“Blå lys” af Jon Brændsgaard Toft

 

Blå lysTitel: “Blå lys”
Forfatter(e): Jon Brændsgaard Toft
Serie:
Sideantal: 205
Forlag: Forlaget mellemgaard
Udgivet: 30.9.2013
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

“Jens Thorstrup trådte længere frem. Det var ikke noget behageligt syn. Det var lig aldrig, men dette her var langt det værste, han havde oplevet. Kroppen bestod kun af indtørret hud og knogler, hvis konturer tydeligt kunne ses. Hvis den afdøde så bare havde haft et uskyldigt fredfyldt ansigt, kunne Thorstrup have levet med, at manden formentlig var død af sult et sted. Men hovedet var vredet bagover, og munden stod åben, som om hans sidste skrig endnu ikke var ophørt. Øjnene var sunket langt tilbage, så kun et kranium omtrukket med læderagtig tørret hud udgjorde ansigtet. Det var komplet umuligt at identificere personen ud fra udseendet alene.”

Blå lys er en krimi, der med et strejf af science fiction udspiller sig i Aarhus, Jon Brændsgaard Tofts hjemby. Han er født i 1986 og har siden femtenårsalderen skrevet fiktion. Blå lys er hans syvende roman.

Jeg må indrømme, jeg ikke kendte forfatteren, før han spurgte om jeg ville læse og anmelde bogen. Jeg havde derfor ikke nogen idé om, hvordan bogen ville være, men den lød spændende, og så synes jeg hele idéen med krimi og sci-fi lød ret godt.

Bogen var virkelig god! Faktisk overraskede den mig ret meget – jeg havde i hvert fald ikke forventet, jeg ville blive så begejstret for den. I startet irriterede sproget mig en smule, da jeg synes, det virkede lidt for ungdomsroman-agtigt. Men jo længere jeg kom ind i bogen, jo mindre tænkte jeg over det. Og så gav det bogen et rigtig godt tempo, og kom faktisk til at passe ret godt til bogen.

Bogens start bød også på rigtig mange forskellige personer. Lidt for mange efter min mening, da flere af dem ikke rigtig blev brugt til noget. Desuden synes jeg godt, introduktionen af dem, kunne være spredt lidt bedre ud. Jeg sad i hvert fald og savnede at få lidt mere at vide om nogle bestemte personer, og så er det lang tid at vente, fordi man lige skal læse om en masse andre først. De fleste personer i bogen synes jeg dog passede rigtig godt ind, og jeg kom til at holde ret meget af de tre “hovedpersoner”.

Bogens krimidel, synes jeg, fungerede rigtig godt. Jeg var i hvert fald meget fanget af den. Desværre må jeg indrømme, sci-fi delen blev en smule for meget for mig. Jeg synes dog alligevel, sammenblandingen af genrene fungerede ret godt, og det var ret fedt at læse, da det var meget anderledes, end hvad jeg er vant til.

Jeg vil bestemt anbefale bogen, men man skal være opmærksom på, bogen hovedsageligt er en krimi, og det derfor er nødvendigt at kunne lide denne genre.

 

2 thoughts on ““Blå lys” af Jon Brændsgaard Toft

  1. Wow… det var en meget anderledes oplevelse du havde end den jeg sad tilbage med. Bogen faldt slet ikke i min smag. Men jeg synes egentlig det er ret spændende at man kan få så forskellige oplevelser ud af én bog 🙂 Men i sidste ende handler det hele jo om smag.

    1. Jeg er helt vild med, at folk kan have vidt forskellige meninger om den samme bog. Det har jo så meget med smag at gøre, og selvfølgelig kan man ikke skrive en bog, som alle kan lide (ellers er man i hvert fald virkelig dygtig/heldig!) 🙂

Skriv en kommentar