Weekend Reads #28: Uge 13

I indlægskategorien “Weekend Reads” vil jeg hver fredag vise min #fredagsbog, samt hvad jeg ellers planlægger at læse henover weekenden. Desuden vil jeg fortælle lidt om mine generelle weekendplaner, samt hvorfor det netop er de udvalgte bøger, jeg vil give mig i kast med.

Denne omgang Weekend Reads er lidt speciel. Vi er jo midt i Påsken, hvilket betyder en ekstra lang weekend, og samtidig er vi ved at være tæt på mållinjen for #TBRTackling2018, som slutter i morgen. Ikke nok med det, så er denne fredag i sig selv også ret speciel. Det er nemlig otte år siden, at jeg mødte en helt særlig fyr, og vi endelig kunne kaldes os for kærester. Udover at kysse lidt ekstra og måske se en film sammen i aften, når Tim er lagt i seng, så fejrer vi dog ikke dagen. Vi udskyder det nemlig lidt til et senere tidspunkt, hvor vi kan få Tim passet. Jeg har derfor brugt det meste af formiddagen på at få taget billeder til Instagram. Man må jo udnytte det gode lys, mens det er her. 😉 Men resten af dagen tror jeg mest af alt skal gå med afslapning og masser af læsning. Det er jo anden sidste dag i #TBRTackling2018, og samtidig er jeg i øjeblikket i gang med “Dødens galleri” af Chris Carter, og den er altså meget svær at slippe.

Resten af Påsken skal desuden også mest af alt bare bruges på afslapning, og på at nyde at Alex har fri. Det er nemlig så skønt at have ham hjemme nogle dage. Vi har derfor heller ikke andre planer, end at vi skal ud at spise hos min mormor på søndag. Og så skal der lige gøres rent, men det håber jeg på, vi nogenlunde hurtigt kan få overstået i morgen. På trods af et minimum af planer så har jeg dog ikke lavet nogen TBR for weekenden. Jeg kan nemlig mærke, at jeg bare skal sluge “Dødens galleri”, og så finde ud af, hvad jeg er i humør til efterfølgende. Jeg vil derfor ikke presse mig selv til at bestemme noget på forhånd.

Hvad er dine planer for resten af Påsken?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *