“Sukker” af Gitte Løkkegaard

SukkerTitel: “Sukker” / Forfatter(e): Gitte Løkkegaard / Serie: – / Sideantal: 289 / Forlag: Politikens Forlag / Udgivet: 9.6.2015 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra Plusbog.dk. Køb den her.

Nina er en selvsikker pige på 19 år, der ved lige præcis, hvordan man scorer en fyr. Hun går i 3.g og lever et helt normalt liv med veninder, fester, forældre og kæreste. Samt en del engangsaffærer.

Alt det ændrer sig, da hun får forelsker sig i sin nye chef Thomas. Og han i hende. Nina føler sig elsket og begæret, men det der i begyndelsen er boblende let, bliver efterhånden til et foruroligende kærlighedsforhold, der kiler sig ind mellem Nina og hendes gamle tilværelse. For Thomas har en fortid, der gør, han ikke er let at være tæt på.

Jeg må indrømme, at jeg med denne bog dømte den på coveret. Det er efter min mening nemlig virkelig cheesy, og det virkede bare ikke som noget, jeg ville læse (for ja, det kan man jo dømme udfra coveret :P). Det var dog kun indtil, jeg læste en virkelig skøn anmeldelse af den over hos Rikke, og rent faktisk læste hvad den handlede om. Det lød jo netop som en bog lige for mig; hvilket det helt klart også var.

Bogens historie var virkelig god. Den er på ingen måde særlig original, men så alligevel en lille smule; i hvert fald når man tænker på, at det er en dansk bog. Bogen virker nemlig meget som en typisk amerikansk new adult, men den foregår altså i Danmark – og endda i en lille provinsby lidt uden for Silkeborg. Desuden er historien bare virkelig fangende og fik mig til at flyve gennem bogen.

Bogens tempo er nemlig også virkelig hurtigt, og samtidig havde jeg ret let ved at relatere til historien, selvom det nok ikke sker så ofte, at en 19 årig bliver forelsket i (og kærester med) sin chef på 35 – og da slet ikke så hurtigt, som det sker i bogen. Men et eller andet ved det føltes alligevel meget ægte, og jeg kunne derfor heller ikke helt afvise tanken om, at det jo godt kunne ske. Selvom jeg nu mest af alt synes, at Thomas var en idiot. Hvilket nok egentlig er det, der trækker læseoplevelsen en smule ned for mig. For jeg havde ret svært ved at sætte mig helt ind i Ninas følelser omkring ham; hvis han havde været så stor en idiot over for mig, og jeg egentlig allerede havde en sød kæreste, så var jeg i hvert fald uden tvivl skredet. Også selvom jeg elskede ham – og det uden tvivl ville være svært.

Nu skal det dog ikke lyde som om, at jeg ikke kunne lide Nina. For det kunne jeg virkelig! Hun virkede meget som en typisk 19-årig (dog med en forkærlighed for ældre fyre), hvilket jeg rigtig godt kunne lide. Især fordi jeg havde let ved at relatere til hende, og uden tvivl kender piger, der minder meget om hende. Desuden kunne jeg rigtig godt lide hendes familie, og hvor meget de egentlig er tilstede i historien. Især elskede jeg hendes bror, Mads.

Bogen er desuden skrevet i et godt og let sprog, som helt sikkert var med til at få bogen til at flyde rigtig godt. Og derudover elskede jeg, at det på ingen måde virkede ”fordansket”, hvilket jeg godt synes, danske bøger om kærlighed og erotik godt kan komme til.

Alt i alt var det altså en virkelig god læseoplevelse og en meget anbefalelsesværdig bog. Især hvis man er vild med new adult-genren, men gerne vil læse noget, der virker lidt ”tættere” på én.

Bedømmelses hjerter - 4 ud af 5

 

One thought on ““Sukker” af Gitte Løkkegaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *