“Den eneste ene” af Kiera Cass

Titel: “Den eneste ene” / Forfatter(e): Kiera Cass / Serie: The Selection, #3 / Sideantal: 412 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 14.5.2015 / Læst på: Dansk

America har fået lov at blive i Udvælgelsen, men det er på et hængende hår. Kong Clarkson lægger ikke skjul på at han ønsker hende ude af Udvælgelsen da han ser hende som en trussel. Det gør det ikke nemmere at hverken hun eller Maxon er klar til at bekende deres kærlighed, og Aspen og Kriss stadig spøger imellem dem. Samtidig skifter begge oprørsgrupper taktik, og volden optrappes. Både på slottet og i Illéa.

Den Eneste Ene er tredje bind i en serie om venskab, kærlighed, rivalisering og et samfund bygget på forbud og klasseskel.

Så blev det tid til tredje bog i serien, og nøj hvor var jeg spændt på den. Især fordi den jo originalt skulle have været slutningen på trilogien (og i princippet også stadig er dette), og den derfor uden tvivl måtte indeholde en masse spændende scener samt svare på nogle af de spørgsmål, jeg har siddet med i løbet af serien. Og den var uden tvivl lige så god, som jeg havde forventet! I det hele taget var det en perfekt afslutning på trilogien.

Jeg synes, at ”Eliten” var virkelig spændende og action fyldt, men det var virkelig intet ift. denne bog! Der var så mange fede action scener, og spændingsniveauet lå i det hele taget ret højt hele vejen igennem. Både fordi jeg virkelig gerne ville vide, hvad der kom til at ske med udvælgelsen, men også fordi jeg var meget interesseret i at finde ud af, hvad der ville ske med historiedelen omkring omrørerne og verdenen i det hele taget. Desuden skete der bare så mange ting i denne bog, som gjorde at jeg ikke kunne lægge den fra mig, fordi jeg måtte have trådene flettet sammen, og se hvad der ville ske.

Jeg er desuden virkelig vild med, hvor mange forskellige aspekter denne bog (og serien i det hele taget) indeholder. Da jeg begyndte på den, var jeg ovebevist om, at den mest ville handle om kærlighed og piger i smukke kjoler; og selvom den i høj grad også gør det, så er der også bare så meget andet til den. Jeg er f.eks. især vild med, hvor stort et fokus der er på venskab, familie, ligeværdighed og det at tro på sig selv og sine værdier uanset hvad – hvilket jeg også især synes kom til udtryk i denne bog. Dog var jeg endnu engang lidt irriteret over, hvor meget trekantsdramaet fyldte i handlingen – der var bare til tider et lidt for stort fokus på det ift., hvad der ellers skete i historien.

Derudover følte jeg, at jeg kom ret dybt ind under huden på alle de piger, der var tilbage i Eliten, hvilket jeg virkelig godt kunne lide. I det hele taget følte jeg faktisk, at man kom til at lære så mange flere personer meget bedre at kende i denne bog, hvilket var en fantastisk udvikling. Især fordi det ikke som sådan var noget, jeg havde forventet ville ske i den tredje bog.

Jeg er jo desuden som nævnt i min anmeldelse af ”Udvælgelsen” blevet spoilet på, hvordan denne bog ville ende. Men det gjorde på ingen måder noget! Der skete nemlig så mange ting i denne bog, som jeg på ingen måder havde set komme eller regnet ud på forhånd – og faktisk sad jeg flere gange og overvejede, om jeg måske ikke var blevet spoilet alligevel. Jeg havde nemlig svært ved at se, hvordan bogen skulle kunne slutte således; men jeg er uendeligt glad for, at slutningen var som den var – også selvom jeg gerne ville have læst endnu mere.

Alt i alt var det altså en virkelig skøn afslutning på trilogien, som jeg på ingen måder kunne have ønsket mig anderledes. Heller ikke selvom jeg gerne ville have læst meget mere om, hvad der egentlig kom til at ske efter denne bogs slutning – men måske der er noget om dette i bog nr. 4? Det håber jeg i hvert fald på!

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

Skriv en kommentar