Anbefalinger til forårslæsningen

Det er godt nok en rimelig kedelig og grå mandag i dag, men især weekendens vejr har for alvor gjort mig i forårsstemning. Vejret har jo bare tigget om, at man bruger så meget tid ude som overhovedet muligt. Jeg håber derfor også på, det er ved at være tid til at dase på altanen med næsen i en god bog. Man kan selvfølgelig læse lige præcis den bog, man har lyst til. Men de lyse tider, solen og varmen gør, at jeg automatisk længes efter lette kærlighedsromaner. Gør I også det? Hvis I gør, så synes jeg i hvert fald, I skal prøve at kaste jer ud i en af nedenstående bøger, som alle har mine varmeste anbefalinger.

  1. “Aftalt spil” af Elle Kennedy
  2. “Anna og det franske kys” af Stephanie Perkins
  3. “Bare en dag” af Gayle Forman
  4. “De sidste jomfruer i verden” af Tom Ellen og Lucy Ivison
  5. “Gnist” af Maya Banks
  6. “Mødet” af Anna Todd
  7. “Måske en dag” af Colleen Hoover
  8. “The Rosie Project” af Graeme Simsion
  9. “The Summer I Turned Pretty” af Jenny Han
  10. “Vores ø” af Tracey Garvis Graves

Bøgerne er ret forskellige i længder, målgrupper og grad af lethed og ‘fluffiness’. Men de har det tilfælles, at de alle sammen er ret let fordøjelige, og dermed vil gøre sig helt perfekt til en afslapningsdag i solen. Derudover er der en god portion humor og skøn kærlighed i dem alle, og det skal man altså heller ikke kimse af.

Hvilke bøger kan I anbefale til forårslæsningen?

Konkurrence #2: 4 år!

Konkurrence #2Hip hurra, det’ min fødselsdag! Eller altså det er bloggens fødselsdag, og i år fylder den hele fire år. Det er altså vildt at tænke på. Jeg har tidligere haft flere forskellige blogs, men ingen af dem er nået at blive så gamle; og ingen af dem har jeg været så glad for som denne. Men jeg brænder virkelig også for bøger og bøgernes verden, og det hjælper nok også en del på det. Desuden elsker jeg virkelig det miljø og den verden, som bloggen har gjort mig til en del af; jeg har i hvert fald lært så mange skønne mennesker at kende gennem den.

Desuden er jeg så taknemmelig for, at I er en masse, der har lyst til at følge med herinde; også selvom jeg f.eks. har været ret så stille de sidste mange måneder. Det betyder virkelig meget for mig, at rigtig mange af jer holder fast, også selvom aktivitetsniveauet har været nærmest ikke eksisterende. For med jer bliver det hele altså bare endnu sjovere! Jeg er derfor også virkelig glad for at kunne sige, at bloggen pt. er tre følgere fra at ramme 300 på Bloglovin’, hvilket altså er ret vildt (i hvert fald for lille mig ;)).

For at fejre bloggen lidt holder jeg selvfølgelig en konkurrence. Præmien består af ét eksemplar af Vores ø af Tracey Garvis Graves; en bog jeg virkelig elsker (læs min anmeldelse af den her), og som jeg slet ikke føler har fået den hype i Danmark, som den ellers helt sikkert fortjener. Jeg tænker derfor, at dette er en perfekt anledning til at give i hvert fald én mere mulighed for at læse den.

For at deltage i konkurrencen skal du lægge en kommentar herunder, hvori du fortæller lidt om den/de bedste bøger, som du (indtil videre) har læst i år. Hvilke bøger der er på min liste, må I dog vente med at se til starte af det nye år. 😉 Derudover skal du følge bloggen på Bloglovin’, hvilket man kan gøre lige her, og huske at skrive din mail, så jeg kan få fat i vinderen. Du skal desuden have en dansk adresse, jeg kan sende til. Konkurrencen slutter d. 3/1 2016 kl. 13.00, hvorefter jeg hurtigst muligt vil finde en vinder.

Held og lykke!

Månedens læsning #17: Maj

Maj har i stor grad også været præget af eksamensskrivning og mangel på energi, når jeg har nået mit skrivemål. Jeg har dog alligevel noget at få læst en del bøger; faktisk flere end jeg lige troede. Jeg tror dog måske, det er fordi, jeg blander lidt rundt på maj og april – hele eksamensperioden er lidt udvisket og blandet sammen. Jeg afleverede dog mit projekt én uge før tid, og har derfor brugt majs sidste uge på at være på skøn afslapningsferie hos mine forældre. Og her har jeg selvfølgelig også fået læst en smule.

Maj måned bød på 9 læste bøger, hvoraf én var en comic og én anden blev hørt som lydbog. De læste bøger har bestået af bøger, jeg længe har ville læse, og nogle jeg ikke rigtig havde overvejet videre, men som virkede perfekte i øjeblikket. Også selvom især én af dem viste sig slet ikke at være noget for mig; men sådan er det jo nogle gange.

De 9 bøger svarer til 2285 sider, hvilket vil sige 73 sider i gennemsnit om dagen. Hvilket også er noget mere, end jeg lige havde forventet. Men det skyldes nok også, at jeg har haft en del dage, hvor jeg slet ikke har fået læst noget, og andre dage hvor jeg har læst virkelig meget.

I maj har jeg læst følgende:

  • Joyland af Stephen King: 4. Ret simpel men alligevel også samtidig virkelig rørende. Anmeldt her.
  • Endnu en Katherine af John Green: 3. En okay bog. Jeg elskede bogens personer, men var ikke videre begejstret for historien eller måden, den var skrevet på. Anmeldt her.
  • Gåden om Alaska af John Green: 4. En virkelig skøn og positiv læseoplevelse. Jeg holdte meget mere af den, end jeg havde forventet, jeg ville. Anmeldt her.
  • Matilda af Roald Dahl: 3. Rimelig skuffende. Ville dog helt sikkert havde elsket den som barn.
  • Ms. Marvel, Vol. 1: No Normal af G. Willow Wilson og Adrian Alphona: 4. Super skøn comic! Jeg glæder mig meget til at læse videre i serien.
  • fredag lørdag søndag af Christine Lind Ditlevsen: 1,5. Alt for forvirrende med mange mærkelig “unge”-bemærkninger, som jeg ikke forstod. Anmeldt her.
  • Vidunderlige skam af Rikke Grosell: 3. Meget interessant men sexscenerne blev til tider lidt for meget. Anmeldt her.
  • Vores ø af Tracey Garvis-Graves: 5. Fantastisk genlæsning af en af mine absolutte yndlingsbøger. Anmeldt her.
  • The Fill-In Boyfriend af Kasie West: 4. Virkelig hyggelig bog med nogle skønne personer.

Har I læst noget godt i løbet af maj?

Anbefal mig sommerlæsning

Anbefal mig sommerlæsningPræcis som sidste år, så skete der et eller andet med min læsestil, idet vejret blev en anelse varmere, fuglene rigtigt begyndte at pippe, og naturen sådan rigtigt begyndte at springe ud igen. Desuden er vi lige gået ind i maj, og med denne måned begynder jeg nærmest at kunne dufte sommer og frihed – også selvom der realistisk nok lige går nogle uger, før friheden sådan rigtig indfinder sig, da der jo lige er to eksamensopgaver, der skal skrives først (eller altså den ene er heldigvis allerede næsten færdig).

Men tilbage til ændringen af min læsestil, så har jeg endnu engang fået lyst til at læse lidt mere lette, fluffy og søde sommerbøger – som dog også godt må røre mig på en eller anden måde. Det må meget gerne være new adult, da jeg er blevet ret glad for den genre på det sidste; men jeg siger bestemt heller ikke nej til forslag på gode young adult eller ‘voksenbøger’. Bøgerne må meget gerne være på engelske, men det gør bestemt heller ikke noget, hvis de er danske/oversat til dansk.

Jeg tænker, at bøgerne gerne må være lidt i stil med nedenstående. Selvom de nedenstående bøger dog er ret forskellige, så håber jeg, det hjælper lidt på at forstå, hvilke slags bøger jeg leder efter anbefalinger af. Desuden må det meget gerne være nogle bøger, som ikke er helt så kendte – men det er ikke et krav. Jeg skal nok blive glad for anbefalingen uanset hvad. Jeg har forresten selvfølgelig planer om at læse resten af bøgerne i serien ved de af de nedenstående, som er en del af sådan en.

  • Anna og det franske kys af Stephanie Perkins
  • Full Measures af Rebecca Yarros
  • Maybe Someday af Colleen Hoover
  • Mødet af Anna Todd
  • On the Fence af Kasie West (eller ja, egentlig bare alle hendes bøger)
  • Summer-serien af Jenny Han
  • This is Falling af Ginger Scott
  • Vores ø af Tracey Garvis Graves

Kom så med alle jeres skønne anbefalinger – jeg ved i sidder med nogle, som jeg bare MÅ kende til.

Top 14 læste bøger i 2014

Top 14 læste bøger i 2014I søndags gjorde jeg status over min læsning i 2014, og fortalte jer om forskellige læseoplevelser i det forgangne år. I fik dog ikke at vide, hvilke bøger jeg egentlig finder de bedste af de bøger, jeg læste i løbet af 2014. I dag får i derfor en liste over mine 14 bedste bøger læst i 2014.

Bøgerne står i alfabetisk orden, da jeg simpelthen ikke kan sætte dem i rækkefølge. Jeg elskede nemlig virkelig dem alle på hver deres måde, og jeg synes derfor heller ikke, det ville være retfærdigt at skulle prøve at rangere dem.

I år har det dog ikke været helt så svært for mig at udvælge mine top 14 bøger, da de virkelig på en eller anden måde alle sammen har stået klart frem i min hukommelse. Dog er der selvfølgelig flere bøger, som jeg gerne ville have haft på, da jeg virkelig også var meget begejstret for dem, men der var altså kun plads til 14, så jeg måtte vælge lidt mellem dem.

Britt-Marie var her af Fredrik Backman
Britt-Marie var min anden bog af Backman, og selvom den ikke nåede helt op på højde med En mand der hedder Ove, så elskede jeg den virkelig alligevel. Britt-Marie var en fantastisk personlighed, og jeg var samtidig også meget vild med selve bogens historie.

Eleanor og Park af Rainbow Rowell
Denne bog efterlod mig fuldstændig tom. Jeg græder normalt ikke til bøger, men i løbet af min læsning af denne fik tårerne frit løb. Historien var simpelthen så ægte, og jeg kunne virkelig relatere til den. Desuden elskede jeg virkelig både Eleanor og Park, de var virkelig bare så gode

En mand der hedder Ove af Fredrik Backman
Denne bog indeholder simpelthen så meget kærlighed, men samtidig er den også både sørgelig og virkelig skæg. Jeg forelskede mig fuldkommen i den bitre men virkelig søde Ove, og samtidig var det en fuldstændig perfekt introduktion til Backman, som uden tvivl er ved at blive en af mine yndlingsforfattere.

How We Deal with Gravity af Ginger Scott
Jeg var hooked allerede fra bogens prolog, som jeg fandt helt fantastisk, og niveauet fra denne fortsatte gennem hele bogen. Bogens historie var rigtig god, og jeg nød meget at læse om autisme, men det var uden tvivl bogens personer, som gjorde det til sådan en god læseoplevelse. Jeg elskede nemlig hver og én af dem. Personerne udvikler sig en del i løbet af bogen, og denne udvikling var simpelthen også så skøn, og fik dem virkelig til at fremstå som ‘rigtige’ mennesker.

The Hunger Games af Suzanne Collins
Denne bog blev simpelthen så hypet, hvilket fik mig til at udskyde den alt for længe. Hvilket jeg virkelig fortrød, da jeg endelig fik den læst. Den var jo så god, og jeg forstår virkelig godt hvorfor, den blev så hypet, og samtidig fortjente den det virkelig også. Jeg læste bogen på under et døgn, hvilket jeg aldrig havde prøvet med en engelsk bog før, så det siger også ret meget om, hvor fanget jeg var af den. Og det var på trods af, jeg faktisk allerede kendte historien, da jeg havde set den første film.

Endgame: Kaldet af James Frey og Nils Johnson-Shelton
Denne bog var simpelthen så spændende, og jeg var fuldstændig opslugt af den fra start til slut. Den forvirrede mig til tider, men alligevel er det uden tvivl en af de bedste dystopiske bøger, jeg nogensinde har læst. Faktisk tror jeg måske endda, jeg synes, den var bedre end The Hunger Games, hvilket siger en del, da jeg jo virkelig også elskede denne. Jeg kan desuden slet ikke vente med at læse den næste bog i serien, som jeg er sikker på bliver mindst lige så fantastisk.

Kys mig langsomt af Tammara Webber
Dette er en kærlighedshistorie, men samtidig er det en bog, der tager lidt dybere emner op (f.eks. voldtægt), og behandler dem på en helt fantastisk måde. Og det var nok dette, som virkelig fik mig til at elske bogen. Historien var nemlig rigtig god, og selvom kærlighedshistorien til tider kunne have virket overfladisk, så gjorde den det netop ikke fordi, man havde de lidt mørkere emner, til at trække den ned på et niveau, som virkede meget ægte. Desuden var personerne i bogen virkelig også bare fantastiske.

Maybe Someday af Colleen Hoover
Denne bog endte med at blive et meget følelsesladet bekendtskab for mig. Jeg vidste stort set intet om bogen, før jeg gik i gang, og fik derfor lov til at opleve det hele fra start sammen med Sydney og Ridge. Bogen var skrevet fuldstændig fantastisk hvad angår både historie, personer og sprog, og jeg tænker stadig rigtig meget på den. Bogen splittede samtidig mine følelser, og jeg elskede at hade dele af den, fordi handlingen simpelthen var så ægte og hjerteskærende.

Ondskab af Chris Carter
Carter er og bliver en af mine absolut yndlingsforfattere så selvfølgelig befinder dig sig også en af hans bøger på listen. Denne bog var dog meget anderledes end resten af de bøger, han har skrevet, men det gjorde den på ingen måder dårligere. Faktisk er jeg rimelig sikker på, at denne er blevet min favorit i Robert Hunter-serien, da jeg simpelthen var så vild med den.

Sandheden om Harry Quebert-sagen af Joël Dicker
Dette er en bog, der spænder meget bredt, da den består af flere forskellige fortællinger. Dette fungerer dog virkelig fuldstændig perfekt, og jeg elskede den for det. Bogen var desuden ret spændende, men samtidig også meget inspirerende, idet den handler om det at skrive og udgive en bog, hvilket jeg fandt virkelig interessant. Men samtidig er det også nærmest både en krimi og en kærlighedshistorie, og jeg er dybt imponeret over, hvordan Dicker har formået at putte så mange elementer ind i en bog og samtidig få handlingen til at stå så klart frem.

Stadig Alice af Lisa Genova
Dette var sådan en sørgelig bog, men samtidig var det en helt fantastisk og meget indsigtsfuld bog. Jeg elskede at følge med i Alice liv og høre om, hvordan hun havde det med hendes sygdom. Når hun intet kunne huske, og når hun var fuldstændig klar over, hvad der egentlig skete. Jeg kender ikke nogen personligt med alzheimers, men alligevel føles det lidt sådan efter at have læst om Alice. Hun virkede nemlig så ægte, og jeg følte nærmest, hun sad overfor mig og fortalte hele historien.

This is falling af Ginger Scott
Dette var en fuldstændig perfekt læseoplevelse, som jeg elskede hvert eneste sekund af. En kombination af en tragisk baggrundshistorie, en helt fantastisk beskrivelse af at komme videre og en kærlighedshistorie med alle de rette elementer var det jeg fik af denne bog, og det var sådan en fantastisk kombination. Alt fungerede bare, og jeg var virkelig opslugt af bogen.

Vi burde alle være feminister af Chimamanda Ngozi Adichie
Dette er egentlig en tale, og hører nok ikke hjemme på denne liste. Men det var en af de tekster jeg læste i 2014, som fik mig til at tænke aller mest, og som stadig står fuldstændig tydeligt i min hukommelse. Jeg synes simpelthen, den var så fantastisk, og jeg følte virkelig, at Adichie havde ret i alle hendes pointer.

Vores ø af Tracey Garvis-Graves
Der er bøger, der tager en med storm, og som man på ingen måder kan lægge fra sig igen hverken fysisk eller psykisk. Sådan en bog var denne. Jeg startede på den, og har stadig ikke sluppet den. Altså fysisk slap jeg bogen efter et par timer, da jeg havde vendt den sidste side, men psykisk tror jeg aldrig, jeg vil slippe den helt. Den var simpelthen så fantastisk!

Hvilke bøger var de bedste, I læste i løbet af 2014? Har I nogle af ovenstående bøger på jeres liste?