Barselsvikar #7: Karin fra Skrivepulten

I mens jeg prøver at navigere i min nye rolle som mor, har jeg som tidligere nævnt her, spurgt en flok skønne danske bogbloggere og forfattere, om de kunne have lyst til at passe bloggen lidt. Hvilket en del heldigvis havde. Der vil derfor komme et indlæg fra en barselsvikar om ugen i løbet af de næste måneder.

I dag har jeg givet ordet til Karin, hvis blog indeholder masser af både læse- og skiveglæde. Karin anmelder nemlig bøger, men samtidig skriver hun også selv, og derfor deler hun også engang imellem lidt skrivetips og skriver om den generelle skriveproces.

Sådan ændrede min læsning sig, da jeg blev mor

I dette gæsteindlæg vil jeg skrive om hvordan min læsning blev forandret da jeg blev mor, for det blev jeg for lidt over et års tid siden. Jeg forventede selvfølgelig at tiden ville blive mindre og at jeg ville få læst mindre, men sandheden er faktisk ikke helt så sort og hvid.

Jeg er blevet mor til en dreng. Loke har vi valgt at kalde ham, blandt andet fordi jeg synes det var et stærkt navn og jeg ville gerne have det skulle være et navn som ville være godt til alle aldre. Jeg var også ret opmærksom på at vælge et navn der ikke er så populært, fordi jeg selv altid har nydt at være den eneste med mit navn på min årgang. Så selvom jeg er vild med navnet Lukas, så var det bare alt for populært.

I min barsel fandt jeg masser af tid til at læse, mens jeg ammede. Ja min søn synes at bruge oceaner af tid på det og selvom det kan være meget hyggeligt, så var det faktisk ikke mindre hyggeligt med en lydbog i ørene.

Men også i den ventetid der kan opstå i forbindelse med at få børn. Der var rigtig meget ventetid for mig når jeg skulle forsøge at få min søn til at sove om natten i stedet for om dagen. Jeg sover tungt så jeg kan ikke bare blunde i fem minutter her og der, så hver gang jeg forsøgte at putte min søn – nuttede ham lidt og sang for ham – så var der ofte et kvarter her og 20 minutter der, hvor han selv skulle forsøge at finde ro. Hvilket betød læsetid. Heldigvis har jeg altid været god til bare at læse en side her og en side der og det har vist sig at være en kæmpe fordel når man har to minutter hvor man skal se om det lykkes at få den bette til at sove. Lydbøger er desuden også en kæmpe fordel, når man alligevel bare skal sidde og nutte en kind og holde en sutteflaske. Det lyder alt sammen meget struktureret når jeg skriver det ned kan jeg godt høre, men det var det faktisk slet ikke, for mig er læsning en meget naturlig del af min hverdag. I stedet for de tidspunkter hvor man måske falder i staver henter jeg altid en bog frem.

Jeg har også læst rigtig meget højt for min søn i barslen – ikke kun børnebøger (det er mere nu her hvor han er blevet ældre og forstår det at vi gør det) nej, jeg har læst de romaner jeg var i gang med – både dem på dansk og engelsk. Så han samtidig kunne finde ro ved at høre min stemme.

Før barslen (og igen nu, efter) kan jeg ikke læse når jeg er træt, men man får et kæmpe boost når man lige har født og jeg kunne være oppe i flere dage uden at sove – det var dog ikke ligefrem sundt, og det var hårdt, men langt fra så hårdt som jeg havde forventet. Og jeg kunne sagtens læse bøger. I dag er jeg igen mere afhængig af min søvn og det er derfor rigtig godt at min søn ser ud til at have udviklet mit sovehjerte.

I dag kan jeg læse som jeg plejer hvis jeg har lyst efter han er blevet puttet omkring kl. 19 hver dag og på vej i transport til arbejde om dagen. Så antal læste bøger er faktisk ikke faldet så meget, men mit udvalg af bøger er langt mere kritisk. Generelt er jeg blevet mere påpasselig med min tid. Jeg vælger ikke længere så ofte at tage en chance med en ny bog, men vælger i stigende grad flere bøger jeg har en ide om vil være noget for mig.

Derudover er der også noget andet der har ændret sig, nemlig at jeg sagtens kan starte ud med at læse en bog ved at høre den på lydbog. Måske på engelsk først og senere så hoppe over og læse den fysiske danske kopi, alt efter hvad der lige passer bedst i hverdagen. Om det er i en bus eller hjemme på sofaen. Eller om jeg står og laver mad. Og så kan jeg hoppe tilbage til lydbog igen – osv. osv. Og det er faktisk ikke så besværligt som jeg troede at finde de steder man er kommet til i lydbogen igen.

Lige som før kan jeg stadig have gang i at læse mange bøger af gangen, og antallet svinger ret ofte. Der er ikke rigtig noget system i det.

Nå, det var vidst en meget detaljeret beskrivelse af hvordan min læsning er blevet. Men det er sjovt at tænke over det der er sket siden og hvordan læsning stadig er en stor del af mit liv. Jeg satte mit læsemål til 60 bøger for i år, men jeg har allerede næsten nået målet. Sidste år fik jeg læst 100 bøger, og de fleste var i barselsperioden, så det var ikke helt skidt.

Jeg ser utrolig meget frem til at læse højt for min søn. Jeg går og tænker på at den og den, skal jeg læse for ham, og den og den skal jeg dele med ham. Og den og den skal vi opleve sammen for første gang. Jeg har så mange ideer til hvad vi skal læse og det er helt perfekt at jeg selv elsker børnebøger.

Tak, Simone fordi jeg måtte få lidt plads til at snakke på din blog, det er helt vildt hyggeligt. Og tak til dig der gad læse med. Er jeres læsning ændrer sig efter I er blevet forældre? Kan du nikke genkendende til noget af det jeg har oplevet?

Har du lyst til at læse mere så find Karins blog lige her. Desuden kan du også finde hende på Instagram (@karinhald) og Facebook (@Skrivepulten.com).

Skriv en kommentar