Top 13 af 2013

Den anden dag fik i en lille oversigt over min læsning i 2013, men derfor skal I da ikke snydes for en top 13 alligevel. En del af bøgerne er (selvfølgelig) gengangere fra oversigten, men jeg har prøvet at skrive lidt om, hvorfor bogen er endt på netop denne liste.

Jeg har prøvet på hverken at tage genlæsninger, eller flere bøger i den samme serie med. Men der er selvfølgelig undtagelser, for det kan jeg ikke lade være med at have. Desuden er Harry Potter serien igen udeladt, da den ellers nok ville fylde ca. syv af pladserne 😉

Alkymisten af Poulo Coelho
Jeg blev bare så grebet af den, selvom det normalt ikke er noget, jeg læser. Desuden er det sådan en god fortælling med helt fantastiske budskaber. Den skal helt sikkert snart genlæses, for jeg tror simpelthen ikke, jeg kan få nok af den.

Delirium af Lauren Oliver
Jeg havde hørt meget godt om den, men også en hel del dårligt. Jeg var derfor også helt overrasket over, hvor begejstret jeg blev for den. Jeg elskede virkelig både historien, personerne og byen/universet.

Dig og mig ved daggry af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved
Den er så barsk, og samtidig så fantastisk. Jeg havde svært ved at læse den, da den virkelig gjorde mig trist. Men jeg synes alligevel, det er rigtig vigtig læsning.

Dødens kunstner af Chris Carter
Endnu en helt fantastisk krimi af Carter. Der var ulækre beskrivelser af gerningssteder, og jeg kunne ikke gætte morderen. Så ja, helt perfekt! Hvis vi lige lader være med at tænke på den utrolig dårlig oversættelse.. Nøj, hvor var jeg træt af den – men det skal jo ikke gå ud over bogen, som jeg elskede.

Dødsshowet af Chris Carter
Dette er på ingen måder bare en krimi. Den fik mig virkelig til at tænke, for den måde mordene bliver begået, er jeg bange for, også ville kunne ske i virkeligheden. Jeg kan desværre ikke skrive mere, uden at komme til afsløre hele bogens handling. Men konklusionen er sådan set også bare, at jeg virkelig elskede den!

Glød af Maya Banks
Jeg kan virkelig godt lide denne trilogi, men især denne er jeg ret vild med. Jeg synes selve historien i denne bog var rigtig god, og så er den altså helt perfekt som afslapningsbog.

Politi af Jo Nesbø
Genfærd (bogen før denne) sluttede virkelig ondt, og jeg var faktisk overbevist om, der ikke kom flere. Jeg var derfor så glad, da denne udkom – og da selve historien i den samtidig var rigtig god, så var jeg solgt.

Protokollen af Michael Katz Krefeld
Jeg blev så grebet af den! Historien fungerede rigtig godt, og var virkelig spændende fra start til slut. Da jeg lukkede bogen, havde jeg med det samme lyst til at læse den næste, hvilket altid er et godt tegn.

PS: Jeg elsker dig! af Cecelia Ahern
Den er så sød, så rørende, så fantastisk! Jeg elskede den! Jeg kan virkelig ikke sige noget negativt om den. Den er bare så god.

Slettet af Teri Terry
Dystopi plejer ikke at interessere mig, men denne bog var helt fantastisk. Jeg elskede Kyla, og hele hendes udvikling gennem bogen. Desuden synes jeg virkelig, det er en spændende historie, og jeg glæder mig meget til at læse den sidste bog i trilogien.

Stardust af Neil Gaiman
Det var den første bog, jeg læste af Gaiman, og den har virkelig givet mig lyst til at læse mere af ham. Historien var virkelig sød, og så er bogen simpelthen så eventyrlig. Og jeg blev virkelig draget af universet, som jeg synes, var rigtig godt beskrevet.

Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson
Denne er egentlig lidt snyd, da det er en genlæsning, men jeg elsker den simpelhen så meget. Historien er virkelig rørende, og Susanne er en helt igennem fantastisk person. Jeg anbefaler den virkelig på det kraftigste – og så er den jo samtidig ret hurtigt læst, men på ingen måder hurtigt glemt.

Øjensamleren af Sebastian Fitzek
Jeg havde absolut ingen forventninger til denne bog. Jeg kendte hverken bogen eller forfatteren, men fandt den tilfældigvis en dag på biblioteket, og tænkte at den lød spændende. Og spændende var den i hvert fald! Fitzek skriver rigtig godt, og det er bestemt ikke den sidste af hans bøger, jeg læser. Og måske denne også snart skal genlæses – den var i hvert fald rigtig god.

Har I nogle af de samme bøger på jeres top 13 af 2013, eller måske andre som I kan anbefale?

Skriv en kommentar