Weekend Reads #16: Uge 10

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise jer min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Så blev det fredag endnu engang, og hvor er det altså en skøn start på weekenden. Solen skinner, fuglene kvidrer og himlen er blå. Kunne man ønske sig mere? Jeg har indtil videre hovedsageligt brugt dagen på at få taget lidt billeder til bloggen og Instagram. Man må jo udnytte det gode lys, nu det er her. 😉 Men det er da også allerede blevet til en smule læsning. Jeg startede nemlig dagen med at færdiglæse “George” af Alex Gino, som jeg startede på i går, og så har jeg fået lyttet lidt til “Faldet” af Anna Todd, mens jeg har taget billeder.

I weekenden håber jeg på, at få lyttet lidt videre i “Faldet”, og samtidig vil jeg gerne have læst “Læseren i morgentoget” af Jean-Paul Didierlaurent”, da den skal afleveres på biblioteket igen i næste uge. Desuden må det efterhånden være på tide, jeg får læst “Ti små åndedrag” af K. A. Tucker færdig. Jeg kan nemlig ret godt lide den indtil videre, så det er lidt for dårligt, jeg endnu ikke er færdig med den. Ydermere håber jeg på at starte på “Gennem sløret” af Nicole Boyle Rødtnes, hvis jeg får tid. Jeg faldt nemlig over den på biblioteket i går, og jeg glæder mig sådan til at se, hvordan trilogien slutter.

Hvad læser I på denne skønne solskinsdag?

8 thoughts on “Weekend Reads #16: Uge 10

  1. Har lige genlæst The Bone Season af Samantha Shannon og er i gang med at genlæse Ondskabens høst af Robert Galbraith. Jeg elsker simpelthen Comoran Strike serien ?

    1. Jeg har faktisk kun fået læst den første bog i serien om Comoran Strike, men glæder mig virkelig til at læse mere på et tidspunkt. Så fedt at høre du elsker den 🙂

  2. Sikke et ambitiøst weekendprojekt! 🙂 Og ja, hvor er det dog skønt vejr. Solen skreg “forår!” i mit fjæs, da jeg trådte ud i morges. Og så dufter luften det bare anderledes; forårsagtigt.

    Jeg læste “Uden dig er der intet os” færdig i går aftes. Og jeg havde egentlig planer om at få læst “Gennemblødt”, som den næste. Men samtidig har jeg også brug for noget skønlitteratur. 2 x faglitteratur i træk kan godt blive tungt, synes jeg.

    1. Ja, det er meget ambitiøst, men det bliver det jo også nødt til at være engang imellem. Dog regner jeg bestemt ikke med, jeg når at få læst dem alle fire færdigt 🙂

      Åh ja, to fagbøger lige i træk kan godt blive en anelse tungt, så jeg forstår helt sikkert godt, hvis du ender ud med noget lidt lettere 🙂

  3. Åhja, det er så dejligt med sol – 100% forårshumør ♥

    Jeg er i gang med tredje og sidste bog i ‘Daughter of Smoke and Bone’-serien. Er desværre ikke lige så begejstret for den som den første bog, men nu skal serien altså læses færdig 😉

    God weekend!

    Mvh.
    http://www.denlillebogblog.dk

    1. Ja, solen er simpelthen så skøn! 😀

      Ej, hvor irriterende du ikke er super begejstret for den. Jeg håber på, den bliver bedre, eller du om ikke andet i hvert fald ender med at have en positiv oplevelse af serien 🙂

  4. Absolut intet, men derfor har jeg nu alligevel nydt det gode vejr i weekenden. Jeg er helt og aldeles håbløst bagud med læsningen. Oh well … Måske jeg kan få læst en enkelt i løbet af Readathon næste måned? 😛

Skriv en kommentar