“Dødens galleri” af Chris Carter

Titel: “Dødens galleri” / Forfatter(e): Chris Carter / Serie: Robert Hunter #9 / Sideantal: 415 / Forlag: Jentas / Udgivet: 16.3.2018 / Læst på: Dansk

En morder er i færd med at skabe sit mesterværk.. og han vil have dig med i sin samling..

“I min enogtredive år ved politiet har jeg set rigeligt med vanvittige ting, men hvis jeg fik lov til at vælge én ting, jeg kunne slette fra hukommelsen, så ville jeg vælge dét derinde.”

En kvindelig topmodel bliver fundet myrdet i sit hjem. Morderen har flået hende, skåret hænder og fødder af hende og oversmurt væggene i hendes soveværelse med blod. På hendes ryg har morderen snittet en besked. Snart viser det sig, at hun ikke er det eneste offer. Der er tale om en seriemorder, og han har mange overraskelser i ærmet.

Fuldstændig uventet tvinges Hunter og Garcia til at arbejde sammen med FBI i jagten på morderen, hvis jagt efter ofre overskrider statsgrænser; en psykopat, som elsker at myrde, fordi det er andet end blot mord for ham – det er kunst.

“Dødens galleri” var, som Carters bøger altid er, en meget intens læseoplevelse. Den sugede mig ind ved første sætning, og jeg havde på ingen måde lyst til at slutte min læsning af den – ikke engang da der ikke var flere sider tilbage. Jeg blev simpelthen så opslugt, at jeg læste bogen henover halvandet døgn, hvilket ellers aldrig rigtig sker længere, da tiden ikke er til det. Men jeg kunne altså ikke andet end at benytte hvert eneste lille ledige sekund til at læse videre. Hvilket var så fedt! Jeg elsker nemlig, når bøger ikke lader mig slippe ud af deres greb, og det ville denne bestemt ikke.

Bogens historie var meget klassisk Carter – men på den fede måde, som det altid er. Der var masser af ulækre detaljer, og en seriemorder som kryber langsomt ind under huden på én og giver myrekryb. Jeg vil i hvert fald gerne indrømme, at jeg havde det ret svært med både mørke og lukkede døre efterfølgende. “Dødens galleri” var desuden også fyldt med masser af spænding, uventede og fede twists samt fart over feltet. Og selvom jeg flere gange blev forpustet over tempoet, så kunne det ikke havde været anderledes. Alligevel vil jeg dog sige, at “Dødens galleri” var lidt mere god gammeldags krimi, end at det var en thriller, og det var ret fedt at få fra Carters hånd igen. Han gør det jo godt i begge genrer.

Jeg var vild med bogen – det er der vist slet ikke nogen tvivl om. Desuden kan jeg på ingen måde vente på den næste i serien, da denne slutter med en kæmpe cliffhanger. Dog var der en gentagende ting i “Dødens galleri” som irriterede mig lidt og fik mig til at rulle øjne mere end én gang. Desuden trak det måske også læseoplevelsen lidt ned for mig, da jeg blev lidt for træt af det. Hvilket er netop Carters brug af gentagelser. “Dødens galleri” er den niende bog i serien om “Robert Hunter”, og man må derfor gå ud fra, at de fleste efterhånden kender Hunter og de andre. Alligevel bliver ting som Hunters fortid og problemer med søvnløshed forklaret på stort set samme måde, som det også bliver i de otte andre bøger. Og det bliver altså bare lidt irriterende at læse om, når siderne jo i stedet kunne bruges på at komme videre i historien.

“Dødens galleri” er dog stadig endnu en fantastisk krimi fra Carters hånd, og det er uden tvivl sådan en bog, som gør, at jeg husker på, hvorfor jeg elsker genren så meget.

“Sprækker i virkeligheden” af Camilla Wandahl og Caroline Ørsum

Titel: “Sprækker i virkeligheden” / Forfatter(e): Camilla Wandahl og Caroline Ørsum / Serie: – / Sideantal: 144 / Forlag: Facet / Udgivet: 5.3.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Siri ser sig omkring. Det synger i sivene. En skæv tone, der skærer sig ind i Siris knogler. Og kulden. Det er endnu koldere, end det var før. Fuglene er helt stille.  Hårene rejser sig i Siris nakke. Langsomt vender hun sig om mod midten af søen. Så skriger hun.”

Siri kan ikke glemme Lina, men så starter en ny pige med mærkelige slangetatoveringer i klassen.

Adams lillesøster går ned til søen om natten og stirrer ned i det grønne lys.

Og Frida sender beskeder på Facebook. Men kan det virkelig lade sig gøre, når hun er død?

SPRÆKKER I VIRKELIGHEDEN er otte noveller, der balancerer på kanten mellem virkelighed og fantasi og inviterer læseren til at tolke med.

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker et godt gys – og især hvis det er gennem børnebøger. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er bare noget ved netop disse bøger, som gør mig virkelig begejstret. Der var derfor heller ikke noget tvivl om, at jeg måtte læse “Sprækker i virkeligheden”. Heller ikke selvom jeg faktisk ikke rigtig forventede, at jeg ville falde så meget for gysene – som dog endte med at være noget mere creepy, end jeg havde forventet. Jeg blev nemlig først og fremmest fanget af, at Camilla Wandahl er den ene af bogens forfattere. Jeg er nemlig vild med hendes skrivestil, så selvfølgelig skulle jeg læse mere af hende. Bogens bagsidetekst var dog det, der overbeviste mig om at læse den med det samme, jeg fik den ind ad døren. Den gjorde mig nemlig med det samme virkelig nysgerrig, og jeg kunne derfor umuligt lade den være ulæst, når jeg hurtigt kunne finde ud af, hvad det hele gik ud på.

Jeg åbnede derfor den første side, og før jeg fik set mig om, havde jeg allerede slugt den første novelle. Og således gik det også med resten af bogen. Når jeg først startede på en novelle, så skulle jeg nærmest bare blinke, og så var den slut igen. Novellerne er godt nok korte, da der er otte fordelt på lige under 150 sider, men det var nu ikke det, der gjorde, at jeg slugte dem. Det var mere, at ingen af dem var til at stoppe med at læse igen. Jeg opdagede nemlig hurtigt, at hver novelle ledte op til et afsluttende twist, som jeg i de fleste tilfælde ikke kunne regne ud. Derfor blev jeg hurtig hooked på dem alle. Man bør dog nok læse dem en smule langsommere, hvis det er muligt. Jeg tror nemlig, jeg gik glip af nogle små detaljer hist og her, og samtidig husker jeg ikke alle noveller lige godt.

Som med alle novellesamlinger var der dog selvfølgelig både fantastiske og mindre gode noveller. Eller sagt på en anden måde var alle novellerne rigtig gode, men der er var nogle af dem, som ikke fangede mig helt lige så meget. Jeg var f.eks. ikke helt så vild med “Hånden”, “Brombærblod” og “Dukke ko”, men til gengæld elskede jeg “Lillesøster”, “Altid” og “Ulven”, og faktisk havde jeg gerne set, at de tre historier havde været meget længere. Jeg var i hvert fald helt trist, da de var slut.

Novellerne er skrevet af enten Wandahl eller Ørsum. De har altså ikke skrevet nogen af dem sammen, hvilket jeg var lidt nervøs for. Men jeg kunne på intet tidspunkt mærke, at novellerne skiftede forfatter. De er alle skrevet i et rigtig godt sprog med samme opbygning, og det fungerer helt vildt godt. Med i opbygningen af novellerne er der desuden lagt en tanke i, at de skal kunne bruges til undervisning. Hvilket ikke er noget, jeg som sådan tænkte over undervejs, men jeg er alligevel sikker på, at de vil gøre sig rigtig godt i danskundervisningen. Der er i hvert fald en masse gode og vigtige emner, som kan tages op under læsningen af bogen.

“Sprækker i virkeligheden” er altså en god solid og ret uhyggelig novellesamling, som det bestemt ikke er sidste gang, jeg har læst.

“Den dag jeg glemmer” af Adam Silvera

Titel: “Den dag jeg glemmer” / Forfatter(e): Adam Silvera / Serie: – / Sideantal:  319 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 6.10.2016 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Lider du af uønskede minder? Ring til Leteo Instituttet og hør mere om vores banebrydende erindringsbefriende indgreb!

Det er svært for den 16-årige Aaron at finde glæden ved livet efter farens selvmord. Med støtte fra sin mor og sin kæreste Genevieve er han dog langsomt ved at komme ovenpå igen.

Men da Genevieve rejser væk i et par uger, møder Aaron tilflytteren Thomas. Thomas gør ham glad, og efterhånden går det op for Aaron, at han er mere end bare en ven. Problemet er, at det blandt Aarons gamle venner slet ikke er i orden at have følelser for en anden fyr. I et desperat forsøg på at lukke ned for farens selvmord, vennernes svigt og sine egne følelser for Thomas, overvejer Aaron at lade sig indlægge på Leteo Instituttet. Også selvom det vil betyde, at han helt må glemme, hvem han i virkeligheden er.

“Den dag jeg glemmer” var på mange måder en komplet overraskelse. Jeg startede med at læse den i efteråret 2016, men nåede ikke særlig langt i den, før jeg måtte opgive. Jeg ved ikke helt hvorfor, men noget ved den gjorde bare, at jeg ret hurtigt afskrev den som værende noget for mig. Jeg var derfor også ret nervøs, da jeg samlede den op igen for en måneds tid siden. Men læses det skulle den! For med udsigten til at møde Silvera og efter at havde læst “Fortid er alt jeg har”, så måtte jeg altså give den en ordentlig chance. Hvilket jeg således gjorde – og jeg nåede da også ret hurtigt forbi det sted, hvor jeg opgav sidst. Læsningen gik i det hele taget okay i et par dages tid. Men jeg var ikke rigtig solgt. Altså det var en fin bog – nok en solid middelmådig læseoplevelse. Men så heller ikke mere end det. Hvilket som sådan også var fint, selvom den ikke gav mig den store lyst til at fortsætte videre med den.

Men jo længere ind jeg kom i den, jo mere smeltede den mit hjerte. Jeg begyndte pludselig at have svært ved at stoppe min læsning, og jeg trak mere og mere på smilebåndet, når jeg læste. Ydermere kom der små grin hist og her, og jeg forelskede mig langsomt i både Aaron og Thomas. Præcis som man bør – det er nemlig så svært at lade være. Og før jeg havde set mig om, så var bogen krøbet helt ind i mit hjerte, og havde sat sig godt fast. Jeg lukkede den derfor også med en fornemmelse af, at det er en bog, jeg ikke sådan vil slippe igen.

For udover at bogen har en ret interessant historie, og at jeg var vild med Aaron og hans fortællerstil. Så arbejder bogen også med flere tunge emner, som bliver bearbejdet på fineste vis. Jeg fandt i hvert fald både bogen ret informativ og lærerig, for selvom en del af bogen er ren fantasi (især Leteo Instituttet), så bygger den alligevel oven på ting, som jeg sagtens kunne se i virkeligheden. Hvilket gjorde mig endnu mere hooked på historien og tankerne bag den.

“Den dag jeg glemmer” indeholder flere twist, og det var især disse, som endte med at gøre mig helt hooked. Først og fremmest havde jeg nemlig slet ikke set dem komme, og samtidig førte de historien i en retning, som passede så fint. Også selvom jeg aldrig selv ville havde tænkt, at det var sådan, det hele skulle forløbe. For det gav så god mening, og jeg kan kun elske Silvera for at havde taget det valg for historien.

“Fortid er alt jeg har” af Adam Silvera

Titel: “Fortid er alt jeg har” / Forfatter(e): Adam Silvera / Serie: – / Sideantal: 349 / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 15.6.2017 / Læst på: Dansk

Da Griffins første store kærlighed og ekskæreste, Theo, drukner ved en ulykke, falder Griffins verden sammen. Selvom Theo var taget afsted på college og blevet kærester med Jackson, var Griffin ikke i tvivl om, at han på et tidspunkt ville komme tilbage til ham.

Oven i det hele er Jackson den eneste, der forstår Griffins hjertesorg. Men uanset hvor meget de to taler sammen og åbner sig for hinanden, bliver Griffin mere og mere deprimeret. Han er ved at miste sig selv til sine tvangstanker og destruktive valg. Og de hemmeligheder, som han har gået og gemt på, er ved at flå ham i stykker.

Hvis Griffin skal have håb om en fremtid, må han først konfrontere sin fortid.

Jeg har tidligere prøvet at læse “Den dag jeg glemmer”, men blev aldrig rigtig fanget af den. Derfor havde jeg lidt afskrevet Silveras forfatterskab. Men da jeg så, han kom til Bogforum, blev jeg alligevel nysgerrig. Jeg turde dog ikke helt kaste mig over “Den dag jeg glemmer”, da jeg var bange for at lande i en læsetørke. Derfor endte jeg med at vælge “Fortid er alt jeg har” istedet. Også selvom jeg ikke helt vidste, hvad den handlede om. Det viste sig dog, at det var et rigtig godt valg. Bogen solgte i hvert fald ret godt Silveras forfatterskab til mig.

“Kærlighed begynder og ender ikke med en eller anden onlinestatus.”

Bogen handler rigtig meget om sorg, kærlighed og venskab, hvilket er en rigtig god kombination. Kærligheden og venskaberne får sorgen til at virke dybere, og jeg følte virkelig for både Griffin og Jackson. Sorgen bliver nemlig beskrevet på en måde, hvor den er let at relatere til – uanset om man har oplevet noget lignende, eller ‘bare’ tidligere har oplevet sorg på andre måder. Ydermere har Griffin tvangstanker, hvilket også har et stort fokus i bogen. Men på en måde hvor det er en naturlig del af ham som karakter, og hænger godt sammen med hans væremåde og måde at håndtere sorgen på. Det bliver altså bearbejdet på en rigtig god måde, og det føltes aldrig som om, det blev forceret.

“Det er allerede noget lort, at jeg knuser mit eget hjerte for hans lykke. Men hvis han er lykkelig, så er jeg også lykkelig. Ikke?”

“Fortid er alt jeg har” er en fantastisk bog, der knuser dit hjerte en smule, og får dig til at savne Theo. Også selvom du aldrig rigtig når at opleve ham som person. Griffins udvikling gør dog også, at bogen giver masser af håb. Den viser nemlig rigtig godt, at selvom det hele måske føles rigtig svært, og både sorgen og kærligheden altid vil være der, så bør man ikke lade sit liv gå i stå. Bogen viser derudover, at det er okay at føle glæde og forelske sig igen, og det betyder ikke, at personen og minderne er mindre værd.

“Alias Alex” af Jenn Bennett

Titel: “Alias Alex” / Forfatter(e): Jenn Bennett / Serie: – / Sideantal: 366 / Forlag: Lovebooks / Udgivet: 8.9.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Bailey har fundet sin drømmefyr. Alex er filmnørd som hun, og de kan snakke sammen i timevis. Han er intet mindre end perfekt… da har bare aldrig mødt hinanden i virkeligheden.

Da Bailey flytter til Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde Alex, som bor i samme by. Men det viser sig at være sværere end som så, og da den karismatiske surfer Poter med tiden får hende på andre tanker, begynder hun at tvivle: Vil hun nogensinde møde den mystiske Alex?

Jeg startede egentlig denne anmeldelse ud med at skrive, at jeg var blevet spoilet på bogens slutning, men uden præcis at vide hvor. Det er dog lige gået op for mig, at det faktisk ikke er en spoiler – det er bare mig, der har antaget dette, fordi jeg havde forventet, at bogen ville være fyldt med mere mystik. Dog bliver jeg nødt til at sige, at det desværre alligevel var med til at trække min læseoplevelse lidt ned. Jeg følte nemlig ikke, at jeg kunne lade mig opsluge fuldkommen.

Men forelske mig kunne jeg heldigvis godt, og dette gør, at det trods alt var en rigtig fin læseoplevelse. Den blev bare ikke en instant favorit, som jeg havde håbet. Men det behøver alle bøger jo hellere ikke at blive. Nogle bøger skal man bare læse for at nyde, og det kan man uden tvivl med “Alias Alex”.

Bogen er “You’ve Got Mail” i en vidunderlig nymoderne ungdomssetting, og det var lige præcis det, jeg ønskede, den skulle være. Den var let og fyldt med sødme, men også med hint at lidt mørkere og dyster emner. Præcis som jeg godt kan lide det. Desuden er den spirende forelskelse beskrevet så godt, at det ikke kun er Bailey, der forelsker sig i Porter. Det gjorde jeg også! Jeg forelskede mig dog helt klart også i Bailey som person – især fordi jeg kunne se så meget af hende i mig selv og dermed også relatere til mange af hendes tanker.

I det hele taget er “Alias Alex” en sukkersød, sjov og fantastisk fortælling om den første rigtige store kærlighed. Men samtidig er det også en fortælling om at være tro mod sig selv, og om hvordan man overkommer traumatiske oplevelser – både for sig selv, men også i samarbejde med andre.