4 ud af 5

“At danse mellem glasskår” af Bettina Stuhr Lindskow

| Simone Hagemann

Titel: “At danse mellem glasskår” / Forfatter(e): Bettina Stuhr Lindskow / Serie: – / Sideantal: 256 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 14.11.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forfatteren.

Rose drømmer om en professionel dansekarriere i London. Hun træner hårdt til europamesterskaberne med sin dansepartner, Christian. Men finalen går slet ikke som planlagt. Rose vågner op på hospitalet og får at vide at hun har diabetes. En sygdom som hun skal leve med resten af sit liv… men kan hun stadig danse? Og hvem er hun egentlig hvis hun ikke længere er Christians dansepartner.

“At danse mellem glasskår” er en historie om kærlighed og identitet. Om hvor svært det kan være at acceptere en kronisk sygdom om at turde gå efter sine drømme.

Dette er en bog, som jeg har luret på rigtig længe. For selvom dens overordnede emner med diabetes og dans ikke rigtig trak i mig, så var der noget andet udefinerbart, der gjorde. Jeg var derfor heller aldrig rigtig i tvivl om, at jeg selvfølgelig skulle læse bogen. Spørgsmålet gik mere på, om jeg ville ende med at synes om den. Jeg må nemlig indrømme, det ikke er to emner, jeg jubler super meget over en bog om – selvom det selvfølgelig er vigtigt med fokus på det første. Jeg var derfor også lidt nervøs for, om jeg ville kunne elske den, eller om jeg ville ende ud med en lidt flad fornemmelse og evt. skuffelse. Heldigvis er det bestemt ikke det sidste, der gør sig gældende.

“At danse mellem glasskår” er nemlig så meget mere end det, jeg frygtede. Det er en enormt fin fortælling om kærlighed, venskab, familieliv og de hårde teenageår. Samtidig er det også en virkelig god fortælling om magtesløshed, og om at finde sig selv i en verden, der pludselig er blevet vendt på hovedet. Hvilket gør den meget let at relatere til, på trods af jeg ikke selv lider af diabetes, eller har det sådan rigtig tæt inde på livet. For ungdomslivet er nemlig i sig selv ofte frustrerende og forvirrende, og det er så let at relatere til Roses følelser.

Derudover er det uden tvivl en rigtig vigtig bog, som jeg er sikker på, der er mange, der har siddet og ventet på. Jeg er i hvert fald sikker på, der mangler gode skønlitterære bøger om diabetes. Uden tvivl også til de unge, som jo er hovedmålgruppen for bogen. Ydermere tager bogen sygdommen op på en rigtig god måde. Det bliver nemlig gjort således, at det ikke er bogens eneste omdrejningspunkt, men samtidig bliver sygdommen heller aldrig negligeret.

I det hele taget er “At danse mellem glasskår” en rigtig god bog. Jeg slugte den, men samtidig satte den også nogle tanker i gang hos mig. I det hele taget er det en rigtig god bog, som jeg er så glad for at have stiftet bekendtskab med. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg skal læse mere fra Lindskows hånd i fremtiden. Faktisk kan jeg også kun sætte en finger på en ting i historien, og det var, at jeg havde lidt svært ved at gennemskue bogens tidslinje. Noget der desværre gjorde, at kærlighedsdelen kom til at gå en anelse for stærkt til min smag. Men jeg troede nu alligevel på den, jeg ville bare gerne have haft, den blev udviklet over lidt længere tid.

“Akkanas gåde” af Boris Hansen

| Simone Hagemann

Titel: “Akkanas gåde” / Forfatter(e): Boris Hansen / Serie: Panteon-sagaen #2 / Sideantal: 593 / Forlag: Tellerup / Udgivet: 16.9.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Lucas’ jagt på Cassandra fører ham til Skrønebugten hvor en konflikt mellem ældgamle kræfter er på kanten til at bryde ud. Før han og hans venner kan finde Cassandra igen, må de først opsøge Akkana, gådernes gudinde, og prøve at forstå de mystiske begivenheder der truer med at opsluge hele Panteons verden.

Samtidig modtager krigerenglen Saida en anonym besked der sætter hende på sporet af en forsvunden ven. Hendes efterforskning afslører en side af Empyria hun ikke kendte til, fyldt med konspirationer og løgne. Nogen forsøger at skabe splid mellem englene, men alles blik er rettet et andet sted hen, for noget tyder på at Empyria snart må drage i krig mod en frygtindgydende fjende.

Alt dette er Mehmet uvidende om. Han lever et ensomt liv i skyggerne af Storbyens skyskrabere, men selv i en verden uden guder og engle findes der hemmeligheder. Rygter siger at hjemløse mennesker er begyndt at forsvinde fra byens regnvåde gader. Og da Mehmet modtager et råb om hjælp fra fortiden, begynder hans egen rejse … ind i Storbyens mørke hjerte.

Jeg har længe taget tilløb til at læse “Akkanas gåde”. Ja, faktisk tog det mig næsten et år fra udgivelsen at få læst den – endda på trods af den tredje bog i serien nåede at udkomme undervejs. Sagen er nemlig den, at jeg faktisk startede på bogen, da den udkom. Jeg var nemlig mega begejstret for at læse videre i serien, og se hvordan historien ville komme til at udfolde sig. Desværre nåede jeg aldrig super langt, før min læsning gik i stå. Jeg kedede mig simpelthen alt for meget, og følte ikke rigtig jeg kunne komme ordentlig ind i bogen. Derfor satte jeg min læsning på standby.

For nyligt overtalte jeg dog min far til at påbegynde serien, og hans begejstring for den endte med at smitte af på mig. Så da jeg en dag stod uden en lydbog, og hurtigt skulle vælge en ny, lå det lige til højrebenet, at det selvfølgelig skulle være “Akkanas gåde”. Hvilket skulle vise sig at være et helt perfekt valg. For selvom jeg faktisk troede, jeg gik i stå med bogen, fordi den ikke lige var noget for mig. Fantasy og mig er jo ikke altid verdens bedste venner. Så viste det sig, at det åbenbart bare havde været mit læsehumør på daværende tidspunkt. Jeg blev nemlig hurtigt fuldstændig hooked, og jeg lyttede intenst hvert øjeblik, jeg havde mulighed for det. Historien opslugte mig nemlig fuldstændig, og jeg fik hurtigt den samme glædelsesfølelse af, at dette er en mega fed bog – præcis som jeg gjorde med den første bog i serien. Det er nemlig en virkelig fed bog, og der sker så ekstremt mange ting, som jeg på ingen måde kunne havde regnet ud. Historien spinder så mange tråde, og de væves så fint ind og ud mellem hinanden, på sådan et plan hvor man hele tiden har lyst til at vide bare lidt mere og dermed også læse videre.

Udover at historien udfolder sig endnu mere i “Akkanas gåde”, så synes jeg også, vi kommer dybere ind under huden på alle vores favoritpersoner. Jeg nød især at lære Mehmet bedre at kende, og jeg elskede, at han var så stor en del af historien. I det hele taget var jeg vild med, hvordan vi lærte lidt mere om Storbyen, og jeg kan slet ikke vente med at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. I det hele taget er jeg så vild med, hvordan bogen gjorde mig endnu mere nysgerrig. Den efterlod mig nemlig konstant hungrende efter mere, og jeg følte for alvor, jeg kom helt ind i serien. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at min læsning godt kunne munde ud i en mindre besættelse. Boris skriver nemlig så levende og fantasifuldt.

Alligevel får bogen ikke topkarakter, selvom det ikke er langt fra, jeg ville havde givet den det. Den får det dog ikke, da der desværre var et par steder, hvor jeg kedede mig en smule. Det varede aldrig særlig længe, men det påvirkede desværre min læsning en smule, i og med den ikke hele tiden var flydende. Jeg kan dog ikke helt sætte en finger på, hvorfor jeg havde det sådan, men jeg tror, det havde noget at gøre med, jeg bare gerne havde set lidt kortere kapitler, og lidt mere skiften mellem de forskellige historielinjer. Måske mest af alt fordi jeg bare hele tiden gerne ville vide, hvad der nu kom til at ske i de forskellige handlingsforløb.

“Ham” af Elle Kennedy & Sarina Bowen

| Simone Hagemann

Titel: “Ham” / Forfatter(e): Elle Kennedy & Sarina Bowen / Serie: Him #1 / Sideantal: 305 / Forlag: Flamingo / Udgivet: 10.8.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Jamie Canning har aldrig fundet ud af, hvorfor han mistede sin bedste ven for fire år siden. Hans fandenivoldske, flabede roommate droppede ham fra den ene dag til den anden uden en forklaring. Ja okay, tingene udviklede sig lidt mærkeligt mellem dem deres sidste nat på hockey camp – men de havde bare fået alt for meget at drikke og fjollede rundt. Der skete jo ikke rigtig noget.

Ryan Wesleys største fortrydelse er, at han lokkede sin meget heteroseksuelle ven ud i et væddemål, der overtrådte grænserne for deres venskab. Nu, hvor deres hold skal spille imod hinanden i det nationale collegehockeymesterskab, får han endelig en chance for at sige undskyld. Men efter at han har kastet blot et enkelt blik på sit crush, er hans længsel større end nogen sinde.

Jamie har ventet længe på svar, men mødet med Wesley efterlader ham bare med endnu flere spørgsmål. Og da Wesley melder sig til at være træner sammen med Jamie på seks ugers hockeycamp opdager Jamie overraskende ting og sager om sin ven – og en stor ting om sig selv.

Kender du det med, at du har lyst til at læse en bog – men samtidig også vælger at glemme den lidt, fordi du er bange for ikke at kunne lide den? Sådan havde jeg det lidt med “Ham”. Jeg har kendt til bogen, siden før den udkom i USA, og jeg har også set alle de fine ord, den bliver beskrevet med. Men jeg har haft det lidt svært med M/M romances. Altså jeg elsker, at det er blevet en hel genre for sig selv, og der udkommer så mange gode bøger med M/M forhold. Men som ciskønnet hetroseksuel kvinde er M/M romances bare så langt væk fra mit liv, og det har længe afholdt mig fra at kaste mig ud i genren.

Heldigvis er mine øjne løbende gennem de sidste år blevet åbnet op for, at bøgerne sagtens kan være lette at relatere til. Endda også selvom det er langt væk fra min hverdag. Derfor blev jeg så glad, da jeg så, at “Ham” udkom på dansk. Det måtte nemlig være et tegn på, at jeg ikke skulle undgå bogen længere. Således startede jeg den, idet den kom ind ad døren, og jeg fortryder det ikke et sekund. Det eneste jeg fortryder er, at jeg ikke har læst den før. For selvom der var nogle ting, jeg ikke rigtig kunne relatere til, så var der jo samtidig så meget andet, som gjorde historien meget relaterbar.

“Ham” er jo ganske enkelt en kærlighedsfortælling. En fortælling om hvordan det er, at være (ulykkeligt) forelsket i sin bedste ven. Ydermere er det en fortælling om at finde sig selv, og at turde udforske det ukendte i forsøget. Noget jeg synes bogen gør rigtig godt. Jeg elskede i hvert fald at følge med i Jamies udvikling, omend jeg godt synes, det kunne havde været et endnu større fokuspunkt i fortællingen. Det var nemlig rigtig interessant læsning.

I det hele taget var jeg vild med bogen. Jeg elskede humoren i den, og det var så tydeligt, at Elle Kennedy er en af forfatterne bag. Hun har nemlig sådan en vidunderlig skrivestil, hvor humoren flyder så let – også selvom emnet er både stort, tungt og vigtigt. Det bløder det hele op på sådan en fantastisk måde, og ligeledes gøres det i denne. Faktisk tænkte jeg på intet tidspunkt over, at bogen er skrevet af to personer. Jeg ved ikke, om det er fordi, Kennedy & Sarinas skrivestil minder om hinanden, eller om Kennedy har overtaget sprogligt. Men uanset hvad fungerede det helt perfekt, og det er jo det vigtigste.

Jeg kunne dog godt havde ønsket mig en smule mere handling i bogen. For selvom historien egentlig er rigtig fin, som den er, så synes jeg til tider, der kom et lidt for stort fokus på sex. På den måde hvor jeg endte med at blive lidt træt af det intime i bogen. Simpelthen fordi det blev lidt for meget. Jeg elskede dog måden, akterne blev beskrevet på. De er rimelig eksplicitte, men samtidig også ret lærerige for én, der ikke har den store kendskab til M/M sex. Så altså lidt for mange sexscener, men de var trods alt fin læsning. Jeg ville bare gerne havde set lidt mere forhold og udvikling af kærligheden og ikke bare intimiteten. Det synes jeg nemlig til gengæld ikke, der var helt nok af.

Overordnet er “Ham” virkelig en skøn læseoplevelse, som jeg klart kan anbefale. Især hvis du gerne vil læse en bog, hvor du uden tvivl kommer til at forelske dig i begge hovedpersoner. De er nemlig så søde – både hver for sig og sammen. I det hele taget er det sådan en sød kærlighedshistorie, som ikke kan andet end give dig lykkebobler i maven.

“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz

| Simone Hagemann

Titel: “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” / Forfatter(e): Benjamin Alire Sáenz / Serie: Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe #1 / Sideantal: 388 / Forlag: CarlsenPuls / Udgivet: 7.6.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Dante kan svømme. Det kan Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.

Men da Ari og Dante mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de opdager, at universet er et stort og besværligt sted.

Dette er historien om to drenge, Ari og Dante, der må lære at tro på hinanden og på styrken af deres venskab, hvis de nogensinde skal blive mænd.

“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” efterlod mig med et vivar af modstridende følelser. Både glæde, kærlighed og varme. Men også skuffelse, melankoli og en følelse af noget uforløst. Bogen føles på en måde lidt som sand i munden. Sand der støver, og aldrig helt vil forsvinde, men samtidig også smager tørt og fladt. Det er en bog, som på en eller anden måde har sat sig dybt fast i mit hjerte. Men samtidig kan jeg bare ikke helt elske den på den måde, den har fortjent. Uanset hvor meget mit hjerte ellers gerne ville have det. Det er en helt klassisk udgave af kampen mellem hjertet og hjernen. Kærligheden og fornuften. Selvom de i sidste ende nok vinder begge to. Bare på en helt anden måde end jeg havde forventet.

“En anden af universets hemmeligheder: Nogle gange var smerte et uvejr, der kom ud af det blå. Den fineste sommermorgen kunne ende i et regnskyl. Kunne ende med torden og lyn.”

Jeg har ventet i mange år på endelig at møde Ari og Dante. Ventet med spænding fordi jeg var sikker på, vi ville blive de fineste venner. Af uransagelige grunde skete mødet dog ikke, før jeg var så heldig at få stukket en ny udgave af dem i hånden. I mellemtiden er rosen for bogen kun blevet større og større, og mit hjerte har åbnet sig mere og mere op for fortællingen. Derfor er det også så svært at indse, at den endte med at skuffe mig. Jeg forstår nemlig rosen. Jeg forstår alle priserne – og jeg forstår, hvorfor alle taler om den. Men jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg skal tale med. For hvad gør man, når man elsker noget – men ikke på den rigtige måde? Eller i hvert fald ikke på den måde, man gerne ville.

“Hendes øjne var som nattehimlen over ørkenen. Det var, som om der var en hel verden indeni hende. Jeg kendte intet til den verden.”

Ari og Dante styrer historien. Hvilket ikke kunne være anderledes. Men nogle gange kommer de bare til at overtage for meget. På den måde hvor jeg ikke kan lade være med at blive træt. Blive træt af ikke at opleve andet end deres historie. Blive træt på den måde, hvor man kunne havde kastet et hvert mærkeligt plottwist efter mig, og jeg ville havde klappet i mine hænder. Mit problem med historien ligger nemlig i, hvor karakterdreven den er. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg manglede bare mere historie. Nøj, hvor manglede jeg meget lidt mere historie. Altså ikke fordi der ikke var en historie, og denne ikke var vidunderligt. For det var den på rigtig mange punkter. Det var bare ikke nok. Ikke nok til at kunne hægte mig fast og trække mig op på krogen. Jeg smuttede derfor væk flere gange, og på trods af jeg blev trukket op endnu flere gange, så kom jeg aldrig helt op. Bogen kom med andre ord aldrig helt ind under huden på mig. I hvert fald ikke på den måde, hvor jeg ikke sagtens kunne lægge den fra mig. Både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

“Jeg havde det, som om jeg kiggede ind i et spejl. Men det fik ikke mit hjerte til at briste.”

Jeg elskede “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” for det fine sprog, de skønne betragtninger, overvejelserne, personerne og historien. Men jeg afskyr bogen for, hvordan den fik mig til at føle. Hvordan den ikke fik mig til at elske sådan rigtigt, men kun til at holde af. For den har fortjent så meget mere. Det er ikke dig, det er mig. Men husk på du altid vil have en særlig plads i mit hjerte. For slippe dig kommer jeg ikke sådan lige til.

“Når ingen hører dig skrige” af Stephanie Perkins

| Simone Hagemann

Titel: “Når ingen hører dig skrige” / Forfatter(e): Stephanie Perkins / Serie: – / Sideantal: 300 / Forlag: CarlsenPuls / Udgivet: 19.4.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det er næsten et år siden, at Mekani Young flyttede ind hos sin bedstemor langt ude på landet i Nebraska, og hun er stadig ved at finde sig til rette i sit nye liv. Og hun er stadig jaget af sin fortid i Hawaii.

En efter en bliver hendes medstuderende på byens lille high school myrdet i en række brutale drab, og imens politiet jager morderen, breder uhyggen og usikkerheden sig, og Mekani bliver tvunget til at forholde sig til sine egne mørke hemmeligheder.

Elsker du også at smide dig på sofaen, finde popcornene frem og hive tæppet godt op omkring dig, imens du måske skygger lidt for øjnene med en pude? Selvfølgelig kombineret med at en af Scream-filmene ruller henover fjernsynet. Så bør du helt klart prøve at skifte filmen ud med “Når ingen hører dig skrige.” Jeg tror i hvert fald ikke, du vil fortryde det. Altså så længe du selvfølgelig stadig krydrer det hele med en omgang popcorn og (u)hygge. Og husker at afsætte hele aftenen, for du kommer ikke til at lægge bogen fra dig igen, før du har læst den sidste side.

“Når ingen hører dig skrige” er det perfekte bud på slasher-genren i bogform! Den læses fuldstændig som en film, og jeg sad flere gange og tænkte, at den læses ret meget som Scream, hvilket jeg elskede den for. Det er jo selvfølgelig en anden historie, men trækkene fra genren og filmen er der, og jeg er vild med det. Så vild med det, at jeg nu bare drømmer om flere af denne slags bøger fra Perkins’ hånd, for de kan altså virkelig noget.

Bogen er måske ikke det mest originale, jeg nogensinde har læst. Hvilket også gjorde, at den var ret forudsigelig med kun ganske få overraskelser. Men alligevel var den virkelig fed, og på stort set alle måder, det jeg drømte om, den vile være. Også selvom dens fokus på selve kærlighedshistorien måske er lidt større, end jeg havde forventet. Men den indeholder tilpas meget blod, vold og brutalitet til alligevel at opveje det for mig. Desuden vil jeg da ikke se mig fri for, at den gav mig lidt myrekryb og gjorde, at jeg spejdede lidt ekstra ud i mørket. Eller at jeg har gået og været lidt ekstra opmærksom på, om alle ting nu også forbliver på deres plads.

Det er desuden en bog med fart og feltet. Præcis som det skal være, når en masse mennesker skal slagtes på kort tid. Alligevel må jeg indrømme, at jeg til tider fandt tempoet en smule for hurtigt. Det passede egentlig meget godt til bogen og historien, men jeg ville bare gerne havde været lidt længere tid i nogen af scenerne. Ydermere kunne et lidt langsommere tempo måske havde betydet en lidt længere bog, hvilket bestemt ikke ville havde gjort mig noget. Der var nemlig også nogle emner og ting, som jeg gerne havde set blive uddybet og arbejdet lidt mere med.

Alt i alt er “Når ingen hører dig skrige” altså et must-read, hvis man er til slasher-genren. Eller hvis man godt kan lide at få krydret romantikken med masser af mord, for det kommer man bestemt ikke uden om i denne bog. Det er faktisk ret utroligt, hvor mange mennesker, Perkins’ har nået at få slået ihjel i løbet af bare 300 sider.