Barselsvikar #3: Boris Hansen

I mens jeg prøver at navigere i min nye rolle som mor, har jeg som tidligere nævnt her, spurgt en flok skønne danske bogbloggere og forfattere, om de kunne have lyst til at passe bloggen lidt. Hvilket en del heldigvis havde. Der vil derfor komme et indlæg fra en barselsvikar om ugen i løbet af de næste måneder.

I dag får Boris Hansen ordet på bloggen. Boris udgav sidste år “Vejen til Panteon”, som er den første bog i “Panteon-sagaen”. En bog som jeg læste for nogle måneder siden og virkelig nød i fulde drag. Hvilket er på trods af, at den faktisk ligger en del uden for min comfort zone.

To Tips Til Når Du Kaster Dig Over At Skrive Den Store Fantasy-serie

Jeg har valgt at bruge mit gæsteindlæg på Simones blog til at dele “To Tips Til Når Du Kaster Dig Over At Skrive Den Store Fantasy-serie”. Måske har du virkelig tænkt dig at gøre det en dag – at skrive trilogien over dem alle og blive den næste Tolkien. Eller måske er du bare nysgerrig efter at få et indblik i de overvejelser. forfattere kan gøre sig når de opbygger et serieprojekt, der kan ende med at tage år af deres liv.

Uanset hvad håber jeg du får noget ud af mine erfaringer. Undervejs vil jeg konkretisere mine tips ved at give eksempler fra min egen serie, PANTEON-SAGAEN, der fortsætter til september med bind 2, AKKANAS GÅDE.

God fornøjelse!

TIP 1: Gør serien til din egen!
Det skrivetip jeg alleroftest deler, når nogen spørger, er helt klart “skriv en historie, der din egen”. Fantasy-genren er måske mere end nogen anden genre belæsset med den ene serie efter den anden, der følger præcis samme formular som hundrede andre. Jeg tror det skyldes, at fantasy grundlæggende er fascinerende og opslugende, især for unge læsere, og der er ikke lang vej fra “sikke en vild læseoplevelse jeg lige har haft” til “jeg vil også skrive fantasy!”

Og desværre går der ofte en mellemregning tabt i processen – det gjorde der ihvertfald for mig da jeg skrev mit første fantasy-værk som 11-årig og sendte det til forlaget Modtryk. Nemlig “hvordan undgår jeg, at jeg bare skriver en kopi af alle de fantasy-serier, jeg selv elsker at læse”?

Er der for eksempel en af følgende beskrivelser, der nogenlunde passer på den serie du vil skrive?

  • “Mørkets kræfter truer verden, og hovedpersonerne må finde den ene magiske genstand, der kan hjælpe dem.”
  • “Ung heltinde forelsker sig i superlækker vampyr/dæmon/varulv og introduceres til en mystisk underveden hun ikke vidste fandtes.”
  • “Ung hovedperson optages på magisk skole for troldmænd/hekse.”

Hvis ja, så er det muligvis et tegn på at du skal overveje, hvordan din serie er netop din egen i stedet for bare at være endnu en serie i en af fantasy-genrens store bølger. Kun på den måde kan du skille dig ud som forfatter og få læsere, der vil opsøge dine bøger igen og igen.

Det behøver IKKE betyde, at du skal opfinde den dybe tallerken hver gang. Nogle gange kan bare én original drejning være med til at gøre et helt værk anderledes. Måske ligger den magiske troldmandsskole i DIN serie i et sydafrikansk slumkvarter blandt alle træskurene, vasketøjssnorene og de improviserede fodboldbaner. Det vil sætte sit præg på hovedpersonernes daglige liv og din fantasy-series identitet – og gøre den til en læseoplevelse, læserne husker længe efter alle de andre.

I PANTEON-SAGAEN forsøger jeg selv at indsætte små, sjove vinkler på det velkendte rundt omkring. For eksempel handler serien om en typisk, ung, Udvalgt hovedperson, der må tage ud på en lang rejse for at møde sin skæbne og konfrontere en masse skræmmende fjender – men i min serie er det ikke Den Udvalgte der er hovedpersonen; det er hendes bedste ven, der rejser efter hende for at lede efter hende.

Og PANTEON-SAGAEN handler ligesom så mange andre fantasy-serier om opdagelsen af en Narnia-agtig, fremmed verden fuld af magi … men halvdelen af hovedpersonerne tør ikke rejse dertil, og vælger i stedet at blive i vores verden, hvilket gør at serien kun 50% er fantasy.

Og i den fremmede verden findes et gudsbenådet folkeslag af engle med overnaturlig skønhed, der stiger ned fra himlen for at hjælpe menneskene, som man så ofte ser i fantasy … men vi finder hurtigt ud af at disse engle faktisk er hårdt pressede og dybt traumatiserede over den konstante livsfare og de mange forventninger til dem.

Sådan kan man finde mange måder at angribe det velkendte på fra en ny vinkel. Jeg vil opfordre alle nye forfattere til at spørge sig selv, hvilke elementer i deres serie, man ikke finder i nogen af de andre. Og hvis man ikke kan svare på det spørgsmål, så er det måske med at slippe fantasien løs.

TIP 2: Hver bog er unik – også i en serie
En nem måde at fare vild i sin serie på er ved at betragte den som ét kæmpestort værk med én begyndelse og én slutning, som kun er delt op i 3-4 adskilte bøger fordi det er umuligt at trykke én bog på 2000 sider. Hvis det er sådan man tænker på serien som projekt, så er det ikke underligt hvis det hele virker uoverskueligt og man går lidt død i det undervejs.

I stedet kan jeg anbefale, at man tænker på de enkelte bøger i sin serie som unikke projekter – også selv om hver bog har samme hovedperson og de alle ligger i forlængelse af hinanden rent plotmæssigt.

De bedste bøger er dem der beskriver et forløb eller nogle forandringer mellem begyndelsen og slutningen. Måske lærer hovedpersonen noget vigtigt om livet eller om sig selv, som han ikke var klar over i begyndelsen af bogen. Måske besejrer dine helte endelig en fjende der har gjort livet surt for dem i evigheder. Eller måske finder de endelig den magiske ørering, de har ledt efter overalt. Og når man lukker bogen efter sidste side, sidder man tilbage med følelsen af, at man har været igennem en forandring, et forløb med betydning. At bogen ikke var ligegyldig.

Dette gælder OGSÅ for bøger i en serie – og det giver dig en mulighed for at give hver bog i serien en særlig rolle, en unik stemning, en identitet. For eksempel vidste jeg fra begyndelsen af mit arbejde med PANTEON-SAGAEN, at historien ville kræve fire bøger. Det skyldtes, at jeg kunne dele den store historie op i fire bidder på en måde, så hovedpersonen gennemgik et vigtigt forløb i hver.

Alle PANTEON-SAGAENS fire bøger har i mit hoved en særlig rolle i hovedpersonens overordnede rejse, og de har hver især en særlig tone. Første bog, VEJEN TIL PANTEON, er den bog hvor heltene opdager en fremmed, magisk verden, og beslutter sig for at udforske den. Hovedpersonen Lucas starter ud med at være relativt ubekymret og optimistisk (hvilket måske ændrer sig en smule undervejs). Derfor er netop denne bog i serien præget af eventyr, vilde oplevelser og følelsen af frihed. Den er i mit hoved seriens “eventyrlige” bog.

Det betyder ikke at der ikke er opdagelser og eventyr i bog 2, AKKANAS GÅDE. Tværtimod. Men i bog 2 begynder hovedpersonerne at opdage, at der eksisterer nogle store sammensværgelser og dybt begravede hemmeligheder, som de er nødt til at udforske. Noget usynligt som er langt større og vigtigere end dem selv. Derfor er AKKANAS GÅDE den “gådefulde” bog i serien (og det er ikke noget tilfælde at den har ordet ‘gåde’ i titlen eller har fået en forside med et blåligt og mystisk præg). De to bøger skulle selvfølgelig helst føles som en del af et samlet hele, men det forhindrede mig ikke i at arbejde med forskellige stemninger og fokusområder fra den ene til den anden.

Bog 1 – “eventyrlig”. Bog 2 – “gådefuld”. Jeg vil ikke afsløre, hvilken identitet bog 3 og 4 i serien har, men pointen er, at man kan gøre skriveriet lettere for sig selv ved ikke bare at dele historien op i adskilte bøger, men også ved at spørge sig selv hvilken særlig stemning, hvilket forløb eller hvilken erkendelse der er i centrum for hver bog. Det giver mulighed for at fremhæve temaerne for de enkelte bøger og give dem hver en særlig identitet – og det gør at man som forfatter kan se hver ny bog som en lidt anderledes og spændende opgave. Ellers kan man hurtig køre sur i sin serie..

Har du lyst til at læse mere så find Boris’ hjemmeside lige her. Du kan desuden også finde ham på Instagram (@forfatterborishansen) og Facebook (Boris Hansen – Forfatter).

Skriv en kommentar