#Bogbloggertræf 2015: Forfatterbesøg

For næsten én uge siden bød Irene, Karin, Rikke og jeg velkommen til 37 fantastiske bogbloggere og to skønne forfattere. Det var nemlig endelig blevet tid til årets #Bogbloggertræf, som vi havde glædet os rigtig meget til. Og det blev en helt fantastisk dag, hvis jeg selv skal sige det – og jeg har da også allerede meget svært med at vente til næste år. Det er bare altid så skønt at samles med nye såvel som ”gamle” bogbloggere og bruge en hel dag i bøgernes tegn.

Jeg er jo lidt bagud med mine indlæg, men det skal ikke afholde mig fra at skrive noget om dagen. Jeg regner derfor med, der kommer omkring 2-3 indlæg om dagen, og måske et separat, hvor jeg viser de bøger frem, som jeg fik med hjem fra træffet. I dag skal handle lidt om de to forfattere, som gæstede træffet.

#BB2015 - forfatterbesøg

I år havde vi præcis lige som sidste år inviteret en hemmelig gæst. Jeg må indrømme, at jeg selv havde været lidt skeptisk over vores valg i år, da jeg overhovedet ikke interesserede mig det mindste for forfatteren. Men det kom til at ændre sig! Lindhardt & Ringhof som forfatteren er udgivet hos var nemlige så søde, at give et eksemplar af forfatterens bog til alle. Jeg gik i gang med den så snart, jeg fik pakkerne med den hjem, og jeg stoppede nærmest ikke, før jeg var færdig. Jeg blev nemlig fuldstændig opslugt og elskede den. Jeg endte derfor med at glæde mig helt vildt til Nadia Plesner skulle besøge træffet!

#BB2015 - forfatterbesøg 1

Hendes oplæg handlede meget om det samme, som der står i bogen, men der var alligevel et eller andet ved, at høre hende selv fortælle om de forskellige begivenheder. Jeg fik i hvert fald kuldegysninger flere gange under oplægget. Desuden var Plesner så sød at signere Simple Living efter oplægget, hvilket jeg er virkelig glad for. Jeg sætter i hvert fald stor pris på, at have fået bogen signeret – det gør den bare endnu mere fantastisk.

#BB2015 - forfatterbesøg 2

Derudover havde vi inviteret Carina Evytt, som jeg havde glædet mig helt enormt meget til at møde. Jeg ELSKEDE Den fredløse, da jeg læste den tidligere på året, og samtidig synes jeg, at flere af Evytts andre udgivelser lyder interessante.  Jeg blev derfor virkelig glad, da Evytt takkede ja til at komme. Desuden var hendes oplæg også rigtig spændende, og jeg kunne virkelig godt lide, hvordan man kom lidt ind bag hendes tanker om hendes forskellige udgivelser. Desuden fortalte hun om, hvordan hendes bøger faktisk ikke rigtig har solgt så meget, hvilket kom som en kæmpe overraskelse for mig. Jeg føler nemlig, at flere af dem har været ret populære, men det gav mig bare endnu mere lyst til at dykke ned i hendes forfatterskab.

Efter Evytts oplæg blev der også afholdt signering. Og her var Evytt så sød at skrive en lille hilsen i alles bøger, hvilket var virkelig fint. Det fik dog vores tidsplan til at skride en del, hvilket var lidt ærgerligt. Men mere om det i næste indlæg om træffet. Desuden var det nok alligevel det værd, når folk tager bøgerne ned fra hylden og mindes en god dag. Det håber jeg i hvert fald. Dog betød det også, at jeg faktisk aldrig selv nåede at få mine bøger signeret – men det må blive en anden gang. Jeg håber i hvert fald meget på at møde Evytt igen på et tidspunkt.

Deltagere: Adventures of a booknerd / HappenStancie / Windblown Pages / Alt godt fra skabet / Woman Who ReadsTrolderierBachs bøger / Mit Bogunivers / Ruskjærs bøger / Borough of Books / Tanker om sproget /Crossing Journeys / Bøger på Tværs / Læsehest med fantasy / Tanker fra en skæv eksistens / Min forestilling om hvad paradis er / Krimihjerte /Wondrous Bibliophile / Læsehesten / Bøgernes labyrint / Readers Wall / The Small Wonders of Life / Mizzepii / Nena Skov / Paperback Castles / Flyv med mig / Buch’s Books/ Bogslottet / Sus’ bogblog / Ajnat / Frk. Tines krimitanker /Xenia’ s Bogblog

#Bogbloggertræf 2015: Carina Evytt

Så er der ikke så længe til Bogbloggertræf 2015 løber af stablen. Træffet bliver gæstet af Carina Evytt, som har været så sød at takke ja til at kommer og fortælle lidt om det at skrive og om hendes bøger. Kender du ikke Evytt, så læs med herunder, hvor hun kort præsenterer sig selv – og så smut lige ud og få fat i Den fredløse, som er hendes seneste bog, og læs den! Den kan i hvert fald virkelig anbefales. Læs evt. min anmeldelse af den her.

_MG_1655 (2)Mit navn er Carina Evytt, jeg er 43 år og skriver romaner og noveller inden for de fantastiske genrer.
Jeg debuterede på Forlaget Tellerup i 2006 med gyserromanen Let Bytte og har siden udgivet 5 romaner inden for horror og fantasy.

Efter nogle år hvor jeg udelukkende skrev horror, vendte jeg sidste år tilbage til fantasygenren og er i skrivende stund i gang med et fællesprojekt med Pernille Eybye.  Genren er high fantasy med alt hvad det indebærer af heltemod, store slag og alskens fantastiske skabninger, men vi har lånt lidt fra moderne YA-litteratur forstået på den måde at det er personerne, mere end selve plotlinjen, der skaber historien. Det er efter min mening det mest spændende både at læse og skrive, så det vil jeg nok blive ved med, uanset hvilken genre jeg bevæger mig ind i.

Lyder ovenstående interessant? Og har du endnu ikke tilmeldt dig træffet? Så er der heldigvis stadig lidt tid til sidste tilmeldingsfrist. Kig vores invitation her, og se hvordan du tilmelder dig til en hyggelig dag i bøgernes tegn.

Top 5: Bedste bøger læst i 2015 (so far)

IMG_5340 - Kopi - KopiNu er vi over halvvejs i 2015, og jeg har fået pløjet mig igennem en god stak bøger. Jeg tænkte derfor, nu ville være et perfekt tidspunkt til, at snakke lidt om min top 5 bedste bøger, jeg indtil videre har læst i løbet af dette år. På den måde kan jeg måske også inspirere jer en smule.

Jeg kigger selvfølgelig og som altid uden om de bøger, som jeg har genlæst i år; da de jo ellers ville udfylde alle fem pladser. Desuden må jeg indrømme, at det altså alligevel har været svært at vælge – jeg har jo allerede læst nogle helt fantastiske bøger, som alle i princippet har fortjent en plads på denne liste. Sådan kan det dog selvfølgelig ikke være. 🙂

Der findes forresten anmeldelser af alle fem bøger på bloggen, hvis I skulle have lyst til at vide mere om bøgerne og flere af mine tanker om dem.

Full Measures af Rebecca Yarros
Jeg havde købt denne bog billigt på min Kindle, og havde egentlig ikke de store forventninger til den. Den skulle dog vise sig at blive en af de mest hjerteskærende og fantastiske bøger, jeg nogensinde har læst. Den havde bare alt, og var en perfekt blanding mellem at være sørgelig, varm og fin – og samtidig havde den en god og passende humor. Desuden tænker jeg stadig rigtig meget på den, selvom det er nogle måneder siden, jeg har læst den; jeg er derfor også sikker på, at det forevigt vil være en bog, som har en helt speciel plads i mit hjerte. Hvis jeg skulle anbefale jer én bog, som I skal læse i år – så er det uden tvivl denne.

Pivot Point af Kasie West
Denne bog er på ingen måde som noget, jeg tidligere har læst. Den virkede så original, selvom den også havde helt ‘almindelige’ dele – ja, faktisk mindede den på mange måder som en ‘normal’ YA Contemporary, men alligevel var den så langt fra at være dette. Hele bogens koncept er i det hele taget virkelig godt udtænkt, og jeg blev fuldstændig fanget af det. Desuden elskede jeg det humoristiske sprog, bogen er skrevet i. Udover at være humor lige efter mit hoved, så passede det nemlig også ret godt til bogen.  

Den Fredløse af Carina Evytt
Jeg havde på ingen måder regnet med at ville elske denne bog så meget, som jeg gjorde. For helt ærligt er hverken fantasy eller historisk noget, som jeg virkelig elsker – men jeg havde alligevel lyst til at læse bogen, hvilket jeg er meget glad for, jeg gjorde. Bogen var nemlig fantastisk! Der sker så mange ting i den, men alligevel bliver det hele flettet virkelig godt sammen; i det hele taget er det en meget gennemført bog, som jeg virkelig kan anbefale. Desuden skal man ikke lade sig skræmme af længden – bogen føles nemlig slet ikke så lang, når man læser den.

On the Fence af Kasie West
Endnu en bog jeg virkelig elskede! Ja, faktisk gjorde den mig fuldstændig besat af Kasie Wests forfatterskab, som jeg pt. kun mangler at læse én enkelt bog af. Desuden var bogens personer fantastiske, og var virkelig det der gjorde, at denne bog ikke ‘bare’ var endnu en god YA Contemporary. Alle bogens personer blev beskrevet rigtig godt, og jeg følte virkelig, jeg kom til at kende dem godt – også selvom man kun så historien gennem Charlies synsvinkel.
Ovenstående krydret med et fantastisk familieforhold var uden tvivl det der gjorde, at bogen med det samme blev en ny favorit for mig.

Will Grayson, Will Grayson af John Green og David Levithan
Dette er en bog med nogle af de skønneste personer, jeg nogensinde har læst om. De var simpelthen bare så perfekte for historien, og desuden var de virkelig lette at holde af. Historien var dog også helt fantastisk – og jeg elske hvordan de to historier i bogen flettede sig sammen. Desuden havde jeg lyst til at genlæse bogen med det samme, jeg havde læst den sidste sætning, da jeg bare havde så meget lyst til at opleve historien igen.

Hvilke fem bøger har været jeres favoritter indtil videre i 2015?

Månedens læsning #13: Januar

Månedens læsning #13 - JanuarJanuar har været en virkelig fantastisk læsemåned, og jeg har fået startet mit læseår op på aller bedste vis. Jeg har læst ret forskellige bøger, hvoraf nogle har været helt fantastiske, andre har været okay, og nogle bare slet ikke har været mig. Jeg er dog glad for, at jeg har fået læst dem alle, også selvom der var nogle, jeg ikke var specielt begejstret for.

I løbet af januar har jeg fået læst hele 17 bøger. Jep, du læste rigtigt. Der står 17. Ud af de 17 er tre børnebøger, og fire har været comics/graphic novels. Jeg har haft ferie i lidt over to uger, hvilket selvfølgelig har gjort sit til, at jeg har fået læst så mange bøger. Men samtidig er jeg virkelig også bare fløjet igennem de fleste af dem. Flere af dem har jeg i hvert fald læst på et døgns tid.

Jeg har ikke noget bestemt sidetal, jeg i gennemsnit vil nå pr. dag i år, men jeg vil alligevel regne det ud hver måned, så jeg har en mere klar idé om, hvor meget jeg egentlig får læst. De 17 bøger jeg har læst i januar svarer til 4587, hvilket vil sige i gennemsnit 148 sider om dagen. Og det kan jeg vidst ikke være andet end meget tilfreds med.

I januar har jeg læst følgende bøger:

  • Dash & Lily’s Book of Dares af Rachel Cohn & David Levithan: 3. En solid middelmådig bog, jeg er glad for at have fået læst, men nok ikke kommer til at genlæse. Anmeldt her.
  • Mind the Gap, Volume 1 af Jim McCann: 5. En helt fantastisk comic, som gav mig lyst til med det samme at læse videre i serien.
  • Mind the Gap, Volume 2 af Jim McCann: 4.5. Endnu et fantastisk volume i serien – dog med et stykke, der forvirrede mig en smule.
  • Mind the Gap, Volume 3 af Jim McCann: 4. Stadig en virkelig fantastisk og spændende historie, men med et ret langt stykke med en irriterende tegnestil.
  • Judging a Book by Its Lover af Lauren Leto: 3. En rigtig god bog – i de første halvdele. Herefter blev den til tider meget kedelig.
  • My True Love Gave to Me af Stephanie Perkins m.fl.: 4. En rigtig skøn samling af julede og romantiske noveller, som jeg i store træk nød at læse de fleste af.
  • In Real Life af Cory Doctorow & Jen Wang: 4. En lidt skuffende oplevelse, men alligevel en ret god og lærerig læseoplevelse. Anmeldt her.
  • Game af Barry Lyga: 5. Fantastisk og meget spændende fortsættelse på “I hunt killers”. Anmeldt her.
  • Will Grayson, Will Grayson af John Green & David Levithan: 5. En bog som jeg med det straks efter endt læsning havde lyst til at genlæse, da den var så god. Anmeldt her.
  • Den fredløse af C. Evytt: 5. En meget positivt overraskende læseoplevelse af en helt fantastisk bog. Anmeldt her.
  • Skyggernes bog af H.W. Klaris: 4.5. Virkelig spændende bog, som jeg fløj igennem på ingen tid. Anmeldt her.
  • Let it snow af John Green m.fl.: 2. Mest af alt en ret ligegyldig læseoplevelse. Anmeldt her.
  • Operation ud-med-Benny af Hilde Vandermeeren: 5. Fantastisk børnebog med en virkelig god historie og meget skønne illustrationer.
  • Paprika Zola Elvira #1 & #2 af Marie Duedahl: 4. To børnebøger som jeg virkelig gerne selv ville havde læst, da jeg var yngre. Jeg nød dem dog også meget nu.
  • Som stjerner på himlen af Jennifer Niven: 4. En rigtig god og meget ægte bog med fantastiske personer. Desværre blæste den mig aldrig rigtig bagover.
  • Lygtemandens datter af Jette Kjær Petersen: 1.5. En meget forudsigelig bog med en hovedperson, som jeg virkelig ikke kunne lide.

Hvordan har januar været læsemæssigt for jer? Har I fået læst, det I ville? Og har I fået læst noget godt, der kan anbefales?

“Den fredløse” af Carina Evytt

Den fredløseTitel: “Den fredløse”
Forfatter(e): C. Evytt
Serie: –
Sideantal: 640
Forlag: Tellerup
Udgivet: 9.11.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Når historien er eviggyldig, bliver sted og tid ligegyldig.

Storbondens datter, Anna, og den unge tater, Rham, har begge svært ved at affinde sig med de forventninger som omgivelserne stiller til dem. Anna vil ikke giftes og have børn, og Rham vil ikke underkaste sig autoriteterne.

Et moderløst enhjørningeføl knytter bånd imellem dem, og på tværs af race og klasseskel oplever de for første gang forståelse og accept.

Samtidig kommer en veltalende politiker til magten ved at sprede had og frygt blandt sine tilhængere med beskrivelser af taterne som tyve, mordere og hekse, som skal holdes nede med hård hånd. Dette bringer Rham i problemer med myndighederne, og Anna i problemer med naboerne da hun vælger at tage afstand fra fremmedhadet.

Snart må de begge indse at selv en drøm har sin pris, og deres forhold får så vidtrækkende konsekvenser at det trækker spor, ikke kun i Anna og Rhams liv, men i hele landsdelen det følgende årti.

Jeg havde hørt virkelig meget godt om denne bog, før jeg begyndte på den, men startede alligevel med at være lidt skeptisk. Det er nemlig ikke en genre, jeg normalt læser så specielt meget af, men alligevel var der et eller andet ved bagsideteksten, som gjorde at jeg ikke kunne lade være med at læse den. Og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det.

Bagsideteksten giver dog ikke så meget af historien væk, hvilket jeg er virkelig glad for. Jeg nød nemlig virkelig meget, at jeg på forhånd ikke rigtig kendte så meget til historien, og jeg dermed heller ikke havde nogle forventninger til, hvad der ville ske, men bare kunne lade mig opsluge fuldstændig, og på den måde opleve, hvad der kom til at ske.

Bogens historie er fantastisk. Der er så mange lag i den, og selvom jeg lige har læst bogen, ville jeg ikke kunne genfortælle dens handling. Der sker nemlig virkelig mange ting, og bogens handling foregår over en længere tidsperiode. Desuden ligger der så mange betydninger i selve bogens handling, som man kun forstår, hvis man læser bogen. Og det bør man virkelig gøre. Jeg var i hvert fald virkelig vild med handlingen, og synes den var så godt udtænkt.

Bogens to hovedpersoner er virkelig også fantastiske, og jeg elskede den måde, de var skrevet på. Desuden elskede jeg virkelig at læse om forholdet mellem dem, som simpelthen var så ærligt, og på mange måder også meget let at relatere til. Derudover var jeg meget begejstret for den måde, personerne handler på, og at de ikke er bange for at stå ved deres holdninger, selvom det i værste fald kan koste dem livet.

Bogen bliver fortalt fra adskillige synsvinkler, hvilket jeg også fandt rigtig godt. Det virkede nemlig rigtig godt, og jeg elskede, at jeg på den måde lærte lidt mere om handlingerne i bogen, og om de personer hvis synsvikel man fulgte historien fra. Der var dog nogle steder, hvor jeg ville ønske, at der havde været en lidt større opdeling i skiftet af synsvinkler. Da de godt kunne slutte lidt brat nogle gange, og dermed komme til at forvirre mig en smule.

Jeg blev spurgt om bogens sprog, da jeg var igang med at læse den, og jeg var helt i tvivl om, hvad jeg skulle svare. Jeg havde nemlig ikke rigtig lagt mærke til bogens sprog, hvilket jeg egentlig fandt meget passende. For mig var historien og personerne nemlig nok. Det er dog lidt gammeldags til tider, men det passer rigtig godt sammen med, hvilken tid bogen foregår i.

Alt i alt var det en fantastisk god læseoplevelse. Desuden er bogen virkelig anbefalelsesværdig, og jeg blev meget positivt overrasket af den. Det er desuden helt sikkert en bog, jeg godt kunne finde på at genlæse en dag – også selvom bogen er forholdsvis lang. Den føles nemlig slet ikke sådan, når man læser den.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5