Nyt i reolen #75: Juni & juli

Eftersom bloggen har holdt lidt ferie, så har jeg slet ikke fået vist jer de bøger, jeg har fået i løbet af ferien. Og ja, vi tager lige en samlet omgang igen, da jeg har været alt for dårlig til at få skrevet ned, hvornår jeg har fået de forskellige bøger. Desuden er det jo fedt, at vi på den måde kommer hurtigt up to date. Som du kan se, er det også blevet til en rigtig god stak i løbet af de sidste par måneder, så skal vi ikke bare få kigget nærmere på bøgerne?

Først og fremmest er jeg blevet forkælet af Gyldendal. Både i form af et par anmeldereksemplarer og to skønne overraskelsespakker. “Præsidenten er forsvundet” af Bill Clinton & James Patterson og “Kvinden mellem os” af Sarah Pekkanen & Greer Hendricks havde jeg længe glædet mig til, og jeg blev derfor så glad, da Gyldendal sagde ja til at sende dem til mig. De er derfor også allerede blevet læst og nydt. “Jeg er faret vild” af Gayle Forman har jeg også længe glædet mig til, og det var derfor helt perfekt, da den dukkede op i min postkasse. Desværre er jeg endnu ikke nået til den, men den står i toppen af min TBR. “Verden styrter” af Malene Sølvsten var også en kærkommen overraskelse fra Gyldendal. Jeg er dog mega bagud og mangler derfor stadig at læse bog #2 i serien. Men det er nu alligevel rart at have denne stående klar, til når jeg får læst videre i serien.

“Tigerhjerte” af Lise Villadsen er et eksempel på, hvor godt de fleste forlag efterhånden kender min smag. Jeg spurgte nemlig efter et anmeldereksemplar af den, og dagen efter fandt jeg et eksemplar i min postkasse. Det viste sig nemlig, at Høst & Søn allerede havde tænkt, at jeg ville elske den, og derfor allerede havde sendt den afsted mod mig. “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz er et anmeldereksemplar fra CarlsenPuls, som jeg længe havde glædet mig til. Desværre endte den ikke med at blæse mig helt så meget bagover, som jeg havde håbet på. Men sådan er det jo bare nogle gange. De tre “Carl”-bøger af Ida Jessen & Hanne Bartholin var en lille feriegave til Tim fra Høst & Søn. T har godt nok endnu ikke nået at læse dem, men det har jeg til gengæld, og jeg er fan. Carl er simpelthen så sød.

Til slut har vi et par bøger, jeg selv har købt. For selvom jeg prøver på ikke at købe så meget i øjeblikket, så kommer der altså lidt med hjem engang imellem. Nogle gange er det endda andre ting end børnebøger. 😉 Først har vi “Kvinden i vinduet” af A. J. Finn, som jeg ikke kunne stå for, da Plusbog havde den ret billigt – og jeg også længe havde haft et godt øje til den. “Ask konge taber” af Camilla Wandahl fandt jeg til bibliotekssalg, og da den manglede i min samling, måtte den jo med hjem. Ligeledes stødte jeg også på “Big game” af Dan Smith, som ganske enkelt bare lød interessant. “Under overfladen” vandt en ‘gammel’ bogblogger to eksemplarer af, hvoraf jeg var så heldig at få det ene. Jeg kan dog ikke helt finde ud af, om det er noget, jeg har lyst til at læse på nuværende tidspunkt. Men den lyder ret spændende, så indtil videre har den fået en plads i reolen. Til sidst har vi “Leah på offbeatet” af Becky Albertalli, som var en af mine måneds bøger fra Plusbog i forbindelse med DBBA 2017. Så snart jeg havde vendt sidste side i “Simon vs. verdens forventninger” viste jeg nemlig, at jeg uden tvivl måtte læse mere.

Har du tilføjet nogen skatte til dine reoler de sidste par måneder?

2 thoughts on “Nyt i reolen #75: Juni & juli

  1. Nej, for en gangs skyld har jeg ikke købt bøger i månedsvis. Det gør nu ikke noget, for jeg har adskillige ulæste bøger i mit hjem, så jeg mangler bestemt ikke læsestof. Jeg prøver på at holde igen med at købe bøger ind til BogForum sidst i Oktober og indtil videre går det fint.

Skriv en kommentar