Julegaver 2014

Boglige julegaver 2014

Julen er overstået, og det er derfor tid til at vise jer, hvilke fine gaver, der lå under træet til mig. Jeg fik virkelig mange rigtig gode gaver, og der var virkelig ingen tvivl om, at gavegiverne kender mig rigtig godt. De havde i hvert fald ramt fuldstændig plet! Og jeg kunne efterfølgende slette en hel del ønsker fra min ønskeseddel, hvilket jo altid er skønt. Derudover fik jeg i år en god lille stak bøger, hvilket jeg virkelig ikke havde regnet med, da jeg normalt ikke plejer at få dette. Men nøj hvor er jeg glad for dem, og det er derfor også disse, som jeg vil vise frem i dag. Det er jo nok alligevel disse, som I finder mest interessante. Jeg kan dog kort nævne de andre gaver, som jeg fik. Disse bestod af en radio, en Rosendahl Grand Cru termokande, Peter Plys og Grusomme mig 2 på DVD, Scrabble, Backword, en pakke Pukka te og en æske lakridspiber.

Derudover fik jeg penge, og en del af disse er selvfølgelig allerede brugt på lidt bøger, som jeg gerne skulle modtage engang i starten af det nye år. Disse bøger er Bogen om Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren, In Real Life af Cory Doctorow og Jen Wang, Judging a Book by It’s Lover af Lauren Leto og The Merciless af Danielle Vega. Jeg skal selvfølgelig nok vise bøgerne frem, når de dukker op.

Boglige julegaver 2014.1

Jeg var så heldig/uheldig (?), at jeg fik to forskellige udgaver af Grimms samlede eventyr fra hhv. mine forældre og svigermor. Udgaven fra min svigermor var den fra Nyt Nordisk Forlag, og da jeg forelskede mig i dens simple udtryk og blå ryg, fik den lov til at blive i min samling, selvom udgaven fra mine forældre også var rigtig fin. Jeg byttede derfor udgaven fra mine forældre, og fik istedet Brudeskibet og Hvalernes sang af Jojo Moyes, Den stjålne vej af Anne-Cathrine Riebnitzsky og et tilgodebevis på 100 kr. til Bog&Idé med hjem. En virkelig god byttehandel, hvis du spørger mig!

Af min bedstefar fik jeg Bogen om Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren, men da min mor har fundet en næsten ubrugt udgave af denne til bare 40 kr, så valgte jeg at bytte den udgave, jeg fik, til Bogen om Pippi Langstrømpe af Astrid Lindgren og købe den næsten ubrugte udgave for nogle af de penge, jeg fik.

Min søster gav mig Alle historierne om Snøvsen af Benny Andersen, og af min skønne kæreste var jeg så heldig at få Harry Potter: Film Wizardry af Brian Sibley. Helt fantastiske boggaver på hver deres måde. Jeg har i hvert fald allerede læst den første historie i Snøvsen, og Harry Potter: Film Wizardry er også allerede blevet bladret igennem en del gange – jeg har dog endnu ikke læst noget i den.

Boglige julegaver 2014.2

Af mine forældre fik jeg H.C. Andersens samlede eventyr og historier i den blå jubilæumsudgave, så nu kan jeg endelig få læst alle de eventyr og historier, jeg aldrig har læst før. Desuden gav de mig en anden gave, som ikke var en bog, men som er lidt bogrelateret alligevel. Da de købte H.C. Andersen bogen, stødte de nemlig på Lillefidusen, og den mente de, at jeg bare måtte have, så den kunne sidde i min reol og vogte over mine bøger. Og hvor havde de ret! Jeg er vildt glad for den, og den bringer så mange minder om min tidlige læsning sammen med Læsefidusen frem. Det var nok også den bedste julegave, jeg fik i år, selvom jeg også er super glad for alle mine andre gaver.

Hvilke julegaver fik I, og var der mon nogle bøger i blandt? Hvilke?

6 thoughts on “Julegaver 2014

    1. Ja, de er virkelig skønne, og kommer helt klart til at bringe mange gode læsestunder med sig i det nye år 🙂

    1. Jeg har vidst aldrig læst hverken Pippi eller Emil, men jeg har set div. serier og film med dem, da jeg var barn. Så nu glæder jeg mig til også at få læst historierne 🙂

      Snøvsen og Harry Potter bogen er bare begge fantastiske gaver, og jeg glæder mig så meget til at læse begge dele 😀

Skriv en kommentar