jeg var ikke rigtig solgt. Altså det var en fin bog – nok en solid middelmådig læseoplevelse. Men så heller ikke mere end det. Hvilket som sådan også var fint, selvom den ikke gav mig den store lyst til at fortsætte videre med den.

Men jo længere ind jeg kom i den, jo mere smeltede den mit hjerte. Jeg begyndte pludselig at have svært ved at stoppe min læsning, og jeg trak mere og mere på smilebåndet, når jeg læste. Ydermere kom der små grin hist og her, og jeg forelskede mig langsomt i både Aaron og Thomas. Præcis som man bør – det er nemlig så svært at lade være. Og før jeg havde set mig om, så var bogen krøbet helt ind i mit hjerte, og havde sat sig godt fast. Jeg lukkede den derfor også med en fornemmelse af, at det er en bog, jeg ikke sådan vil slippe igen.

For udover at bogen har en ret interessant historie, og at jeg var vild med Aaron og hans fortællerstil. Så arbejder bogen også med flere tunge emner, som bliver bearbejdet på fineste vis. Jeg fandt i hvert fald både bogen ret informativ og lærerig, for selvom en del af bogen er ren fantasi (især Leteo Instituttet), så bygger den alligevel oven på ting, som jeg sagtens kunne se i virkeligheden. Hvilket gjorde mig endnu mere hooked på historien og tankerne bag den.

“Den dag jeg glemmer” indeholder flere twist, og det var især disse, som endte med at gøre mig helt hooked. Først og fremmest havde jeg nemlig slet ikke set dem komme, og samtidig førte de historien i en retning, som passede så fint. Også selvom jeg aldrig selv ville havde tænkt, at det var sådan, det hele skulle forløbe. For det gav så god mening, og jeg kan kun elske Silvera for at havde taget det valg for historien.