Weekend Reads #16: Uge 10

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise jer min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Så blev det fredag endnu engang, og hvor er det altså en skøn start på weekenden. Solen skinner, fuglene kvidrer og himlen er blå. Kunne man ønske sig mere? Jeg har indtil videre hovedsageligt brugt dagen på at få taget lidt billeder til bloggen og Instagram. Man må jo udnytte det gode lys, nu det er her. 😉 Men det er da også allerede blevet til en smule læsning. Jeg startede nemlig dagen med at færdiglæse “George” af Alex Gino, som jeg startede på i går, og så har jeg fået lyttet lidt til “Faldet” af Anna Todd, mens jeg har taget billeder.

I weekenden håber jeg på, at få lyttet lidt videre i “Faldet”, og samtidig vil jeg gerne have læst “Læseren i morgentoget” af Jean-Paul Didierlaurent”, da den skal afleveres på biblioteket igen i næste uge. Desuden må det efterhånden være på tide, jeg får læst “Ti små åndedrag” af K. A. Tucker færdig. Jeg kan nemlig ret godt lide den indtil videre, så det er lidt for dårligt, jeg endnu ikke er færdig med den. Ydermere håber jeg på at starte på “Gennem sløret” af Nicole Boyle Rødtnes, hvis jeg får tid. Jeg faldt nemlig over den på biblioteket i går, og jeg glæder mig sådan til at se, hvordan trilogien slutter.

Hvad læser I på denne skønne solskinsdag?