Dag 2 – 10 fakta om dig som ingen ved

I får også lige dag 2 i dag, så jeg kan følge med de andre bloggere, og så det gør det lidt lettere for mig selv at huske, idet det følger datoerne.

Uhh, det er jo egentlig ret svært. Jeg har ikke kunne finde på 10 fakta, som ingen ved. Jeg har istedet prøvet at finde på 10 forskellige fakta, som jeg ikke tror, at nogle af jer ved. Eller der i hvert fald kun er nogle stykker, der ved.

1. Da jeg jo går i en klasse kun med drenge, og altid har været mest sammen med drenge, har jeg kun tre ‘rigtige’ veninder. Jeg har dog en del venner, og synes egentlig for det meste, det fungerer fint.

2. Jeg er en rimelig stor film- og serienørd, og elsker at eje film. Derfor har jeg også en samling, som tæller over 400 DVD’er, det er dog sammen med min søster og mine forældre, men jeg må nok indrømme, at størstedelen af dem er mine.

3. Selvom jeg elsker at eje film, så er jeg dog ofte alt for nærig til at betale fuld pris for dem. Derfor er stort set alle mine film enten købt efter noget tid, så prisen er faldet, købt på tilbud eller købt brugte. Jeg har nemlig intet imod, at filmene ikke er helt nye. Så længe de stadig fungerer, så er jeg glad!

4. Jeg er ret stor Star Wars fan og har været det siden, jeg var ret lille. Jeg sad nemlig altid og så filmene sammen med min far, som så oversatte teksterne for mig, så jeg kunne forstå dem.

5. Jeg havde ikke læst Harry Potter før i 7. klasse, og synes faktisk filmene var rimelige uhyggelige. Vi fik dog til opgave, at vi skulle læse Harry Potter og De Vises Sten i dansk, og herefter blev jeg virkelig bare hooked, og læste resten af serien med det samme efter.

6. Jeg drømmer rigtig meget, og mine drømme er ofte meget realistiske. Desværre er det virkelig ofte marerids. Jeg er dog så heldig, at jeg ofte har svært ved at huske, hvad der helt præcist er sket.

7. Jeg drømmer om en dag at skrive min egen krimi. Ikke at den nødvendigvis skal udgives – bare jeg selv ved den eksisterer. Selvom det selvfølgelig kunne være rigtig fedt, hvis den rent faktisk blev udgivet.

8. Jeg har gennem de senere år været ret vild med tanken om at arbejde med personfarlig kriminalitet som efterforsker i politiet. Jeg er dog desværre ikke høj nok til at komme ind på politiets grunduddannelse, idet jeg kun er 159 cm. høj.

9. Jeg lider ret meget af allergi, og er f.eks. allergisk over for følgende. Birk, bynke, græs, husstøvmider, kat og kokos. Der er dog meget forskel på, hvilke katte jeg ikke kan tåle. Vi har selv fem herhjemme, hvoraf jeg nogenlunde kan tåle de fire af dem, min allergi viser sig i hvert fald kun, hvis jeg har ligget tæt sammen med dem i længere tid.

10. Og selvom jeg egentlig ikke kan tåle katte, så er jeg et udbredt kattemenneske. Hunde siger mig bare ikke rigtig noget. Altså jo, de kan da være meget søde, men jeg kommer aldrig selv til at eje en hund.

2 thoughts on “Dag 2 – 10 fakta om dig som ingen ved

  1. Jeg er bestemt også udpræget kattemenneske. Intet er mere beroligende eller mere smukt end en kats spinden. Og katte er sådan nogle vidunderligt selvstændige og personlighedsskabende dyr. Det knuser mit hjerte lidt, at jeg ikke må have kat i min nuværende lejlighed.

    1. Jeg er helt enig i dig med det med en kats spinden. Det er simpelthen så beroligende. Og ja, jeg elsker at man så tydeligt kan mærke kattes personlighed. Desuden kan jeg godt forstå, at det knuser dit hjerte lidt, at du ikke må have kat. Det håber jeg virkelig du må, når du engang flytter. Faktisk har jeg kun søgt lejligheder, hvor man må have kat. Og nej, det er desværre ikke særlig mange, specielt ikke to-værelses (sjovt nok er der en del et-værelses, hvor man gerne må have det), hvor man må have det, men hverken mig eller min kæreste vil kunne undvære vores kat i længere tid. Jeg tror i hvert fald allerede, at min kæreste synes det er lidt irriterende, at han ikke kan se ham hver dag, som jeg kan. Der er jo en del oplevelser, og minder om ham, som han går glip af 🙂

Skriv en kommentar