Læseplaner for julen

I går var det jo både første søndag i advent og første december. En dag jeg har ventet længe på. Jeg elsker virkelig jul! Og selvom lejligheden ikke er pyntet specielt meget op (min julepynt står stadig hos mine forældre – så har kun lidt, jeg har fået indkøbt den sidste uge), og jeg ikke har julet så meget, så har dagen været ret god alligevel. Men den startede så også ud med, at jeg kunne åbne en “mystisk” pakke, jeg havde modtaget i fredags med beskeden: “Må først åbnes på søndag”. Den viste sig at være fra min søster, som har været så sød at vælge at sende mig adventgaver i år. Pakken indeholdte en ring til min helix (hvilket jeg har ønsket mig så længe – men ikke fået mig taget sammen til at købe!) og min yndlingsmascara som hun havde spottet, jeg ikke havde så meget tilbage af, da hun var på besøg.

Nå men det var faktisk slet ikke det, det skulle handle om. Det skal nemlig handle om mine læseplaner for december. Jeg plejer ikke som sådan at læse efter sæsoner – min læsning er nemlig meget lyst-betonet. Men i år har jeg virkelig lyst til at læse noget julet, jeg har derfor valgt nogle bøger ud, som jeg gerne vil nå at have læst inden d. 24.

Jeg har en virkelig stor lyst til at læse eventyr i øjeblikket, så H.C. Andersen står derfor meget højt på min liste. Jeg har derfor valgt fem eventyr ud, som jeg gerne vil have læst. De fire af dem er meget korte, så dem får jeg nok læst den næste uge, som en kort overspringshandling fra opgaveskrivning. De eventyr jeg har udvalgt, er følgende:

  • Den lille pige med svovlstikkerne
  • Grantræet
  • Nissen hos spækhøkeren
  • Snedronningen
  • Snemanden

Derudover har jeg endelig fået købt Dash and Lily’s book of dares af Rachel Cohn og David Levithan, og da den vidst skulle være lidt julet/vinter-agtig, er det jo et helt passende tidspunkt at læse den på nu (og så kan jeg bare ikke vente længere!).

Desuden skal jeg ifm. læseklubben læse A Christmas Carol af Charles Dickens, hvilket jeg glæder mig meget til, da jeg aldrig har fået den læst.

Til slut har mig og kæresten besluttet os for at læse kalenderhistorier op for hinanden. Jeg læser derfor Brødrene Mortensens jul af Bjarne Reuter højt for ham. Jeg har aldrig læst bogen, men jeg var ret vild med julekalenderen, da den blev vist på TV, så mon ikke jeg også bliver glad for denne? Kæresten læser Agent 00 Nisse – mysteriet om den forsvundne hue af Martin Miehe Renard højt for mig. Han har nemlig længe plaget mig med, at jeg skulle læse den, da han synes, den er virkelig god. Så nu må vi se, hvad jeg synes om den.

Har I planer for, hvad I skal læse her i julen? Eller tager I det bare, som det kommer, ligesom jeg plejer at gøre? Kan I anbefale andre julehistorier, som jeg bare må tjekke ud?

Hvilken bog er din favorit?

Mit svar kommer for det meste altid med det samme, og lyder således:

Hele Harry Potter serien!

Svaret er jo lidt snyd, og sandheden er da også, at jeg synes, det er et virkelig ondt spørgsmål, for det er helt umuligt for mig at vælge bare én. Harry Potter serien er fantastisk, men er det min(e) favorit bog/bøger. Det ved jeg virkelig ikke.

For hvad betyder favorit egentlig? Er det den bog, jeg har læst flest gange? Den bog jeg aldrig vil glemme? Den bog jeg brugte hele natten på at læse, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig? Eller den bog, jeg ikke kan lade være med at anbefale til alle?

Jeg har virkelig ingen idé om det. Og derfor bliver mit svar altid bare Harry Potter, for det kan de fleste relatere til, og det kræver ikke så lang reflektionstid. Jeg har dog et udvalg af andre bøger, som godt kunne ligge på pladsen som favorit – jeg kan bare umuligt vælge mellem dem. Udvalget er vidst nogenlunde således:

  • Snemanden af Jo Nesbø har en helt særlig plads i mit hjerte. Det var den bog, som introducerede mig ordentlig til krimigenren, og som gjorde at jeg ikke har kunnet slippe denne genre siden. Den fangede mig ved første sætning, og jeg lagde den ikke fra mig før sidste side.
  • Bødlen af Chris Carter var nok den mest klamme bog, jeg nogensinde har læst. Men jeg elskede den! Jeg er i det hele taget helt vild med Robert Hunter serien, men den her er nok den bedste af bøgerne, og den bog som jeg læste aller hurtigst, fordi jeg bare blev nødt til at kende slutningen.
  • Freddy & Monstrene af Dennis Jürgensen har jeg så mange minder forbundet med, hvilket gør den helt speciel. Desuden synes jeg, historierne i samlingen er så hyggelige.
  • En flænge i himlen af John Green blæste mig totalt bagover, og sendte mig direkte ud i en bogkrise. Jeg kunne jo umuligt finde en bog, der var ligeså god som den. Det skete, men alligevel ligger den stadig meget højt på min liste over mulige favorit bøger.
  • Susannes dagbog til Nicholas af James Patterson havde jeg ikke rigtig nogen idé om, hvad jeg ville synes om. Den kom egentlig bare med hjem, fordi jeg lige hurtig så den på biblioteket, og synes jeg havde brug for lidt let læsning. Bogen viste sig dog at være meget mere end bare lidt læsning. Den viste sig at være en helt igennem smuk kærlighedshistorie, som jeg stadig tænker på, selvom det er meget længe siden, jeg læste den, og jeg har glemt det meste af plottet.

Har I én favorit bog, eller synes I også, det er helt umuligt at vælge bare én?

Nyt i reolen #1

Jeg vil som de fleste andre bogbloggere oprette en kategori specielt til alle de fantastiske nye bøger, der flytter ind i min reol. Jeg har aldrig været så god til, at få købt bøger (låner dem ofte bare på biblioteket), men på det sidste er der begyndt at ryge flere og flere med hjem. Derfor vil jeg også bruge denne kategori til, at holde styr på de forskellige bøger, jeg køber.

Kategorien starter godt ud, hvis jeg selv skal sige det. I går blev disse bøger (godt nok på nær Snemanden og Genfærd, som jeg allerede havde) nemlig tilføjet til reolen. Kunne jo ikke stå for det gode tilbud, eller det vil sige min kæreste ikke kunne. Jeg fik nemlig ikke lov til at købe dem selv, da han gerne ville give mig dem.

Jeg glæder mig så meget til at komme i gang med dem. Jeg er virkelig stor fan af Jo Nesbø, og ikke mindst Harry Hole – men har alligevel aldrig fået mig taget sammen til at læse hele serien, og det er på trods af, at Snemanden er en af mine absolut yndlings bøger.

Flagermusmanden af Jo Nesbø
Kakerlakkerne af Jo Nesbø
Rødhals af Jo Nesbø
Sorgenfri af Jo Nesbø
Marekors af Jo Nesbø
Frelseren af Jo Nesbø
Snemanden af Jo Nesbø
Panserhjerte af Jo Nesbø
Genfærd af Jo Nesbø