“Paper Towns” af John Green

Paper TownsTitel: “Paper Towns”
Forfatter(e): John Green
Serie: –
Sideantal: 336
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 4.11.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Barndomsvennerne Quentin og Margo går på samme high school, men er vokset fra hinanden. Den nørdede Q følger fascineret fra sidelinjen den gådefulde, smukke Margo, som flirter rundt med de populære elever på skolen. Men hun bliver først et mysterium, da hun en tilfældig aften kravler ind gennem Qs vindue og tilbage i hans liv – med planer om en hævnaktion mod alle der nogensinde har såret hende.

Efter deres eskapadenat forsvinder Margo, og Q og hans venner dropper eksamenslæsningen for at finde hende, død eller levende

Paper Towns er historien om Margo og Q. Men også historien om et mysterium. Mysteriet om de mennesker, vi idealiserer så højt, at vi i vores jagt på at finde dem opdager, at vi leder efter de forkerte.

Jeg havde kun en meget lille idé om, hvad denne bog handlede om, men det er John Green så selvfølgelig skulle den læses. Jeg har ikke læst andet af ham end En flænge i himlen, men jeg har hørt rigtig meget godt om stort set alle hans bøger, og især denne har fået virkelig meget ros. Jeg var derfor ret spændt på, hvad jeg ville synes om den.

Jeg var virkelig vild med historien! Jeg elskede hele mysteriet i bogen, men samtidig kunne jeg også rigtig godt lide, at man bare fulgte en helt almindelig high school fyrs liv og hverdag. De to ting passede virkelig godt sammen, og kombinationen af dem er uden tvivl en af grundende til, at jeg så godt kunne lide historien. Derudover var den også ret sjov det meste af tiden, hvilket var en perfekt opløftning til et lidt tungere emne, som bogen også indeholder.

Desværre skuffede bogens slutning mig en del, hvilket trak læseoplevelsen en anelse ned for mig. Den virkede lidt for ligegyldig til min smag, og jeg følte egentlig lidt, at hele historien, og hvad der var sket forud, kunne være ligegyldigt – for mest af alt virkelig det for mig som om, at hovedpersonen bare havde spildt sin tid. Desuden var der også et stykke i midten af bogen, hvor jeg lidt følte, at historien kørte i ring, dette var dog ikke rigtig med til at påvirke min bedømmelse af bogen, da jeg ikke følte, at det var så slemt. Jeg ville bare gerne have haft mere af de andre dele af bogen i stedet.

Bogens personer og hovedperson kunne jeg ret godt lide. De virkede egentlig ret forskellige, men alligevel virkede de på samme måde også virkelig ens, og dette kunne jeg rigtig godt lide. Desuden elskede jeg hvordan jeg ret tydeligt kunne se en udvikling af alle personerne gennem bogen, og samtidig var det skønt at følge med i, hvordan deres venskab udviklede sig, og hvordan de alle kom endnu tættere på hinanden.

Bogens sprog var typisk John Green (hvis jeg kan sige det, når jeg kun har læst én anden). Det var virkelig let at læse og fik læsningen til at flyde rigtig godt. Desuden var det ret humoristisk, men samtidig også meget dybt og tænksomt. Der var i hvert fald flere steder under læsningen, hvor jeg stødte på skønne citater.

Alt i alt var det en rigtig god læseoplevelse, og det er uden tvivl ikke sidste gang, jeg har læst bogen. Desuden gjorde den mig bare endnu mere hooked på Greens forfatterskab, og jeg kan slet ikke vente med at læse mere af ham.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

2 thoughts on ““Paper Towns” af John Green

Skriv en kommentar