“Besat” af Christina Bonde

BesatTitel: “Besat”
Forfatter(e): Christina Bonde
Serie: Nattens Sanger #1
Sideantal: 316
Forlag: Forlaget Mellemgaard
Udgivet: 7.4.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

For 23-årige Victoria Rose er livet en kamp mod de følelser, der afholder hende fra at leve det. Hendes tilværelse er præget af eftervirkningerne fra et overfald, der har spoleret hendes selvværd og frarøvet hende troen på kærligheden – indtil den dag hun møder Lucas.

I et skæbnesvangert opgør med fortiden forandrer Lucas ikke bare Victorias liv, men hele hendes virkelighed. Hun befinder sig pludselig i en verden af vampyrer og havner i en stridighed, der er ved at koste hende livet.

Undsætningen viser sig at komme fra en ældgammel fatalistisk overbevisning, der vil give Victoria en central plads i vampyrernes verden, men samtidig kræver valg, der mentalt er ved at flå hende i to halvdele.

Hvilken løsning skal vælges, når kærligheden splitter mod hver sin verden, og når skæbnen synes umulig? Kan hjertet forenes i den bestialske sandhed, og hvor langt tør Victoria gå for at efterstræbe lykken?

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt havde de store forventninger om, at jeg ville kunne lide denne bog. Altså jeg havde hørt en del godt om den, men jeg var ikke helt sikker på, om en bog om vampyrer ville være noget for mig. Men det var det – jeg var i hvert fald meget begejstret for den.

Læseoplevelsen startede virkelig godt ud med, at jeg på første side blev fuldstændig betaget af en beskrivelse af forelskelse. Det var virkelig fint skrevet, og simpelthen så rammende. Og hvis jeg bare et sekund tænkte, at det nok bare var held, så havde jeg på ingen måder ret. Bonde skriver nemlig helt fantastisk, og jeg elskede sproget gennem hele bogen.

“Forelskelsen er spontan. På et splitsekund kan man miste fodfæstet og kysse viljen farvel. Må klamre sig til tyngdekraften for ikke at svæve væk fra sig selv.”

Bogens handling var virkelig fangende, og jeg havde så svært ved at lægge bogen fra mig. Ja, faktisk endte jeg med at læse det meste af bogen på et par timer, og måtte udskyde min søvn, fordi det var vigtigere lige at få læst slutningen af bogen. Derudover synes jeg virkelig, det hele hang så godt sammen, og vampyrernes verden virkede rigtig godt opbygget. Jeg kunne i hvert fald rigtig godt lide at læse om den, og synes den virkede ret gennemtænkt; præcis som resten af historien.

Jeg elskede desuden Victoria. For det første synes jeg, det var skønt, at hun var i tyverne, og for det andet var det virkelig fedt, at hun samtidig også opførte sig som en på hendes alder. Derudover reagerede hun virkelig godt på de forskellige ting, hun fik at vide, og jeg elskede at hun ikke bare synes, at det hele var fint, men at det faktisk også skræmte hende. Og så elskede jeg, at hun stod ved sine beslutninger, og ikke sådan lige lod sig overtale til forskellige ting.

Faktisk var der kun én ting ved bogen, som irriterede mig, og som desværre trak læseoplevelsen en smule ned. Jeg synes, Victoria blev alt for hurtig forelsket i Lucas – for mig virkede det nærmest som om, hun lige havde mødt ham, da de blev kærester. Sådan var det ikke helt, og det gav god mening, at hun så hurtigt blev vild med ham, det fungerede bare ikke helt for mig.

Alt i alt var det en virkelig god bog, og jeg kan slet ikke vente med at læse de to andre bøger i trilogien!

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

One thought on ““Besat” af Christina Bonde

Skriv en kommentar