Anbefal mig sommerlæsning

Anbefal mig sommerlæsningPræcis som sidste år, så skete der et eller andet med min læsestil, idet vejret blev en anelse varmere, fuglene rigtigt begyndte at pippe, og naturen sådan rigtigt begyndte at springe ud igen. Desuden er vi lige gået ind i maj, og med denne måned begynder jeg nærmest at kunne dufte sommer og frihed – også selvom der realistisk nok lige går nogle uger, før friheden sådan rigtig indfinder sig, da der jo lige er to eksamensopgaver, der skal skrives først (eller altså den ene er heldigvis allerede næsten færdig).

Men tilbage til ændringen af min læsestil, så har jeg endnu engang fået lyst til at læse lidt mere lette, fluffy og søde sommerbøger – som dog også godt må røre mig på en eller anden måde. Det må meget gerne være new adult, da jeg er blevet ret glad for den genre på det sidste; men jeg siger bestemt heller ikke nej til forslag på gode young adult eller ‘voksenbøger’. Bøgerne må meget gerne være på engelske, men det gør bestemt heller ikke noget, hvis de er danske/oversat til dansk.

Jeg tænker, at bøgerne gerne må være lidt i stil med nedenstående. Selvom de nedenstående bøger dog er ret forskellige, så håber jeg, det hjælper lidt på at forstå, hvilke slags bøger jeg leder efter anbefalinger af. Desuden må det meget gerne være nogle bøger, som ikke er helt så kendte – men det er ikke et krav. Jeg skal nok blive glad for anbefalingen uanset hvad. Jeg har forresten selvfølgelig planer om at læse resten af bøgerne i serien ved de af de nedenstående, som er en del af sådan en.

  • Anna og det franske kys af Stephanie Perkins
  • Full Measures af Rebecca Yarros
  • Maybe Someday af Colleen Hoover
  • Mødet af Anna Todd
  • On the Fence af Kasie West (eller ja, egentlig bare alle hendes bøger)
  • Summer-serien af Jenny Han
  • This is Falling af Ginger Scott
  • Vores ø af Tracey Garvis Graves

Kom så med alle jeres skønne anbefalinger – jeg ved i sidder med nogle, som jeg bare MÅ kende til.

Top 14 læste bøger i 2014

Top 14 læste bøger i 2014I søndags gjorde jeg status over min læsning i 2014, og fortalte jer om forskellige læseoplevelser i det forgangne år. I fik dog ikke at vide, hvilke bøger jeg egentlig finder de bedste af de bøger, jeg læste i løbet af 2014. I dag får i derfor en liste over mine 14 bedste bøger læst i 2014.

Bøgerne står i alfabetisk orden, da jeg simpelthen ikke kan sætte dem i rækkefølge. Jeg elskede nemlig virkelig dem alle på hver deres måde, og jeg synes derfor heller ikke, det ville være retfærdigt at skulle prøve at rangere dem.

I år har det dog ikke været helt så svært for mig at udvælge mine top 14 bøger, da de virkelig på en eller anden måde alle sammen har stået klart frem i min hukommelse. Dog er der selvfølgelig flere bøger, som jeg gerne ville have haft på, da jeg virkelig også var meget begejstret for dem, men der var altså kun plads til 14, så jeg måtte vælge lidt mellem dem.

Britt-Marie var her af Fredrik Backman
Britt-Marie var min anden bog af Backman, og selvom den ikke nåede helt op på højde med En mand der hedder Ove, så elskede jeg den virkelig alligevel. Britt-Marie var en fantastisk personlighed, og jeg var samtidig også meget vild med selve bogens historie.

Eleanor og Park af Rainbow Rowell
Denne bog efterlod mig fuldstændig tom. Jeg græder normalt ikke til bøger, men i løbet af min læsning af denne fik tårerne frit løb. Historien var simpelthen så ægte, og jeg kunne virkelig relatere til den. Desuden elskede jeg virkelig både Eleanor og Park, de var virkelig bare så gode

En mand der hedder Ove af Fredrik Backman
Denne bog indeholder simpelthen så meget kærlighed, men samtidig er den også både sørgelig og virkelig skæg. Jeg forelskede mig fuldkommen i den bitre men virkelig søde Ove, og samtidig var det en fuldstændig perfekt introduktion til Backman, som uden tvivl er ved at blive en af mine yndlingsforfattere.

How We Deal with Gravity af Ginger Scott
Jeg var hooked allerede fra bogens prolog, som jeg fandt helt fantastisk, og niveauet fra denne fortsatte gennem hele bogen. Bogens historie var rigtig god, og jeg nød meget at læse om autisme, men det var uden tvivl bogens personer, som gjorde det til sådan en god læseoplevelse. Jeg elskede nemlig hver og én af dem. Personerne udvikler sig en del i løbet af bogen, og denne udvikling var simpelthen også så skøn, og fik dem virkelig til at fremstå som ‘rigtige’ mennesker.

The Hunger Games af Suzanne Collins
Denne bog blev simpelthen så hypet, hvilket fik mig til at udskyde den alt for længe. Hvilket jeg virkelig fortrød, da jeg endelig fik den læst. Den var jo så god, og jeg forstår virkelig godt hvorfor, den blev så hypet, og samtidig fortjente den det virkelig også. Jeg læste bogen på under et døgn, hvilket jeg aldrig havde prøvet med en engelsk bog før, så det siger også ret meget om, hvor fanget jeg var af den. Og det var på trods af, jeg faktisk allerede kendte historien, da jeg havde set den første film.

Endgame: Kaldet af James Frey og Nils Johnson-Shelton
Denne bog var simpelthen så spændende, og jeg var fuldstændig opslugt af den fra start til slut. Den forvirrede mig til tider, men alligevel er det uden tvivl en af de bedste dystopiske bøger, jeg nogensinde har læst. Faktisk tror jeg måske endda, jeg synes, den var bedre end The Hunger Games, hvilket siger en del, da jeg jo virkelig også elskede denne. Jeg kan desuden slet ikke vente med at læse den næste bog i serien, som jeg er sikker på bliver mindst lige så fantastisk.

Kys mig langsomt af Tammara Webber
Dette er en kærlighedshistorie, men samtidig er det en bog, der tager lidt dybere emner op (f.eks. voldtægt), og behandler dem på en helt fantastisk måde. Og det var nok dette, som virkelig fik mig til at elske bogen. Historien var nemlig rigtig god, og selvom kærlighedshistorien til tider kunne have virket overfladisk, så gjorde den det netop ikke fordi, man havde de lidt mørkere emner, til at trække den ned på et niveau, som virkede meget ægte. Desuden var personerne i bogen virkelig også bare fantastiske.

Maybe Someday af Colleen Hoover
Denne bog endte med at blive et meget følelsesladet bekendtskab for mig. Jeg vidste stort set intet om bogen, før jeg gik i gang, og fik derfor lov til at opleve det hele fra start sammen med Sydney og Ridge. Bogen var skrevet fuldstændig fantastisk hvad angår både historie, personer og sprog, og jeg tænker stadig rigtig meget på den. Bogen splittede samtidig mine følelser, og jeg elskede at hade dele af den, fordi handlingen simpelthen var så ægte og hjerteskærende.

Ondskab af Chris Carter
Carter er og bliver en af mine absolut yndlingsforfattere så selvfølgelig befinder dig sig også en af hans bøger på listen. Denne bog var dog meget anderledes end resten af de bøger, han har skrevet, men det gjorde den på ingen måder dårligere. Faktisk er jeg rimelig sikker på, at denne er blevet min favorit i Robert Hunter-serien, da jeg simpelthen var så vild med den.

Sandheden om Harry Quebert-sagen af Joël Dicker
Dette er en bog, der spænder meget bredt, da den består af flere forskellige fortællinger. Dette fungerer dog virkelig fuldstændig perfekt, og jeg elskede den for det. Bogen var desuden ret spændende, men samtidig også meget inspirerende, idet den handler om det at skrive og udgive en bog, hvilket jeg fandt virkelig interessant. Men samtidig er det også nærmest både en krimi og en kærlighedshistorie, og jeg er dybt imponeret over, hvordan Dicker har formået at putte så mange elementer ind i en bog og samtidig få handlingen til at stå så klart frem.

Stadig Alice af Lisa Genova
Dette var sådan en sørgelig bog, men samtidig var det en helt fantastisk og meget indsigtsfuld bog. Jeg elskede at følge med i Alice liv og høre om, hvordan hun havde det med hendes sygdom. Når hun intet kunne huske, og når hun var fuldstændig klar over, hvad der egentlig skete. Jeg kender ikke nogen personligt med alzheimers, men alligevel føles det lidt sådan efter at have læst om Alice. Hun virkede nemlig så ægte, og jeg følte nærmest, hun sad overfor mig og fortalte hele historien.

This is falling af Ginger Scott
Dette var en fuldstændig perfekt læseoplevelse, som jeg elskede hvert eneste sekund af. En kombination af en tragisk baggrundshistorie, en helt fantastisk beskrivelse af at komme videre og en kærlighedshistorie med alle de rette elementer var det jeg fik af denne bog, og det var sådan en fantastisk kombination. Alt fungerede bare, og jeg var virkelig opslugt af bogen.

Vi burde alle være feminister af Chimamanda Ngozi Adichie
Dette er egentlig en tale, og hører nok ikke hjemme på denne liste. Men det var en af de tekster jeg læste i 2014, som fik mig til at tænke aller mest, og som stadig står fuldstændig tydeligt i min hukommelse. Jeg synes simpelthen, den var så fantastisk, og jeg følte virkelig, at Adichie havde ret i alle hendes pointer.

Vores ø af Tracey Garvis-Graves
Der er bøger, der tager en med storm, og som man på ingen måder kan lægge fra sig igen hverken fysisk eller psykisk. Sådan en bog var denne. Jeg startede på den, og har stadig ikke sluppet den. Altså fysisk slap jeg bogen efter et par timer, da jeg havde vendt den sidste side, men psykisk tror jeg aldrig, jeg vil slippe den helt. Den var simpelthen så fantastisk!

Hvilke bøger var de bedste, I læste i løbet af 2014? Har I nogle af ovenstående bøger på jeres liste?

Månedens læsning #9: September

September har været præget af rusforløb, da jeg var tutor, og efterfølgende sygdom som bare ikke ville slippe sit tag i mig. Jeg er derfor virkelig glad for, at jeg overhovedet har fået læst noget i september. Og når disse bøger samtidig stort set alle har været rigtig gode (endda to nye favoritter), så kan jeg vidst kun være tilfreds med min læsning.

Jeg har læst 9 bøger (hvoraf 3 har været graphic novels/comics). Kun én af disse skuffede mig en smule, og flere af dem overraskede mig virkelig positivt. Så uden tvivl en rigtig god læsemåned, hvad angår læseoplevelser.

I september har læst 83 sider i gennemsnit om dagen. Faktisk mere end jeg havde forventet ca. midt i måneden, hvilket jeg er virkelig glad for. Og så er det jo ikke helt så langt fra 100 sider om dagen – jeg håber dog alligevel på, at jeg rammer de 100 sider om dagen igen i oktober.

I september har jeg læst følgende bøger:

This is Falling af Ginger Scott: 5. En helt perfekt bog! God kærlighedshistorie, men samtidig også meget mere end ‘bare’ det. Læs min anmeldelse her.

DrømmeTid af Maja Flak: 3. Meget medrivende historie – indeholder dog en ret irriterende hovedperson og et sprog med en del gentagelser.

Saga, Volume 1 af Brian K. Vaughan og Fiona Staples: 4. Virkelig weird! Men samtidig også virkelig fantastisk!

I hunt killers af Barry Lyga: 3. Spændende historie der dog virkede lidt for ungdomsagtig til min smag.

Saga, Volume 2 af Brian K. Vaughan og Fiona Staples: 4. Så sjov og god – med virkelig fede illustrationer.

Sex Criminals af Matt Fraction og Chip Zdarsky: 5. Fantastisk! Fed og original historie og helt fantastiske illustrationer.

Day 21 af Kass Morgan: 4.5. Meget spændende og helt ekstrem svær at slippe, når man er gået igang med læsningen.

How We Deal with Gravity af Ginger Scott: 5. En fuldstændig fantastisk læseoplevelse, og helt sikkert endnu en ny yndlingsbog.

Udvalgt af Louise Haiberg: 5. Virkelig fed fortsættelse! Action, fantasy og humor i en skøn kombination.

Hvad har I læst i september, og hvad synes I om det? Noget I kan anbefale?

“This is Falling” af Ginger Scott

This is fallingTitel: “This is Falling”
Forfatter(e): Ginger Scott
Serie: Falling #1
Sideantal: 280
Forlag: Ginger Scott
Udgivet: 29.8.2014
Læst på: Engelsk

First, I had to remember how to breathe. Then, I had to learn how to survive. Two years, three months and sixteen days had passed since I was the Rowe Stanton from before, since tragedy stole my youth and my heart went along with it.

When I left for college, I put a thousand miles between my future and my past. I’d made a choice—I was going to cross back to the other side, to live with the living. I just didn’t know how.

And then I met Nate Preeter.

An All-American baseball player, Nate wasn’t supposed to notice a ghost-of-a-girl like me. But he did. He shouldn’t want to know my name. But he did. And when he learned my secret and saw the scars it left behind, he was supposed to run. But he didn’t.

My heart was dead, and I was never supposed to belong to anyone. But Nate Preeter had me feeling, and he made me want to be his. He showed me everything I was missing.

And then he showed me how to fall.

Jeg vidste intet om denne bogs handling, men jeg havde hørt virkelig godt om den, og det var nok for mig til have lyst til at læse den. Og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det! Jeg elskede den nemlig virkelig, og selvom forfatteren også var ny for mig, så er det helt sikkert ikke sidste gang, jeg læser noget af hende.

Bogens historie var fuldstændig perfekt! Det er virkelig den eneste måde at beskrive den på, da jeg på ingen måder ville have ændret noget i den. Jeg elskede kærlighedshistorien i den, men jeg elskede samtidig, at der var så meget andet til den end det. Den stak meget dybt, og fortalte på en fantastisk måde om en meget tragisk oplevelse, som jeg ikke tidligere har læst en bog med (jeg kan desværre ikke skrive hvilken slags oplevelse, da det ville være en spoiler). Ud over kærligheds-aspektet af bogen, var den også meget en slags ’self discovery’, hvilket jeg virkelig godt kunne lide, da det også gav rigtig meget til historien.

Bogens personer var virkelig også fantastiske. Både de to hovedpersoner men helt klart også alle bipersonerne. Man lærte hovedpersonerne virkelig godt at kende, hvilket selvfølgelig var rigtig godt, men det jeg var mest vild med, var faktisk at man også lærte især to af bipersonerne rigtig godt at kende. Det gør bare således, at jeg bliver endnu mere inddraget i historien, og nærmest føler at jeg selv er en del af den.

Rowe var især helt fantastisk! Hun udviklede sig helt vildt igennem bogen, og jeg elskede at følge med i denne udvikling – specielt fordi jeg synes, den virkede meget virkelig. Derudover var hendes følelser og tanker også bare perfekte, og passede rigtig godt sammen med den udvikling, man tydeligt kunne mærke, hun gik igennem.

Bogens sprog var dejlig letlæseligt, men samtidig var der også nogle rigtig fine sætninger engang imellem, som også var med til at beskrive både Rowe og Nates følelser perfekt. Derudover var bogen skrevet fra begge deres synsvinkler, hvilket jeg altid finder så godt. For mig gør det bare bogen ekstra god, at jeg kan følge med i begge hovedpersoners liv samtidig, og specielt at jeg på den måde også kan opleve, hvordan de opfatter forskellige episoder. Samtidig får det mig for det meste også til at holde endnu mere af personerne – hvilket jeg helt sikkert gjorde i denne bog.

Alt i alt var det en fuldstændig perfekt bog, som jeg elskede fra start til slut, og havde meget svært ved at lægge fra mig under læsningen. Det er virkelig en anbefalelsesværdig bog; specielt hvis man godt kan lide lidt dybere fortællinger.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5