Læse-update #16: Juni

Læste bøger: | “Under ensomme stjerner” af Kate Ling | “Det ender med os” af Colleen Hoover | “Sjælevært” af Christina Bonde | “Akvarium” af Len Vlahos | “For enden af din pegefinger” af Kristina Aamand | “Lykken” af Anna Todd |

Købte bøger: | “Radio Silence” af Alice Oseman |

Månedens bedste bog: Det er nok ikke nogen overraskelse, at månedens bedste bog uden tvivl var “Det ender med os”. Det er det i hvert fald ikke for mig selv. Jeg elsker nemlig Colleen Hoovers skrivestil og historier, og denne bog gjorde mig bare endnu mere overbevist om, at hun er en fantastisk forfatter. Faktisk tror jeg måske, at “Det ender med os” er det bedste, jeg endnu har læst af hende, og det siger altså en del. Jeg er nemlig stadig også helt forelsket i “Maybe Someday”. “Det ender med os” var bare noget helt særligt – især fordi den er så personlig, som den er. Og derfor har den nok fået et større stykke af mit hjerte, end hendes andre bøger har.

Månedens største overraskelse: Det er uden tvivl “For enden af din pegefinger”. Jeg havde forventet at ville kunne lide den, men slet ikke på det plan, som jeg endte med. Bogen var nemlig meget bedre, end jeg havde turde drømme om. Desuden var den samtidig også meget mere ‘mig’, end jeg havde forventet, den ville være. Og det var uden tvivl en skøn overraskelse. Det bidrog nemlig kun meget positivt til læseoplevelsen.

Månedens største skuffelse: Det må nok være “Under ensomme stjerner”. Det var egentlig ikke fordi, den var dårlig. Faktisk var jeg super godt underholdt af den, og jeg glæder mig helt vildt til at læse videre i serien. Den var bare ikke helt så fantastisk, som jeg havde håbet på. Ling har nemlig bygget et ret fedt sci-fi univers op, men jeg synes desværre ikke, det havde stort nok fokus i bogen. Derfor endte jeg med at blive en anelse skuffet over bogen.

Opsamling på måneden: Juni startede ud med en masse ventetid, som jeg bare skulle have overstået. Jeg var nemlig så klar til, at T skulle komme ud; men den lille fyr var ikke helt enig. Jeg brugte derfor en god del af de første par uger på at læse en masse, hvilket var super skønt. Både fordi det var fedt at læse ordentligt igen, men også fordi jeg vidste, at noget af min læsetid snart ville forsvinde. Og det gjorde den d. 12., hvor T endelig blev født. Læs lidt mere her. Herefter bestod resten af måneden mest af alt på at lære hinanden at kende, og prøve at finde ud af alt, hvad det indebærer, at blive mor for første gang.

Den kommende måned byder på: Det er helt umuligt at forudsige. Men forhåbentlig en masse skønne stunder i barselsboblen og nydelse af sommeren. Vi har altså dermed ikke de store planer, andet end bare at tage det stille og roligt og nyde det hele. Dog sker der alligevel også noget ret stort i begyndelsen af måneden. Her bliver min fantastisk seje kæreste nemlig færdiguddannet, hvilket bliver så fedt for ham! Min svigermor kommer derfor på besøg, så hun både kan få mødt T men også fejret A. Derudover håber jeg på, at jeg kan få læst bare en smule. Om ikke andet så bare læse lidt billedbøger højt for T. Ikke fordi han forstår noget af det endnu, men fordi jeg er sikker på, man ikke kan starte med højtlæsningen for tidligt. Og så er det jo en god undskyldning for at få læst lidt. 😉

Hvad bød jeres juni på, og hvad er jeres planer for juli?

2 thoughts on “Læse-update #16: Juni

  1. Selvfølgelig skal du da læse højt for den lille – det er aldrig for tidligt til det 🙂

    Om nogle uger har jeg sommerferie, og så skal der hygges med bøger, venner og familie. Håber blandt andet på at få læst ‘Krig og Fred’, men det betyder nok også, at jeg ikke når så mange andre bøger i sommerferien.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

Skriv en kommentar