Barselsvikar #4: Rikke fra Flyv med mig

I mens jeg prøver at navigere i min nye rolle som mor, har jeg som tidligere nævnt her, spurgt en flok skønne danske bogbloggere og forfattere, om de kunne have lyst til at passe bloggen lidt. Hvilket en del heldigvis havde. Der vil derfor komme et indlæg fra en barselsvikar om ugen i løbet af de næste måneder.

I dag giver jeg ordet til Rikke fra Flyv med mig, som simpelthen har den fineste blog og samtidig også er en rigtig god veninde. På hendes blog finder du masser af bogligt indhold, men samtidig også en masse skønne personlige indlæg.

Om at samle på flere udgaver af den samme bog

Hvis der er én ting, som de fleste bogelskere kan relatere til, så er det, at man godt kan eje flere udgaver af den samme bog. Det er derimod noget, der får grin og løftede øjenbryn frem hos mange andre, der ikke ejer den samme passion som en selv. Jeg er selv en samler, og jeg elsker smukke udgaver af bøger, jeg allerede ejer i forvejen. Nogle gange kan det også bare være, at jeg har en bog i paperback, som jeg også rigtig gerne vil eje i hardback. Andre gange vil jeg gerne eje bogen på både engelsk og dansk. Dog er der én bestemt bog, som jeg ejer flere udgaver af end alle andre – og det er ”Jane Eyre” af Charlotte Brontë.

Det er en af mine allerkæreste yndlingsbøger, og jeg er faktisk også vild med graphic novel-udgaven og den nyeste filmatisering! Jeg føler en indre trang til at eje samtlige udgaver af den skønne bog, og meget gerne i flotte og specielle udgaver. En af mine yndlingsudgaver af den, er faktisk den nye danske udgave fra Lindhardt & Ringhof (som også kan anes på billedet). Den er simpelthen så smuk, og forsiden passer bare virkelig godt til historien. Jeg tror, at jeg på nuværende tidspunkt ejer 5-6 udgaver af bogen (inkl. graphic novel) – og lige for tiden savler jeg over udgaven fra Folio Society. Den må jeg bare eje på et tidspunkt!

Samler I også på bestemte yndlingsbøger eller nøjes I med en enkelt udgave af bøgerne?

Har du lyst til at læse mere så find Rikkes blog lige her. Du kan desuden også finde hende på Instagram (@flyvmedmig) og Facebook (@Flyv med mig).

2 thoughts on “Barselsvikar #4: Rikke fra Flyv med mig

Skriv en kommentar