“Forkynderen” af Sander Jakobsen

ForkynderenTitel: “Forkynderen”
Forfatter(e): Sander Jakobsen
Serie: 
Sideantal: 382
Forlag: Forlaget Punktum
Udgivet: 1.11.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

To myrdede kvinder, to hemmelige liv, et chokerende psykologisk spil.  

Thorkild Christensen er præst i den lille landsby Roslinge, og en morgen findes hans kone, Karen, myrdet. Hendes død sender ham på opdagelse gennem hendes liv – et liv, som han hurtigt indser, han overhovedet ikke kender noget til. Da Frank Andersens søster, enspænderen Sanne, også bliver myrdet, forsøger Frank at finde ud af hvem hans søster egentlig var. Han opdager dimensioner, han ikke var klar over hun havde, og han fortæres af tanken om hævn.  

Thea Krogh er kriminalinspektøren, der forsøger at optrævle mysteriet om de to mord. Hun fordyber sig i sagen og landsbylivet, men sandheden bliver ved med at være lige uden for rækkevidde. Hvad er det, hun ikke kan få øje på? Er der en forbindelse mellem de to mord og i så fald, hvad går dette dødelige spil ud på?  

Forkynderen udforsker kærlighed, skyld, skam og tilgivelse, landsbylivet, sammenholdet og ensomheden. Den udforsker, hvordan en fortælling kan have indflydelse på et menneskes liv; hvordan vi ser os selv, hvordan andre ser os, om vi overhovedet virkelig kender hinanden, og om hvordan det er muligt at miste forbindelsen til nogen, som vi ser hver eneste dag.

Jeg havde virkelig store forventninger til denne bog, da den lød virkelig spændende. Samtidig er det forfatternes (Sander Jakobsen er et pseudonym for forfatter-duoen Dagmar Winther og Kenneth Degnbol) debut, hvilket bare gjorde mig endnu mere nysgerrig efter at læse bogen. Det er jo altid skønt at stifte bekendtskab med nye krimiforfattere.

Bogen var virkelig spændende, og virkelig svær at forudsige. Jeg havde i hvert fald virkelig svært ved at regne ud, hvordan mordene hang sammen, og hvem morderen var. Og det elsker jeg virkelig. Det gør bare en krimi endnu bedre, når man kan sidde og komme med sine egne teorier – og man får nye informationer hele tiden, som enten kan være med til at ændre ens teori eller til at styrke den.

Bogen var rimelig stille, og der var noget mindre aktion, end jeg lige havde regnet med. Men det fungerede egentlig meget godt, selvom jeg til tider godt kunne have brugt et lidt hurtigere tempo. Det stille tempo var dog på en måde også med til at holde mig fast til historien, da jeg dermed hele tiden lige blev nødt til at læse lidt mere, for at se om der kom nye informationer.

Jeg kunne virkelig godt lide bogens karakterer. Jeg var især helt vild med bogens hovedperson, Thea Krogh, som virkelig bare passede perfekt ind i historien. Desuden kan man virkelig mærke hendes dedikation til sagerne, og til de personer hun møder i den forbindelse. Derudover var jeg vild med præsten, Thorkild Christensen, som virkelig også bare var perfekt.

Bogens sprog er dejlig let, og jeg nød at læse det. Også selvom det egentlig ikke var så specielt – men det passede også bare perfekt på den lidt stille krimi. Derudover kunne jeg på ingen måde mærke, at bogen er skrevet af to forskellige. Det hele hang virkelig godt sammen, og det var meget flydende.

Alt i alt var det en rigtig god læseoplevelse, og jeg håber meget på, der snart kommer mere fra Sander Jakobsen. Hvis der gør, skal jeg i hvert fald uden tvivl læse det!

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5


Skriv en kommentar