Kommende udgivelser: November, december og januar

Først og fremmest glædelig halloween! Jeg skal ikke noget særligt i dag, men jeg nyder altså at se, at der er flere og flere, der tager halloween til sig. Det er jo altid fedt med lidt ekstra gys og gru. Det er dog slet ikke det, det skal handle om i dag. Dagens indlæg kommer istedet fordi, kalenderbladet i morgen siger november, og det betyder, at det er tid til at kigge på de tre kommende måneders udgivelser.

Jeg troede egentlig, det ville være svært at finde 10 udgivelser denne gang. Men det var det helt bestemt ikke! Faktisk måtte jeg være hård og skære nogle fra, som jeg ellers også virkelig glæder mig til. Men det er jo bare dejligt. Også selvom jeg godt kunne bruge lidt ekstra tid i døgnet, så jeg rent faktisk også kunne nå at læse alle de bøger, jeg glæder mig til.

Find mit indlæg med de udgivelser, jeg så frem til i august, september og oktober her, og den løbende liste over spændende kommende udgivelser lige her.

Marcherende myrer” af Dennis Jürgensen (Tellerup – 8/11)
Denne er faktisk lidt snyd, for jeg er allerede begyndt på den. Den har nemlig ligget på Mofibo som forpræmiere i et lille stykke tid efterhånden. Men selv hvis jeg endnu ikke var begyndt på den, så var den uden tvivl alligevel på min liste. Jeg elsker jo Jürgensen, og samtidig er jeg også ret vild med hans serie om Roland Triel. Så selvfølgelig skal jeg læse videre i serien. Jeg glæder mig nemlig helt vildt til at se, hvad der kommer til at ske. Især fordi min far allerede har læst bogen, og siger at den er virkelig god.

De dør begge til sidst” af Adam Silvera (Gyldendal – 9/11)
Jeg vil gerne indrømme det med det samme; jeg har endnu ikke læst noget af Silvera. Ja, jeg ved godt, det er for dårligt. Især fordi hans bøger får helt fantastiske anmeldelser! Men faktisk har jeg heller ikke haft en kæmpe trang til at komme i gang med hans forfatterskab. Jeg tror måske, jeg nåede at blive lidt mættet af det, allerede før den første af hans bøger udkom på dansk. Alligevel så er jeg ret hooked på denne. Ikke fordi jeg egentlig helt præcis ved, hvad den handler om. Men den har taget folk med storm – og på en sådan måde, at det gør mig ret nysgerrig. Så jeg tænker måske, dette bliver den første af hans bøger, jeg dykker ned i.

9. november” af Colleen Hoover (Lovebooks – 9/11)
Jeg elsker Colleen Hoovers bøger. Det er der vidst ingen tvivl om! Og som jeg har sagt før, så er jeg også virkelig vild med Lovebooks’ oversættelser af hendes bøger. Derfor står 9. november selvfølgelig også på min liste. For selvom det også er en af de bøger af hende, som har stået i min reol siden, at den udkom første gang, så har jeg endnu ikke fået den læst. Jeg tror derfor, jeg nupper den på dansk. Det kan jeg jo næsten lige så godt, når den danske udgave er lige så god som den originale. Og det er jeg sikker på, den er.

Den lille bog om Lykke” af Meik Wiking (Turbine – 10/11)
Jeg elskede “The Little Book of Hygge”, og det er uden tvivl én af de bedste bøger, jeg har læst i år. Derfor er der heller ingen tvivl om, at jeg også skal læse denne. Jeg ved dog ikke helt, om jeg snupper den på dansk eller engelsk. Men uanset hvad er det fedt, at Turbine rent faktisk oversætter den, så der er flere, der kan læse den. For jeg er overbevist om, at denne også kun kan være fantastisk.

Askeprinsen” og “Løgnenes palads” af Erin Watt (Flamingo – 22/11 & 4/12)
Jeg har valgt at slå disse sammen, da jeg er sikker på, jeg skal læse dem begge. Jeg kunne nemlig virkelig godt lide “Papirprinsessen”, og glæder mig meget til at læse videre i serien. Jeg glæder mig dog pt. især til at læse “Askeprinsen”, hvilket jo er ret godt, når det er den næste bog i serien. 😉 Det er dog fordi, den handler om Reed, og ham glæder jeg mig virkelig til at lære meget bedre at kende. Desuden tror jeg, hans historie bliver ret spændende. I det hele taget glæder jeg mig bare til at lade Erin Watts fortællinger forsøde kolde vinterdage.

En fremmed i huset” af Shari Lapena (Gyldendal – 27/12)
Jeg læste “Naboparret” tidligere på året, og var ret vild med både Lapenas sprog og fortællerstil. Desuden var den virkelig bare fed, også selvom jeg lidt gættede plottet. Derfor blev jeg også super spændt, da jeg så, at Gyldendal udgiver “En fremmed i huset”. Det var nemlig gået helt henover hovedet på mig, at Lapena havde udgivet en ny bog. Men efter at havde læst bagsideteksten, så kan jeg slet ikke vente med at få fingre i denne. Jeg tror nemlig, den vil gøre sig rigtig godt på mørke vinteraftener.

En af os lyver” af Karen M. McManus (CarlsenPuls – 9/1)
Jeg var egentlig ikke super hooked på denne, første gang jeg læste beskrivelsen af den. Men så blev den ved med at dukke op rundt omkring, og jo flere gange jeg har læst om den, jo mere nysgerrig er jeg blevet. Og nu er jeg så nået til et punkt, hvor jeg egentlig gerne vil vide, hvad det hele handler om, og hvordan det hænger sammen. Så jeg skal uden tvivl have fingre i “En af os lyver”, når den til januar udkommer på dansk.

Chanceløs” af Kristen Callihan (Flamingo – 15/1)
Jeg læste “Sendt til tælling” i september og elskede den virkelig. Den mindede mig nemlig rigtig meget om “Off Campus”-serien af Elle Kennedy, og det er udelukkende en virkelig positiv ting. Derfor skal jeg selvfølgelig også læse videre i serien! Især fordi jeg allerede var ret vild med Gray i “Sendt til tælling”, så jeg glæder mig meget til at læse en bog fra hans synsvinkel. Faktisk ville jeg virkelig ønske, at jeg havde bogen i mine hænder nu. Der er jo alt for lang tid til januar, når jeg bare gerne vil læse videre. 😉

Dyndkongens datter” af Karen Dionne (Lindhardt & Ringhof – 25/1)
Jeg havde aldrig hørt om denne, før jeg tilfældigt stødte på den under min gennemgang af Saxo. Coveret så nemlig ret fedt ud og solgte faktisk nærmest i sig selv bogen til mig. Det var dog beskrivelsen, der gjorde mig helt hooked og overbevist om, at det uden tvivl er en bog, jeg skal læse. Jeg tror nemlig, den er fyldt med uhygge, spænding og masser af action. Og det er altså en ret god kombination.

Hvilke udgivelser glæder du dig mest til i løbet af de kommende tre måneder?

Kommende udgivelser: August, september og oktober

På tirsdag skriver kalenderen august, og dermed er det atter blevet tid til at kigge på udgivelserne i de tre kommende måneder. Og hvor bliver det altså endnu engang et skønt bogligt efterår. Jeg udvælger jo typisk de 10 udgivelser, som jeg glæder mig aller mest til, hvilket jeg også har gjort denne gang. Det var dog en virkelig svær proces, at få kortet min meget lange liste ned til kun 10 udgivelser, hvilket jo helt klart siger noget om, hvor mange interessante udgivelser, der kommer. Jeg kan i hvert fald personligt slet ikke vente!

Find mit indlæg med de udgivelser, jeg så frem til i maj, juni og juli her, og den løbende liste over spændende kommende udgivelser lige her.

Sendt til tælling” af Kristen Callihan (Flamingo – 23/8)
Jeg læste bagsideteksten til denne bog og var hooked med det samme. Den fik mig nemlig til at få lidt associationer til “Off-Campus”-serien af Elle Kennedy, som jeg jo elsker. Desuden plejer jeg generelt at være glad for lige netop denne type bøger (college-romance), hvilket jo også trækker en hel del op. I det hele taget tænker jeg, det er sådan en bog, som man kun kan blive glad af at læse. Og det er jo ret perfekt.

Mareridt & Myrekryb #3” af Nick Clausen (Facet – 1/9)
Jeg er vild med Clausens skrivestil og meget begejstret for hans samlinger af uhyggelige historier. Jeg synes ikke helt, sidste samling var uhyggelig nok. Men det afholder mig bestemt ikke fra at give mig i kast med denne. Især ikke fordi Clausen har delt lidt af den novelle, som coveret bygger på – og den lyder i den grad som noget, der sagtens kunne give mig mareridt.

Alias Alex” af Jenn Bennett (Lovebooks – 8/9)
Jeg har længtes efter at læse denne lige siden, den udkom på engelsk i foråret. Lovebooks var dog hurtige til at annonce, at de ville udgive den på dansk, og derfor har jeg ventet med at læse den. Jeg vil nemlig helst læse på dansk, når det er muligt. Især når det er udgivelser fra Lovebooks, som altså stadig har nogle virkelig skønne oversættelser. Bogen lyder super sød, og samtidig også som værende noget, jeg ikke har læst før. Ydermere har den fået så meget ros, hvilket bestemt ikke gør mig mindre interesseret i at læse den. Det er derfor helt klart også en bog, der skal herhjem og bo så snart, den udkommer.

40 uger efter” af Cana Buttenschøn (People’s Press – 14/9)
Det er ingen hemmelighed, at jeg blev mor for første gang i juni. Denne bog kunne derfor ikke komme på et bedre tidspunkt. Eller jo, hvis den var udkommet i juni. 😉 Men Cana rammer virkelig hovedet på sømmet med, hvad jeg virkelig gerne vil læse. Der er nemlig sådan et stort fokus på bøger ledende op til fødslen, men hvad med her efter? Jeg ved godt, at jeg nok har fået svar på alle spørgsmålene, før jeg får læst bogen. Men det afholder mig ikke fra at kaste mig over den, når det er muligt. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad bogen præcis indeholder. Måske bliver jeg overrasket, og det viser sig, at der faktisk er en hel masse nyt, jeg kan bruge? Det kan man jo aldrig vide.

Ursiderne” af Nanna Foss (Tellerup – 16/9)
Denne bog har jeg ventet på sådan ca. lige siden, jeg vendte den sidste side i “Geminiderne”. Den sluttede nemlig på den vildeste måde, og samtidig gjorde bogen mig bare totalt hooked på serien. Jeg glæder mig derfor helt ufatteligt meget til at læse videre. Både for at opleve historien og hele universet igen, men samtidig også for at lære Nashrin at kende. Jeg tror nemlig, hun bliver rigtig spændende at læse om.

Akkanas Gåde” af Boris Hansen (Tellerup – 16/9)
Jeg blev meget positivt overrasket over den første bog i serien, og skal derfor helt klart læse videre. Faktisk kan jeg jo slet ikke lade være! Jeg hungrede nemlig allerede efter mere, da jeg havde læst “Vejen til Panteon” færdig, og har derfor også glædet mig til at læse denne siden. Desuden bliver det så fedt at lære universet endnu bedre at kende, og jeg er sikker på, denne bog vil opsluge mig endnu mere end den første gjorde. For mon ikke den indeholder masser af spændende elementer og noget action? Det krydser jeg i hvert fald fingre for.

Kludedukken” af Daniel Cole (Politikens Forlag – 27/9)
Jeg læste beskrivelsen af “Kludedukken” i forlagets katalog over efterårsudgivelser, og jeg var fuldstændig solgt med det samme. Jeg elsker jo krimi og især i løbet af efterået og vinteren. Desuden lyder historien helt utroligt spændende, og jeg er sikker på, det er sådan en bog, man ikke slipper igen, før den sidste side er vendt. Ydermere lyder bogens beskrivelse lidt som noget, som Chris Carter kunne havde skrevet – og det er altså kun et plus i min bog. Det gør mig nemlig bare endnu mere klar på at læse den; jeg skal jo se, om Cole kan leve op til Carter, for så skal jeg da helt klart følge hans forfatterskab fremover.

Harry Potter og fangen fra Azkaban: Illustreret udgave” af J. K. Rowling (Gyldendal – 6/10)
Denne kræver nok ikke den store forklaring. Det er “Harry Potter”, og det er en ny gudesmuk illustreret udgave. Desuden er det en af mine yndlingsbøger i serien, hvilket jo bare gør det hele endnu bedre. Jeg har godt nok endnu ikke fået læst de to andre illustrerede udgaver. Altså jeg har bladret ufatteligt meget i dem, men jeg har gemt læsningen af dem lidt. På trods af dette er der dog ingen tvivl om, at denne også bare må have en plads i min samling. Den ryger derfor også direkte på min ønskeseddel til jul.

Bjørneby” af Fredrik Backman (People’s Press – 6/10)
Jeg elsker Backman! Eller okay, jeg har lige et hængeparti med “Min mormor hilser og siger undskyld”, som desværre ikke siger mig så meget. Men jeg har elsket hans tre andre bøger, som er oversat til dansk. Jeg tror derfor også på, jeg vil kunne lide denne. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at dykke ned i den. Især fordi den også lyder som værende lidt speciel, og så er det samtidig en del af en serie på to bøger, hvilket jeg finder ret interessant. Det er jo også noget nyt for Backman rent faktisk at skrive en serie, og ikke bare bøger der linker til hinanden i en eller anden form.

Archers stemme” af Mia Sheridan (Lovebooks – 9/10)
Jeg synes egentlig ikke, at dennes bagsidetekst solgte den så godt til mig. Men bogen har en rigtig god rating på Goodreads, og samtidig mener jeg nok, jeg har hørt den blive rost virkelig meget et par gange. Det der har solgt den til mig er dog noget helt andet. Jeg blev nemlig solgt på, at jeg så nogen anbefale “Maybe Someday” og “Ugly Love” af Colleen Hoover som værende bøger, der ligner den. Jeg har nemlig elsket de to bøger, så hvis denne bare minder en smule om, så kan jeg kun være glad. Og hvis ikke? Så tror jeg nu alligevel, det bliver en skøn læseoplevelse.

Hvilke udgivelser glæder du dig mest til udkommer i løbet af efteråret?