Læse-update #6: August

Læse-update #6Læste bøger: | “Kærlighed ved første hik” af Dennis Jürgensen | “Jellaby: The Lost Monster” by Kean Soo | “Himlen ved mine fødder” af Jandy Nelson | “Skurkistan” af René Toft | “Over sløret” af Nicole Boyle Rødtnes |

Købte bøger: | “Harry Potter and the Cursed Child” (“Harry Potter”, #8 af J. K. Rowling & Jack Thorne | “Kærlighed ved første hik” af Dennis Jürgensen | “Uro” (“Axel Steen”, #1) af Jesper Stein | “Shopaholic stiler mod stjernerne” (“Shopaholic”, #7) af Sophie Kinsella | “Frihed” af Hans-Jørgen Schanz | “Er du blød, mand?” af Dennis Jürgensen | “1001 tårs tøsetanker” af Spacemermaid | “Lolita” af Vladimir Nabokov |

Månedens bedste bog: Det er uden tvivl “Over sløret”! Nøj, hvor elskede jeg virkelig den bog. Jeg har egentlig været lidt done med dystopiske romaner i et stykke tid, da jeg simpelthen fik for meget. Jeg har derfor også udskudt at læse denne bog alt for længe. En dag i sidste uge besluttede jeg mig dog for, at nu skulle det være – og det fortrød jeg på ingen måde. Jeg fløj igennem bogen, og den var virkelig alt, hvad jeg havde drømt om, den skulle være.

Månedens største overraskelse: Det må være “Himlen ved mine fødder”. Jeg blev nemlig virkelig positivt overrasket over, hvor godt jeg kunne lide den. Jeg opgav nemlig at læse Nelsons seneste bog færdig, så jeg havde ikke de store forventninger til denne. Jeg prøvede den dog alligevel, og jeg nød den virkelig. Der var lidt ting i den, som ikke fungerede helt så godt for mig, men overordnet var den rigtig god.

Månedens største skuffelse: Jeg er heldigvis ikke rigtig blevet skuffet i denne måned. Jeg tænker i hvert fald ikke tilbage på nogen af bøgerne med en følelse af skuffelse. Selvom jeg dog havde håbet på, at “Skurkistan” ville have været lidt bedre for voksne også. Men jeg var alligevel ikke som sådan vildt skuffet over den. Jeg ville bare gerne have haft den endnu bedre.

Den kommende måned byder på: Travlhed! Jep, så kort kan september beskrives. Det er en måned med studiestart, min søsters fødselsdag og Bogbloggertræf. At komme tilbage til hverdagen efter flere måneders ferie er altid hårdt, men samtidig sker der også en del i de første uger af mit studie. Jeg ved derfor, at bare det i sig selv kommer til at få mig til at løbe læse (man er vel akademiker) hurtigt. Tilsætter man så de sidste dele af planlægning og afholdelse af Bogbloggertræf. Jo, så skal det hele altså gå endnu mere tjept! Men jeg glæder mig; både til studiestart, som bliver interessant, og selvfølgelig aller mest til Bogbloggertræf. En begivenhed jeg har set frem til lige siden sidste års træf. Fritidslæsning bliver derfor helt klart sparsomt. Men jeg håber nu alligevel på hyggelige læsestunder med en god kop te ind i mellem. Især fordi jeg er kronisk bagud med anmeldereksemplarer – så jeg skal altså snart til bunds i dem.

Opsamling på måneden: August har både været langsom, doven hurtig og hyggelig. Jeg har tilbragt en del aftener på sofaen med Gossip Girl på TV’et. Men også en del dage foran computeren med forberedelser og beslutninger til Bogbloggertræf. Der er dog også blevet tid til lidt Pokémon-jagt, og en masse kærestehygge med ham, jeg bedst kan lide. Desuden er måneden både startet og sluttet sammen med masser af familiehygge.
Læsning har der ikke været meget af, men jeg har nydt det, hver gang jeg har samlet en bog op. Desuden er jeg efterhånden nået til et punkt, hvor jeg har indset, at læsning og fordybelse bare ikke fungerer ordentlig for mig nogle dage. Og at de dage er helt okay at have.

Hvordan var jeres august?

Skriv en kommentar