5 ud af 5

“Kamp til stregen” af Elle Kennedy

| Simone Hagemann

Titel: “Kamp til stregen” / Forfatter(e): Elle Kennedy / Serie: Off-Campus #4 / Sideantal: 351 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 15.3.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det er sidste år på college, og Sabrina James har planlagt sin fremtid ned i mindste detalje: Først skal hun have sin eksamen, så sparke røv på jurastudiet og derefter lande et velbetalt job i et brutalt effektivt advokatfirma. Med i planen for at undslippe sin skamfulde fortid er helt sikkert ikke en toplækker ishockeyspiller, der tror på kærlighed ved første blik. Men nogle gange er en enkelt nats sydende hot sex og overraskende står ømhed alt, der skal til for at vende op og ned på dit liv.

Tucker er af den overbevisning, at det at være en holdspiller er mindst lige så vigtigt som at være stjernen. Han har det fint med at opholde sig uden for rampelyset på isen, men når det kommer til det at blive far som 22-årig, nægter han at være bænkevarmer. Det skader ikke, at den vordende mor til hans barn er smuk, knivskarp og holder ham på tæerne. Problemet er, at der er lås og slå på Sabrinas hjerte, og den målrettede brunette er alt for stædig til at tage imod hans hjælp. Hvis han vil dele livet med sin drømmekvinde, bliver han nødt til at overbevise hende om, at visse mål skal man være to for at nå.

Jeg vil starte ud med at sige, at jeg ikke tror, Kennedy kan gøre noget galt med Off-Campus-serien. Jeg elskede i hvert fald “Kamp til streget” præcis lige så meget, som jeg har elsket de tre andre bøger i serien. Kennedy skriver nemlig helt fantastiske kærlighedshistorier, og det er denne bog endnu et fint bevis på. Dog så er jeg lidt ked af denne bogs beskrivelse. Jeg synes nemlig, den afslører alt for meget af plottet i bogen, hvilket desværre lidt ødelagde overraskelsesmomentet. Ikke nok til at det trak min læseoplevelse ned på nogen måde, men jeg ville alligevel havde ønsket, at jeg ikke havde kendt så meget til handlingen på forhånd. Altså vi kender måske godt lidt af handlingen, da det vidst bliver afsløret i en af de tidligere bøger, men det irriterer mig nu alligevel en smule.

På trods af ovenstående, så elskede jeg dog virkelig bogen alligevel. Historien i “Kamp til stregen” er nemlig helt fantastisk. Faktisk tror jeg måske, det er min yndlingsbog i serien. Hvilket siger en del, når jeg også har elsket de andre enormt højt. Denne bog havde bare en smule mere dybde, end de andre bøger i serien har haft. Noget jeg fandt meget positivt. Selvom bogen havde en god dybde, så indeholdte den dog også masser af humor. Præcis som resten af “Off-Campus”-serien også har. Hvilket gjorde at bogen aldrig kom til at føles for tung – men samtidig kom den heller aldrig til at virke for useriøs. Mængden af humoren var altså helt perfekt. Derudover elsker jeg altså virkelig Kennedys sprog. Det passer så godt til aldersgruppen, som bogens personer har. Ydermere er det så let og flyvsk, at det får historien til at flyde endnu bedre, end den allerede gør. Men samtidig kan man også tydeligt mærke, at der er tænkt over det.

Til slut bliver jeg nødt til at nævne, hvor meget jeg elskede Tucker. Jeg har elsket alle fyrene i serien, men Tucker gjorde altså noget helt særligt for mit hjerte. Jeg forelskede mig i ham stort set med det samme, og han har ikke sluppet mit hjerte siden. Han var bare helt perfekt! Både sjov, sød og bare helt igennem vidunderlig. Desuden var han virkelig følsom og på ingen måde bange for at vise det. Og jeg sætter så meget pris på, at Kennedy netop har valgt at skrive ham således. Det fik ham nemlig også til at virke meget ægte.

“Det ender med os” af Colleen Hoover

| Simone Hagemann

Titel: “Det ender med os” / Forfatter(e): Colleen Hoover / Serie: – / Sideantal: 409 / Forlag: Lovebooks / Udgivet: 30.5.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Når den, der elsker dig højest, også er den, der gør dig allermest ondt.

Da Lily falder for den flotte neurokirurg Ryle, er det næsten for godt til at være sandt. Lily har ikke altid haft det let, men nu ser alting lyst ud, og Lily er lykkelig. Alligevel er der noget ved Ryle, der giver skår i glæden – og da Lilys ungdomskæreste Atlas en dag dukker op, trues alt, hvad Lily og ryle har opbygget sammen.

Det er altid en kæmpe fornøjelse at læse noget af Hoover, men denne gang var det så meget mere end bare det. Jeg kendte ikke til bogens handling på forhånd, og det er jeg virkelig glad for. Det gjorde nemlig, at jeg kunne lade mig opsluge fuldstændig og bare blive ført med af historien, uden hele tiden at tænke på, hvornår det og det ville ske. Faktisk kende jeg ikke engang til bogens overordnede tema, og jeg blev derfor ret overrasket over, hvor hård en bog det er. Man kan nemlig tydeligt mærke, at det er en meget personlig fortælling, og det gjorde bare læseoplevelsen endnu mere betydningsfuld.

“Alle mennesker begår fejl. Et menneskes karakter bestemmes ikke af de fejltagelser, vi begår, men af hvordan vi bruger fejltagelserne, så vi lærer noget af dem i stedet for at bruge dem som undskyldninger.”

“Det ender med os” var derfor også på mange måder en overvældende læseoplevelse. Men på den absolutte bedste måde. Jeg ville i hvert fald ikke havde ønsket det anderledes. Den var hård at læse, men samtidig er det også en helt fantastisk vigtig bog, som virkelig viste, hvor god en forfatter Hoover er. Jeg er i hvert fald sikker på, at det er noget af det bedste, jeg nogensinde kommer til at læse fra Hoovers hånd. Eller fra alle for den sags skyld. Den strøg derfor også straks ind på listen over yndlingsbøger, så snart jeg havde vendt den sidste side.

“Bare fordi et menneske gør én ondt, betyder det ikke, at man bare kan holde op med at elske vedkommende.”

Selvom bogen er hård læsning, så bød den dog også på både glæde og smil. Og masser af kærlighed – også af den gode slags, selvom bogen egentlig mest omhandler, når kærlighed gør ondt. “Det ender med os” fik mig derfor også både til at grine og græde og til både at hade inderligt men også elske med hele mit hjerte. Også selvom bogen netop adskillige gange knuste mit hjerte fuldstændig, for det kunne ikke havde været anderledes.

Jeg kan derfor helt klart også anbefale “Det ender med os” på det kraftigste. Dog synes jeg, du skal gå ind til den uden kendskab til handlingen på forhånd. Du behøver nemlig ikke at vide andet end, at du skal være klar på at blive blæst fuldkommen bagover. Og huske masser af Kleenex!

“Provinspis” af Ditte Wiese

| Simone Hagemann

Titel: “Provinspis” / Forfatter(e): Ditte Wiese / Serie: – / Sideantal: 229 / Forlag: Carlsen / Udgivet: 31.3.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Ida slås med bøhlandsblues og provinsidioter. Hun vil bare væk.

Men hvordan slipper man fri, når der er meget at kæmpe imod: Familie, venner, fyre. Og ikke mindst sig selv.

Nogle gange er man nødt til at tage en omvej for at slippe ud.

Jeg vil starte med at sige, at “Provinspis” faktisk ikke var en bog, som tiltalte mig super meget. Jeg regnede med, jeg skulle læse den på et tidspunkt, da jeg ved, Wiese elsker mange af de samme bøger, som jeg selv. Derfor tænkte jeg, at jeg nok i en eller anden grad ville komme til at nyde hendes bog. Jeg var dog ikke den store fan af coveret, og bagsideteksten sagde mig egentlig heller ikke det store. Men da bogen dukkede op i min postkasse, så blev jeg alligevel lidt nysgerrig. Jeg læste derfor hurtigt de første par sider og BAM!! Jeg var forelsket! Der gik derfor også kun en dags tid, før jeg samlede bogen rigtigt op, og ikke lagde den fra mig igen, før jeg havde vendt den sidste side.

Jeg elskede virkelig “Provinspis”, omend jeg faktisk også hadede den flere gange. Måske var jeg endda også ved at kaste den fra mig i frustration et par gange. Det er nemlig en bog, der virkelig sætter følelserne i gang, og jeg var vidst igennem hele følelsesregistret. Jeg smilte, grinede, forelskede mig, fældede et par tårer og var enormt frustreret. Men samtidig gjorde den mig også enormt lykkelig. Især for mit eget liv. Ida går nemlig så frygteligt meget igennem i bogen, og min første tanke efter læsningen var derfor også, at jeg virkelig bare gerne ville give Ida et kram. For det fortjente hun. Også selvom jeg til tider hadede hende, fordi hun konstant tog alle de forkerte beslutninger. For selvom hendes beslutninger var ret forfærdelige, så forstod jeg godt, hvorfor hun handlede, som hun gjorde. Og på den måde blev hun også meget menneskelig. Noget som jeg faktisk synes alle bogens personer var, og det sætter jeg stort pris på. Det gør nemlig, at jeg dermed også har lettere ved at leve mig helt ind i bogen. Og det gjorde jeg helt bestemt med “Provinspis”.

Jeg vil slutte min anmeldelse af med at rose Wiese for bogens sprog. Det er så let og ligetil, hvilket fungerede super i forhold til bogens historie. Desuden synes jeg, at dialogen i bogen blev holdt i et sprog, som virkede meget ægte for aldersgruppen. Og samtidig blev det skrevet på en måde, som fik det danske sprog til på ingen måde at virke kluntet. Hvilket jeg ellers godt synes, det kan have tendens til. På den måde kan man også tydeligt mærke, at Wiese er vandt til at læse bøger i samme genre og til samme målgruppe. Hvilket efter min mening udelukkende er en virkelig positiv ting.

“Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon

| Simone Hagemann

Titel: “Skrøbelige skønhed” / Forfatter(e): Amy Harmon / Serie: – / Sideantal: 370 / Forlag: Lovebooks / Udgivet: 13.2.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Fern har været forelsket i Ambrose, så længe hun kan huske. Han er smuk og uopnåelig, den ubesejrede stjerne på skolens brydehold. Hun er klassens stille pige, en dagdrømmer og en bogorm.

Men da Ambrose efter high school drager i krig i Irak og vender hjem med ar på krop og sjæl, er rollerne pludselig byttet om: Fern er ikke længere den grimme ælling, hun engang var, og Ambrose har mistet sin skønhed i krigen.

Kan Fern nu hjælpe Ambrose tilbage til livet, og kan hun omsider vinde hans hjerte?

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige om “Skrøbelige skønhed”. Jeg troede, det ville være en bog, jeg ville komme til at elske, men da jeg var halvvejs, var jeg endnu ikke blevet blæst bagover, og det bekymrede mig ret meget. Jeg troede nemlig ikke på, den ville kunne nå det, og egentlig opdagede jeg heller ikke, at den gjorde det – men jeg er ret sikker på, at det var lige præcis det, den gjorde alligevel. Det er ikke sådan en bog, man knuselsker fra side et. Den kryber i stedet langsomt ind på én, og pludselig kan man ikke forstå, hvordan man har kunne leve uden at læse den så længe.

“Jeg tror, det betyder, at vi ikke forstår alting, og det kommer vi heller ikke til. Måske bliver vores hvorfor ikke besvaret her. Ikke fordi der ikke er svar, men fordi vi ikke ville forstå svarene, selv hvis vi havde dem”

Historien mødte ikke helt mine forventninger, da bogen startede et helt andet sted, end jeg havde forventet af den. Hvilket nok var det, der forvirrede mine følelser omkring den lidt. Det var nemlig ikke en dårlig start, og jeg forstår fuldkommen, hvorfor den starter der og ikke senere i historien. Og det kom jeg til at elske den for. I og med den startede meget tidligere i historien, end jeg troede, oplevede jeg nemlig en kæmpe udvikling, som jeg ellers ikke tror ville havde været lige så tydelig. Først og fremmest udviklede personerne sig virkelig meget igennem historien, og ligeledes gjorde både venskaber og romancer også. Hvilket gjorde at især kærlighedshistorien kom til at føles ægte og på ingen måde insta-lovey. Noget som er ret vigtigt for historien.

“[..]det er det fantastiske ved venskaber. Det handler ikke om at være perfekt, og det handler heller ikke om, at gøre sig fortjent til noget.”

Det er en bog, jeg er sikker på, der vil sidde fast i mig længe, og jeg havde det ret svært med at den sluttede. Jeg ville nemlig så gerne have læst endnu mere. Når det er sagt, så sluttede den dog på en helt perfekt måde, og jeg følte, jeg fik lige præcis det af slutningen, som jeg havde håbet på. Jeg har bare ret svært ved at sige farvel til bogens personer, som jeg føler, jeg er kommet så tæt på. Især fordi jeg følte, at jeg lærte dem at kende lidt efter lidt, hvilket også gav mig en meget ægte følelse.

“Det er ikke hjertesorg, hvis der ikke har været glæde. Jeg ville ikke føle det som et tab, hvis ikke der havde været kærlighed.”

Faktisk følte jeg lidt, at personerne virkede meget flade i starten af bogen. Jeg følte ikke rigtig, man kom ind under huden på dem, og jeg havde svært ved at lære dem at kende. Jeg synes nemlig, at der var mest fokus på at få præsenteret deres udseende. Noget som selvfølgelig også er vigtigt, men som trods alt ikke er det vigtigste for mig, når jeg skal lære dem at kende. Når det er sagt, så synes jeg trods alt ikke, der gik særlig længe, før dette skiftede fuldkommen. Det gik nemlig fra, at jeg havde en følelse af ikke at kende personerne, til at jeg følte, de hver og én gav mig en lille del af dem selv, som gjorde at jeg straks følte mig helt tæt på dem. Jeg endte derfor med, rent faktisk at sætte stor pris på, at jeg ikke kendte dem helt lige med det samme.

“Men jeg skal sige dig en ting. De heldige er dem, der ikke kommer hjem igen. Hører du?”

“Skrøbelige skønhed” er altså en bog, som jeg varmt kan anbefale. Den har nemlig lidt af hvert i sig, og jeg er derfor sikker på, den vil falde i god jord hos de fleste. Hver dog opmærksom på, den sætter sig fast, og ikke sådan lige forlader dig igen med det samme.

“Over sløret” af Nicole Boyle Rødtnes

| Simone Hagemann

Over sløretTitel: “Over sløret” / Forfatter(e): Nicole Boyle Rødtnes / Serie: Ilttyv, #1 / Sideantal: 357 / Forlag: Alvilda / Udgivet: 1.8.2015/ Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Mit løb tærer på ilten, og smagen af jern i munden bliver stærkere og stærkere. Den lægger sig som en hinde på min tunge. Hvis jeg ikke får fat i mere ilt snart, dør jeg…”

I en dyster fremtid koster hvert åndedrag penge. Kun de rige har råd til kvalitetsilt, som den der fandtes før katastrofen. De fattige må nøjes med dårligere ilt, der langsomt gør dem syge. Troy og Shay kæmper for at overleve, men da Shay bliver fængslet under falske anklager og ikke har råd til at betale ilten i fængslet, bliver de begge tvunget ud i en livsfarlig alliance.

”Over sløret” skulle befinde sig i min reol i et år, før jeg endelig tog mig sammen til at få den læst. Hvorfor der gik så længe forstår jeg ikke helt, for det var en bog, jeg fløj igennem på et par timer. Eller jo, jeg ved måske egentlig godt hvorfor. De sidste mange måneder har jeg nemlig følt, jeg er blevet lidt kvalt i YA dystopi. Jeg har simpelthen læst så mange bøger i denne genre indenfor ganske kort tid, hvilket har gjort mig lidt træt af genren. Eller det troede jeg, at jeg var. Det var dog kun indtil, jeg rent faktisk fik startet på denne. ”Over sløret” var nemlig lige netop den bog, som kunne modbevise, at jeg kan blive træt af genren.

Jeg kendte kun svagt til bogens handling på forhånd, da jeg havde det bedst med at gå ind til den uden den store viden. Jeg havde dog hørt virkelig meget godt om bogen, og jeg tænkte derfor, at handlingen jo kun kunne være interessant. Hvilket den i den grad også var. Mit problem med YA dystopi har lidt været, at de ofte kører i nogenlunde det samme spor. Denne skilte sig dog ret meget ud. Handlingen lignede nemlig på ingen måde noget, jeg havde læst før. Jeg var f.eks. helt vild med det overordnet plot omkring ilt. Det gav nemlig en rigtig interessant dybde til handlingen. Ilten er jo hovednøglen til overlevelse, og det er derfor virkelig spændende at læse om, hvad man vil gøre, når man f.eks. har svært ved at få råd til netop dette.

Jeg fandt desuden hele universet virkelig interessant. Det virker meget gennemtænkt, og jeg synes, det hele virkede meget plausibelt. Jeg kan i hvert fald godt forstå, at verden ser ud, som den gør i den fremtid, som vi befinder os i igennem historien. Selvfølgelig er der nogle ting, som ikke hænger helt sammen i forhold til personernes viden om verdenen. Men jeg synes, bogen giver en rigtig god forklaring på disse ting. I det hele taget synes jeg, at både bogens univers og historie er bygget virkelig godt op. Det hele lader nemlig også til at hænge godt sammen. Hvilket er ret vigtigt for mig, hvis jeg skal tro på, at universet kunne være ægte.

Bogens hovedpersoner er søskende, hvilket jeg ikke vidste på forhånd. Det skaber dog en virkelig god dynamik i historien. For det første synes jeg, det mindske det romantiske aspekt af bogen. Der er en smule kærlighed i luften, men det har en meget lille plads i forhold til resten af plottet. Desuden synes jeg bare, det fungerer virkelig godt, at være vidne til Troy og Shays forhold til både hinanden og resten af deres familie. De har nemlig et ret forskelligt forhold til denne.

”Over sløret” er skrevet af den danske forfatter Nicole Boyle Rødtnes, men hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro, den var amerikansk. Bogen er nemlig fuldt ud på niveau med de fantastiske udenlandske dystopiske romaner, jeg har læst. Hvilket på alle måder er et kæmpe kompliment i min verden. Jeg synes derfor også straks, du bør kaste dig over den, hvis du endnu ikke har gjort det. Den fortjener nemlig at blive læst af så mange som overhovedet muligt. Vær dog klar til at læse videre i serien med det samme, du har læst ”Over sløret” færdig. Bogen slutter nemlig på den ondeste måde, som gør at man bare må læse videre.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5