“Der hænger en engel alene i skoven” af Samuel Bjørk

Der hænger en engel alene i skovenTitel: “Der hænger en engel alene i skoven”
Forfatter(e): Samuel Bjørk
Serie: Serien om Mia Krüger og Holger Much #1
Sideantal: 464
Forlag: Rosinante
Udgivet: 13.6.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Stjerneefterforskeren Mia Krüger har forladt politiet. Hun har isoleret sig på en lille ø, hvor hun martres af fortiden og planlægger sit eget selvmord. Men da hendes gamle chef, den godmodige Holger Munch opsøger hende, overtales hun til at vende tilbage til politiet – bare så lang tid som det tager et opklare sagen om pigen i skoven. Men hun er kun den første. Det er en seriemorder, de jagter.

Da Mia Krüger opdager en forbindelse til en gammel, uopklaret sag om et kidnappet spædbarn, tager sagen en ny drejning. Er mordene en hævn over politiets uformåen dengang? Hvad er det morderen vil fortælle? Er der en kobling til den kristne sekt, der har slået sig ned på egnen?

Da Holger Munchs 6-årige barnebarn Marion bliver bortført, indser Mia, at morderens ondskabsfulde leg er personlig. Men hun indser ikke hvor personlig.

Hvor var den virkelig spændende, og ret svær at lægge fra sig! Starten var en smule langtrukken, og især kapitlerne med Mia kedede mig en smule i starten. Men jeg blev dog alligevel ret hurtigt fanget af historien, og omkring 50 sider inde fandt jeg den på ingen måder kedelig længere.

Bogen bliver fortalt fra adskillige synsvinkler, hvilket, jeg synes, fungerede virkelig godt. Det var med til at få historien til at fange mig endnu mere, og jeg var helt vild med, at man lærte så mange forskellige personer at kende. Også selvom man selvfølgelig ikke lærte alle helt så godt at kende som andre – det ville nemlig have været alt for meget.

Bogens historie var både ret forudsigelig og ret uforudsigelig – dog heldigvis mest uforudsigelig. Der var ting i historien, som jeg synes var ret lette at regne ud, men samtidig var der også en del ting, som jeg på ingen måder havde regnet ud, før de skete. Jeg synes bogen snød mig ret mange gange; forstået på den måde, at jeg flere gange var sikker på, jeg have regnet det hele ud, men på ingen måder rent faktisk havde det.

Bogens slutning har jeg ret blandede følelser om. Altså man får tingene opklaret, og jeg sad ikke tilbage med nogle spørgsmål, men jeg kunne godt have ønsket, at slutningen alligevel havde været en del anderledes. For det første følte jeg, den var en anelse kort og forhastet, og for det andet ville jeg gerne have haft, at de forskellige tråde i historien blev flettet lidt mere sammen – da jeg desværre lidt følte, at der var gået lidt let over at få skrevet slutningen på nogle af trådene.

Alt i alt var det dog på trods af en lidt langtrukken start og irriterende slutning en rigtig god krimi, som jeg virkelig nød læsningen af. Derudover glæder jeg mig meget til at læse mere om Holger og Mia, og i det hele taget at læse mere fra Bjørks hånd.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

5 thoughts on ““Der hænger en engel alene i skoven” af Samuel Bjørk

    1. Mange tak for ros. Jeg er glad for, du kunne bruge den – og jeg synes helt sikkert, du skal læse den. Det kunne være spændende at høre din mening om den 🙂

Skriv en kommentar