Kommende udgivelser: November, december og januar

Først og fremmest glædelig halloween! Jeg skal ikke noget særligt i dag, men jeg nyder altså at se, at der er flere og flere, der tager halloween til sig. Det er jo altid fedt med lidt ekstra gys og gru. Det er dog slet ikke det, det skal handle om i dag. Dagens indlæg kommer istedet fordi, kalenderbladet i morgen siger november, og det betyder, at det er tid til at kigge på de tre kommende måneders udgivelser.

Jeg troede egentlig, det ville være svært at finde 10 udgivelser denne gang. Men det var det helt bestemt ikke! Faktisk måtte jeg være hård og skære nogle fra, som jeg ellers også virkelig glæder mig til. Men det er jo bare dejligt. Også selvom jeg godt kunne bruge lidt ekstra tid i døgnet, så jeg rent faktisk også kunne nå at læse alle de bøger, jeg glæder mig til.

Find mit indlæg med de udgivelser, jeg så frem til i august, september og oktober her, og den løbende liste over spændende kommende udgivelser lige her.

Marcherende myrer” af Dennis Jürgensen (Tellerup – 8/11)
Denne er faktisk lidt snyd, for jeg er allerede begyndt på den. Den har nemlig ligget på Mofibo som forpræmiere i et lille stykke tid efterhånden. Men selv hvis jeg endnu ikke var begyndt på den, så var den uden tvivl alligevel på min liste. Jeg elsker jo Jürgensen, og samtidig er jeg også ret vild med hans serie om Roland Triel. Så selvfølgelig skal jeg læse videre i serien. Jeg glæder mig nemlig helt vildt til at se, hvad der kommer til at ske. Især fordi min far allerede har læst bogen, og siger at den er virkelig god.

De dør begge til sidst” af Adam Silvera (Gyldendal – 9/11)
Jeg vil gerne indrømme det med det samme; jeg har endnu ikke læst noget af Silvera. Ja, jeg ved godt, det er for dårligt. Især fordi hans bøger får helt fantastiske anmeldelser! Men faktisk har jeg heller ikke haft en kæmpe trang til at komme i gang med hans forfatterskab. Jeg tror måske, jeg nåede at blive lidt mættet af det, allerede før den første af hans bøger udkom på dansk. Alligevel så er jeg ret hooked på denne. Ikke fordi jeg egentlig helt præcis ved, hvad den handler om. Men den har taget folk med storm – og på en sådan måde, at det gør mig ret nysgerrig. Så jeg tænker måske, dette bliver den første af hans bøger, jeg dykker ned i.

9. november” af Colleen Hoover (Lovebooks – 9/11)
Jeg elsker Colleen Hoovers bøger. Det er der vidst ingen tvivl om! Og som jeg har sagt før, så er jeg også virkelig vild med Lovebooks’ oversættelser af hendes bøger. Derfor står 9. november selvfølgelig også på min liste. For selvom det også er en af de bøger af hende, som har stået i min reol siden, at den udkom første gang, så har jeg endnu ikke fået den læst. Jeg tror derfor, jeg nupper den på dansk. Det kan jeg jo næsten lige så godt, når den danske udgave er lige så god som den originale. Og det er jeg sikker på, den er.

Den lille bog om Lykke” af Meik Wiking (Turbine – 10/11)
Jeg elskede “The Little Book of Hygge”, og det er uden tvivl én af de bedste bøger, jeg har læst i år. Derfor er der heller ingen tvivl om, at jeg også skal læse denne. Jeg ved dog ikke helt, om jeg snupper den på dansk eller engelsk. Men uanset hvad er det fedt, at Turbine rent faktisk oversætter den, så der er flere, der kan læse den. For jeg er overbevist om, at denne også kun kan være fantastisk.

Askeprinsen” og “Løgnenes palads” af Erin Watt (Flamingo – 22/11 & 4/12)
Jeg har valgt at slå disse sammen, da jeg er sikker på, jeg skal læse dem begge. Jeg kunne nemlig virkelig godt lide “Papirprinsessen”, og glæder mig meget til at læse videre i serien. Jeg glæder mig dog pt. især til at læse “Askeprinsen”, hvilket jo er ret godt, når det er den næste bog i serien. 😉 Det er dog fordi, den handler om Reed, og ham glæder jeg mig virkelig til at lære meget bedre at kende. Desuden tror jeg, hans historie bliver ret spændende. I det hele taget glæder jeg mig bare til at lade Erin Watts fortællinger forsøde kolde vinterdage.

En fremmed i huset” af Shari Lapena (Gyldendal – 27/12)
Jeg læste “Naboparret” tidligere på året, og var ret vild med både Lapenas sprog og fortællerstil. Desuden var den virkelig bare fed, også selvom jeg lidt gættede plottet. Derfor blev jeg også super spændt, da jeg så, at Gyldendal udgiver “En fremmed i huset”. Det var nemlig gået helt henover hovedet på mig, at Lapena havde udgivet en ny bog. Men efter at havde læst bagsideteksten, så kan jeg slet ikke vente med at få fingre i denne. Jeg tror nemlig, den vil gøre sig rigtig godt på mørke vinteraftener.

En af os lyver” af Karen M. McManus (CarlsenPuls – 9/1)
Jeg var egentlig ikke super hooked på denne, første gang jeg læste beskrivelsen af den. Men så blev den ved med at dukke op rundt omkring, og jo flere gange jeg har læst om den, jo mere nysgerrig er jeg blevet. Og nu er jeg så nået til et punkt, hvor jeg egentlig gerne vil vide, hvad det hele handler om, og hvordan det hænger sammen. Så jeg skal uden tvivl have fingre i “En af os lyver”, når den til januar udkommer på dansk.

Chanceløs” af Kristen Callihan (Flamingo – 15/1)
Jeg læste “Sendt til tælling” i september og elskede den virkelig. Den mindede mig nemlig rigtig meget om “Off Campus”-serien af Elle Kennedy, og det er udelukkende en virkelig positiv ting. Derfor skal jeg selvfølgelig også læse videre i serien! Især fordi jeg allerede var ret vild med Gray i “Sendt til tælling”, så jeg glæder mig meget til at læse en bog fra hans synsvinkel. Faktisk ville jeg virkelig ønske, at jeg havde bogen i mine hænder nu. Der er jo alt for lang tid til januar, når jeg bare gerne vil læse videre. 😉

Dyndkongens datter” af Karen Dionne (Lindhardt & Ringhof – 25/1)
Jeg havde aldrig hørt om denne, før jeg tilfældigt stødte på den under min gennemgang af Saxo. Coveret så nemlig ret fedt ud og solgte faktisk nærmest i sig selv bogen til mig. Det var dog beskrivelsen, der gjorde mig helt hooked og overbevist om, at det uden tvivl er en bog, jeg skal læse. Jeg tror nemlig, den er fyldt med uhygge, spænding og masser af action. Og det er altså en ret god kombination.

Hvilke udgivelser glæder du dig mest til i løbet af de kommende tre måneder?

2 thoughts on “Kommende udgivelser: November, december og januar

  1. Jeg glæder mig mest til “ Marcherende myrer”: “ 9 .November”; “ Askeprinsen”; “ Løgnenes palads”; “En af os lyver” og “Chanceløs”. Dejligt der snart kommer så mange spændende nye bøger!

    1. Ja, det er virkelig så skønt! Især fordi det ellers plejer at tynde lidt ud i de større og interessante udgivelser på dette tidspunkt. Men i år ser det ud til, at forlagene bare fortsætter og fortsætter med de fantastiske udgivelser 😀

Skriv en kommentar