Sommerens.. (Idéer til din sommerferielæsning) #2

Lidt forsinket kommer her part to til min inspirationsliste til, hvad du kan hygge dig med at læse i løbet af sommerferie. Eller på et hvert andet tidspunkt. Alle bøgerne fungerer nemlig bestemt lige så godt en kold oktoberaften som en varm kold julidag.Sommerens.. (Idéer til din sommerferielæsning) #2

Fantasy
Hvis du kun skal læse én fantasybog i ferien, så skal du helt klart vælge “Oprører” af Louise Haiberg! Det er en helt fantastisk bog, og selvom jeg normalt ikke er så meget til fantasy, og slet ikke når det kommer til engle og dæmoner, så var jeg solgt stort set med det samme. Haiberg skriver nemlig i et virkelig godt sprog, og samtidig synes jeg, hun formår, at skrive en bog, som man slet ikke kan lægge fra sig. Den giver desuden straks en lyst til at læse videre i serien – hvor alle bøger heldigvis allerede er udkommet. Så det er bare om at gå i gang.

Romance
Jeg elsker at læse kærlighedsbøger om sommeren, og jeg har derfor også en masse, som jeg gerne vil anbefale jer. Kærlighedsbøger passer nemlig bare så godt til alle former for vejr – og altså dermed rigtig godt til den danske sommer. 😉 Vil du gerne læse meget hjerteskærende fortællinger, så synes jeg, du skal kaste dig over enten “Full Measures” af Rebecca Yarros, “Hvad hjertet ved” af Jessi Kirby eller “PS.: Jeg elsker dig!” af Cecelia Ahern. Er du mere til søde og lidt mere fluffy fortællinger så vælg istedet en af følgende: “Off-Campus“-serien af Elle Kennedy, “Anna and the French Kiss“-serien af Stephanie Perkins eller “One Song Away” af Molli Moran.

Gamle
Denne bog er ikke helt så gammel, som bogen i denne kategori måske burde være. Men jeg kan ikke anbefale den nok, og derfor kommer den altså til at være her. Bogen jeg snakker om er “Alkymisten” af Paulo Coelho. Hvilket faktisk er den første rejsende bog, jeg sendte ud – noget der langt fra er tilfældigt. Bogen blev nemlig udvalgt, da jeg synes, det er sådan én, som alle bør læse mindst én gang i deres liv. Den indeholder nemlig nogle fantastiske budskaber, og derudover elsker jeg, at den er filosofisk, men på en måde hvor det føles ret naturligt.

Tegneserie
Vil du læse en tegneserie med en kickass kvindelig hovedperson? Og som indeholder en masse skøn humor? Så skal du helt sikkert smide “Nimona” af Noelle Stevenson i kufferten! Udover at både historie og illustrationer spiller perfekt sammen, så synes jeg også, at Stevenson har en virkelig unik streg, som får illustrationerne til at føles lidt tegnefilmsagtige. Derudover er historien fyldt med humor, venskab og action – hvilket er en helt perfekt blanding efter min mening. Især fordi tegneserien indeholder budskaber, som jeg på ingen måder havde forventet, den ville beskæftige sig med. Men samtidig kan jeg heller ikke forstille mig, at den ikke gjorde det. Min eneste tanke efter endt læsning var derfor også: “JEG VIL HAVE MERE NU!”

Digte
Jeg læser ikke særlig mange digte. Det er dog noget, jeg meget gerne vil blive bedre til. Jeg synes nemlig, de kan noget helt særligt, og det elsker jeg dem for. Jeg har derfor også læst nogle enkelte samlinger, og flere af dem kan jeg virkelig anbefale. De to jeg vil nævne her er “Under Cassiopeia” af Nanna Lundgaard Arbøl og “Liwervalls UNIvers” af Glenn Enrico Buhl Liwervall. Det er to meget forskellige samlinger, men de har det tilfælles, at de begge gjorde mig virkelig glad.

Danske
Jeg kunne nævne så mange gode bøger i denne kategori. Efter min mening har vi nemlig nogle helt fantastiske forfattere i Danmark. Jeg kommer dog først og fremmest til at tænke på Christina Bonde, og hendes “Nattens sanger“-trilogi. Jeg læste den i min sommerferie for et par somre siden, og jeg faldt fuldstændig pladask for den. Endnu engang er det en bog, jeg normalt ikke ville regne med, jeg kunne lide. Vampyrbøger er nemlig heller ikke lige mig. Men Bondes sprog og opbygning af historien gjorde, at jeg fløj igennem alle tre bøger på ingentid. Jeg blev nemlig så opslugt af hele universet.

Hvilke bøger kan du anbefale til sommerferien?

5 thoughts on “Sommerens.. (Idéer til din sommerferielæsning) #2

  1. Gode anbefalinger.

    Det er lidt blevet en tradition, at jeg skal læse en Jojo Moyes roman om sommeren (heldigt, at hun er ret produktiv 😉 ). Og denne sommer læser jeg SOMMEREN JEG MØDTE DIG. Mangler pt. de sidste 100 sider og den er lige så god, som jeg håbede. Let, sød og ikke til at lægge fra sig.
    Derudover vil jeg læse BELGRAVIA af Julian Fellowes (der også er forfatteren til Downton Abbey) og en roman af Zola, der er én af mine yndlingsforfattere.

    God sommer.

Skriv en kommentar