Månedens læsning #17: Juni

Månedens læsning #17 - JuniDenne update er ikke for hele måneden, da jeg pt. er på ferie. Den gælder derfor kun til og med d. 27/6 – hvis jeg når at læse andet i måneden på min ferie, så kommer det med i updaten for juli istedet.

Denne måned har været rigtig god læsemæssigt. Jeg har nemlig både fået læst en del, og samtidig også både fået læst en masse bøger, som jeg længe har ville læse, og fået læst nogle bøger, som har været ret gode. Desuden synes jeg faktisk, at jeg også har læst rimelig blandet – mange af bøgerne har i hvert fald været rimelig forskellige.

I alt blev det til 11 læste bøger i løbet af juni, hvoraf de to af dem var graphic novels. Et tal jeg kun kan være godt tilfreds med, selvom jeg virkelig ikke føler, at jeg har læst så meget i løbet af måneden – faktisk har jeg følt, at jeg har slacket lidt med min læsning. Og så er det jo altid skønt at se, at det ikke har været tilfældet. Det har dog nok også noget at gøre med, at jeg har holdt ferie en god del af måneden.

De 11 bøger svarer til 3418 sider, hvilket jeg ikke har andet at sige til, end at jeg er godt tilfreds med. Det er jo alligevel en god del. Især fordi det svarer til 126 sider om dagen (regnet fra d. 1/6-27/6), og jeg endnu engang har haft flere dage, hvor jeg slet ikke har åbnet en bog.

I juni har jeg læst følgende bøger:

  • Vi var løgnere af E. Lockhart. 3. En virkelig god bog – men desværre en lidt flad læseoplevelse for mig. Anmeldt her.
  • Lola og naboens søn af Stephanie Perkins. 4. Levede ikke 100% op til mine forventninger, men den var virkelig fantastisk alligevel. Anmeldt her.
  • Blood of my blood af Barry Lyga. 4. Virkelig skøn og MEGET spændende slutning på trilogien! Anmeldt her.
  • Rat Queens, Vol. 2: The Far Reaching Tentacles of N’rygoth af Kurtis J. Wiebe, Roc Upchurch og Stjepan Šejić. 2. En ret kedelig læseoplevelse som fik mig til at indse, at det bare ikke er en serie for mig.
  • Leoniderne af Nanna Foss. 4. Virkelig god! Meget interessant og original historie – jeg glæder mig meget til at læse den næste bog i serien.
  • Mit hjerte og andre sorte huller af Jasmine Warga. 4. Blæste mig ikke bagover, men var alligevel virkelig god. Anmeldt her.
  • Trees, Vol. 1: In Shadows af Warren Ellis og Jason Howard. 3. Jeg hadede tegnestilen men fandt selve historien ret interessant.
  • Uhyret i Loch Ness af Jesper W. Lindberg. 4. Meget interessant! Gav mig en kæmpe lyst til at besøge Loch Ness med det samme!
  • Mino & dragen af Frederik Brinth Christiansen. 1. Finurlig men efter min mening også sygt kedelig. Den var virkelig bare på ingen måder noget for mig.
  • Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee. 4. Slet ikke som jeg havde forventet, men virkelig god og rammende alligevel. Jeg forstår helt sikkert, hvorfor den er blevet så stor.
  • Tvivlen af Anna Todd. 3,5. Ikke helt så fangende som den første, men alligevel en rigtig god læseoplevelse.

Har I læst noget godt i juni?

Nyt i reolen #38

#38I løbet af den sidste måned er jeg blevet beriget med virkelig mange nye skønne bøger. Eller faktisk var det mest først på måneden, hvilket medførte at jeg kom hjem fra en kort ferie hos mine forældre til pakker, der i alt indeholdte 14 bøger. Det er altså ret vildt på lidt over en uges tid. Men der er så også kommet rigtig mange nye bøger i løbet af juni, som jeg længe har glædet mig meget til.

Bøgerne jeg har været så heldig at modtage er en god blanding af lidt bøger, jeg selv har købt til sommerlæsningen, bøger jeg havde vundet og en god bunke anmeldereksemplarer. Udover de bøger jeg viser frem nu, fik jeg jo også en god stak med hjem, da jeg var til Bogbyttemarked – hvilke kan I se her. Og så har jeg faktisk også allerede en god stak bøger, som ligger og venter på mig hjemme hos mine forældre, så I kan sagtens allerede glæde jer til, at der snart bliver vist endnu flere nye bøger frem på bloggen.

Selvom bøgerne kommer fra mange forskellige steder fra, så har de alligevel mindst én ting tilfælles. Udover at jeg har glædet mig meget til de bøger, der lige er udkommet, så er det faktisk stort set alle af bøgerne, som jeg slet ikke kan vente med at læse. De fleste af dem håber jeg derfor også på at få læst i løbet af sommerferien – men mere om det i et indlæg på søndag.

  • Tvivlen af Anna Tood. Anmeldereksemplar fra People’s Press.
  • Blood of my blood af Barry Lyga. Anmeldeksemplar fra Høst & Søn. Anmeldt her.
  • I’ll Meet You There af Heather Demetrios.
  • My Life With the Walter Boys af Ali Novak.
  • Moskitoland af David Arnold. Vundet på Deungesord.dk Facebookside.
  • Lola og naboens søn af Stephanie Perkins. Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof. Anmeldt her. Husk to personer pt. kan vinde den lige her.
  • Forbandede mødom & Forpulede kærlighed af Sarah Engell. Vundet på Deungesord.dk Facebookside.
  • Nattens fucking magi af Leila Sales. Vundet på Deungesord.dk Facebookside.
  • Mit hjerte og andre sorte huller af Jasmine Warga. Anmeldereksemplar fra Nyt Nordisk Forlag.
  • Sådan opfinder man en pige af Caitlin Moran. Anmeldereksemplar fra Gyldendal.
  • Prodigy af Marie Lu. Anmeldereksemplar fra Carlsen.
  • Vi var løgnere af E. Lockhart. Anmeldereksemplar fra Høst & Søn. Anmeldt her.

Hvilke nye bøger har juni budt på hos jer?

“Blood of my blood” af Barry Lyga

Blood of my bloodTitel: “Blood of my blood” / Forfatter(e): Barry Lyga / Serie: Jasper Dent #3 / Sideantal: 416 / Forlag: Høst & Søn / Udgivet: 9.6.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Jazz er i New York, hvor han prøver at finde og standse Billy Dent. Men han krydser en grænse, som han altid har frygtet, men aldrig har krydset før, og nu tænker hele nationen: “Som far, så søn? Hvem er det rigtige monster?” Fra New York til Lobo’s Nod er jagten i gang, men denne gang er Jazz byttet, mens Billy Dent lurer i skyggerne. Og bag ved Billy lurer noget værre, noget langt værre: Kragekongen…

Efter at have læst nr. to bog i denne serie, havde jeg meget høje forventninger til denne og havde ventet på dens udgivelse med længsel. Game sluttede nemlig med den vildeste cliffhanger, som gjorde at jeg bare måtte læse denne bog med det samme – jeg var jo virkelig nysgerrig efter at se, hvad der ville ske.

Bogens historie var virkelig spændende; præcis som i de tidligere bøger i serien. Bogen foregik generelt i et rigtig højt tempo, som gjorde således, at historien bare flød derudaf, og jeg hele tiden sad med den genkendelige følelse af, at det var umuligt at stoppe min læsning. Derudover finder man ud af rigtig mange nye ting i denne bog, hvilket også var med til at gøre den endnu mere spændende – især fordi jeg ikke sådan lige kunne regne alle detaljer ud. Og det elskede jeg virkelig.

For selvom jeg da regnede noget af plottet ud, så havde jeg på ingen måder forventet, at bogen ville tage den drejning, den gjorde. Den blev meget mere grum, end jeg på nogen måder havde regnet ud, da jeg i sin tid startede på serien. Men det hele gav virkelig god mening, og man kan tydeligt mærke, at Lyga har haft fuldstændig styr på plottet – jeg sad i hvert fald tilbage uden nogen ubesvarede spørgsmål.

Jeg har været mere eller mindre irriteret på alle bogens personer i de to forgangne bøger, men det var jeg på ingen måder i denne. Jo, de gjorde da stadig nogle lidt dumme ting – men de gav så meget mening for mig, og hvis jeg havde stået i deres situation, så ville jeg nok ikke havde handlet meget anderledes. Desuden kom jeg virkelig til at elske dem alle, og det smerter mig især, at jeg ikke kommer til at læse mere om Howie. Han er simpelthen sådan en skøn person, der gav både denne bog og resten af serien en fantastisk humor.

Alt i alt var det en super god bog. Dog var der et eller andet ved den, som bare ikke fik mig til at elske den helt så meget som Game. Men det var en perfekt afslutning til serien, og jeg kan på alle måder anbefale både denne bog og resten af serien.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5