“Blood of my blood” af Barry Lyga

Blood of my bloodTitel: “Blood of my blood” / Forfatter(e): Barry Lyga / Serie: Jasper Dent #3 / Sideantal: 416 / Forlag: Høst & Søn / Udgivet: 9.6.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Jazz er i New York, hvor han prøver at finde og standse Billy Dent. Men han krydser en grænse, som han altid har frygtet, men aldrig har krydset før, og nu tænker hele nationen: “Som far, så søn? Hvem er det rigtige monster?” Fra New York til Lobo’s Nod er jagten i gang, men denne gang er Jazz byttet, mens Billy Dent lurer i skyggerne. Og bag ved Billy lurer noget værre, noget langt værre: Kragekongen…

Efter at have læst nr. to bog i denne serie, havde jeg meget høje forventninger til denne og havde ventet på dens udgivelse med længsel. Game sluttede nemlig med den vildeste cliffhanger, som gjorde at jeg bare måtte læse denne bog med det samme – jeg var jo virkelig nysgerrig efter at se, hvad der ville ske.

Bogens historie var virkelig spændende; præcis som i de tidligere bøger i serien. Bogen foregik generelt i et rigtig højt tempo, som gjorde således, at historien bare flød derudaf, og jeg hele tiden sad med den genkendelige følelse af, at det var umuligt at stoppe min læsning. Derudover finder man ud af rigtig mange nye ting i denne bog, hvilket også var med til at gøre den endnu mere spændende – især fordi jeg ikke sådan lige kunne regne alle detaljer ud. Og det elskede jeg virkelig.

For selvom jeg da regnede noget af plottet ud, så havde jeg på ingen måder forventet, at bogen ville tage den drejning, den gjorde. Den blev meget mere grum, end jeg på nogen måder havde regnet ud, da jeg i sin tid startede på serien. Men det hele gav virkelig god mening, og man kan tydeligt mærke, at Lyga har haft fuldstændig styr på plottet – jeg sad i hvert fald tilbage uden nogen ubesvarede spørgsmål.

Jeg har været mere eller mindre irriteret på alle bogens personer i de to forgangne bøger, men det var jeg på ingen måder i denne. Jo, de gjorde da stadig nogle lidt dumme ting – men de gav så meget mening for mig, og hvis jeg havde stået i deres situation, så ville jeg nok ikke havde handlet meget anderledes. Desuden kom jeg virkelig til at elske dem alle, og det smerter mig især, at jeg ikke kommer til at læse mere om Howie. Han er simpelthen sådan en skøn person, der gav både denne bog og resten af serien en fantastisk humor.

Alt i alt var det en super god bog. Dog var der et eller andet ved den, som bare ikke fik mig til at elske den helt så meget som Game. Men det var en perfekt afslutning til serien, og jeg kan på alle måder anbefale både denne bog og resten af serien.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

Skriv en kommentar