Nyt i reolen #57: Efterårs edition

Det er ingen hemmelighed, at både jeg og bloggen var ret stille i løbet af efteråret. Men det betød ikke, at min post ikke havde travlt med at komme med pakker. Efteråret bød nemlig på adskillige nye tilføjelser til mine bogreoler, og dem skal I selvfølgelig ikke snydes for. Så herunder kommer de bøger, som jeg har fået ind ad døren fra oktober til og med december. Bortset fra julegaver selvfølgelig. Dem har jeg nemlig allerede vist frem her. Desuden er der to bøger, jeg faktisk har fået i januar, som har sneget sig med på billederne. Dem vil jeg derfor ikke fortælle så meget op, da de kommer med i indlægget på næste søndag.

Først og fremmest er der kommet lidt anmeldereksemplarer ind ad døren. Tellerup var nemlig så søde at sende mig hele tre af deres efterårsudgivelser, som jeg virkelig havde glædet mig til. Således blev jeg beriget med “Den sorte dæmon” af Jon Rex Laugen, “Sjælens pris” af Haidi Wigger Klaris og “Dinea – Modertræets datter” af Louise Haiberg. Desuden udgav Politikens Forlag “Illuminae” af Amie Kaufman og Jay Kristoff i efteråret, og da de spurgte, om jeg ville have et eksemplar, var der ingen tvivl om, at det var et stort “JA!”. Med udgivelsen af Fantastiske Skabninger filmen udgav HarperCollins Nordic “Bag kulisserne på: Fantastiske skabninger og hvor de findes” af Ian Nathan, som jeg selvfølgelig også bare måtte have mine fingre i.

Næste lille stak er alle sammen gaver. Først og fremmest har jeg modtaget “Naboparret” af Shari Lapena og “Diabolik” af S. J. Kincaid som overraskelsespakker fra henholdsvis Gyldendal og Carlsen. Derudover fik jeg “Et stykke af månen” af Camilla Wandahl af Høst & Søn, som en tak for at havde været betalæser på den. “Pigerne fra Englandsbåden” af Lone Theils fik jeg af to veninder, som mente, at den måtte være lige noget for mig. Og det tror jeg bestemt, de har ret i. Til sidst har jeg fået “Twas the Night before Christmas” som adventsgave af min søster.

Den sidste bunke bøger er hovedsageligt nogle, som jeg selv har købt. “Winter Magic” af Abi Elphinstone købte jeg spontant en dag, efter jeg havde læst Michellas indlæg om vinter/julelæsning. I pakken sammen med “Et stykke af månen”, var der også den nye udgave af “Hjerte i vente” af Camilla Wandahl, hvilket jeg er så glad for. Jeg har nemlig aldrig fået den læst. De to bøger af Paulo Coelho stødte jeg på i en genbrug til 10 kr. stk., og til den pris kunne jeg jo ikke lade være med at tage dem med hjem. Det er jo virkelig billigt! Og samtidig kunne jeg godt tænke mig at læse lidt mere af Coelho, så det er ret perfekt, at jeg nu ejer dem. Både “Et helt nyt liv” af Lisa Genova og “Sankt Psyko” af Johan Theorin er loppefund, og er kommet med hjem, fordi jeg længe har været interesseret i dem. Så til en god pris kunne jeg jo ikke lade være. Til slut er der “Hvor intet kan røre dig” af Simone van der Vlugt, som jeg købte billigt af Xenia. Jeg læste bogen for lidt tid siden, og jeg elskede den virkelig, så den skulle altså også bo herhjemme.

Har I læst nogen af bøgerne, og er der især én, som I kan anbefale?

4 thoughts on “Nyt i reolen #57: Efterårs edition

  1. Jeg har læst Illuminae, dog på engelsk og den er bare et must-read, som jeg anbefaler til alt og alle. Dens format er så anderledes og helt igennem fantastisk. Og så er den samtidig vildt godt skrevet 😀

Skriv en kommentar