Da turen gik til Bogforum 2017 #1

I dag kommer første indlæg om min oplevelse på årets Bogforum. Indlægget er delt op i to, da det simpelthen blev alt for langt til ét enkelt indlæg. Desuden kommer der også et selvstændigt indlæg senere på ugen, hvor jeg viser de bøger frem, jeg fik med hjem fra messen. Jeg havde forresten presseadgang til messen, og dette indlæg er derfor en form for reklame.

Min dag startede allerede kl. 4.19, da T øffede i sin vugge. Han vågnede ikke selv af det, men da der kun var et kvarter til, min alarm ville ringe, og jeg følte mig okay frisk (hvordan!?), stod jeg op og gjorde mig klar. Kl. 5.30 blev jeg hentet af Louise og Ditte, og kl. 5.50 var Michelle ankommet, og vi havde skiftet bil, således at turen for alvor kunne gå i gang. Turen til Århus gik meget bedre end forventet, og vi kom således én hel time før, vores færge sejlede. Timen gik dog ret hurtigt, og pludselig befandt vi os på færgen mod Odden, og dermed var vi ret godt på vej. Det var dog kun indtil, vi var noget halvvejs mod Odden. På grund af en eller anden defekt dims på færgen og for meget blæst i Odden, måtte færgen nemlig vende om. Dette betød, at vi kl. 9 igen befandt os på Århus havn. Vi tog derfor en hurtig beslutning om, at vi ikke havde lyst til at vente på den næste færge, som først sejlede kl. 10.30 (og som vi ikke var garanteret plads på), og satte i stedet kursen mod Fyn og Storebælt.

Derefter gik turen heldigvis smertefrit, og omkring kl. 13.00 kunne vi træde ind ad dørene til Bogforum. Godt nok 2-2,5 time senere end forventet, men uden tvivl bedre end intet. Jeg fulgtes rundt med Michelle, og vi var komplet forvirret. Der var så mange mennesker! Dog alligevel ikke så mange, som jeg havde frygtet. Jeg havde i hvert fald troet, at det nærmest var umuligt at komme frem, men det synes jeg egentlig ikke, det var. Altså udover de steder hvor der blev holdt oplæg. Der var fuldstændig lukket til af mennesker. Derudover var vi ret forvirret over, hvor vi egentlig var, og hvor vi gerne ville nå forbi (også selvom jeg egentlig havde lavet en plan hjemmefra). Der var nemlig rigtig mange stande, og med kun få timer på messen, var det desværre helt umuligt at nå at se alt. Der skulle derfor sorteres lidt i det. Vi kom dog ret hurtigt forbi Alvilda, hvor søde Amalie fra forlaget hilste på os, og spurgte om der var noget, vi ville have med hjem fra standen. Et tilbud som jeg slet ikke havde forventet, men glædeligt tog i mod.

Herefter gik vi lidt rundt på må og få, men stødte ret hurtigt ind i Nikoline og Nanna Foss. Vi havde misset Nannas signering tidligere på dagen, men hun var i stedet så sød at signere vores bøger der, så vi også kunne komme hjem med en krusedulle. Desuden fik vi lige kort snakket med dem begge, hvorefter vi satte kursen mod HarperCollins Nordic, hvor vi skulle have signeret af Mhairi McFarlane, og jeg skulle have købt “En kuffert fuld af skabninger” Mark Salisbury, som jeg havde set, de havde ekstremt billigt. McFarlane var dog desværre blevet syg, og bogen var udsolgt, så jeg gik tomhændet derfra igen. Herefter fik vi kigget en smule mere rundt blandt alle de fine stande. Jeg kom f.eks. forbi Tellerup, hvor jeg så, de havde et rigtig godt tilbud på flere af Dennis Jürgensen ældre bøger, som nok desværre snart bliver udsolgt fra forlaget. Jeg snuppede derfor straks de tre af dem med hjem, som jeg endnu ikke havde. På dette tidspunkt var kl. omkring 14.15, og det var derfor tid til at finde frem til Lene Kaaberbøls signering. Da vi ankom var køen allerede mega lang, og jeg endte derfor med bare at droppe det. Det var nemlig mest for at få en signering med hjem til min kæreste. Det var dog højdepunktet for Michelle, så jeg fortsatte alene.

Det passede dog rigtig godt med, at jeg havde aftalt at mødes med Karin. Hun havde nemlig en bog fra Turbine med til mig, da den vidst desværre er forsvundet i posten. Vi havde lidt problemer med at finde hinanden, men efter lidt forvirret gang frem og tilbage lykkedes det endelig, og jeg kunne både lige få hilst og få min bog. Herefter fik jeg indsamlet lidt goodiebags. Både Arnold Busck og Politikens Forlag havde nemlig været så søde at skrive til mig, at jeg kunne hente lidt godt i deres stande. Hos Politikens Forlag fik jeg både hilst på en af mine kontaktpersoner, samt snakket lidt med Xenia og Anne. Derefter gik jeg over til Plusbog, hvor jeg deltog i en konkurrence, fik hilst på Nina, som jeg har skrevet en del med, og fik det fineste net med derfra. Jeg fik desuden også gået lidt mere rundt og kigget hos de forskellige stande, men snuppede ikke flere bøger med hjem. Enten var der nemlig ret godt rippet af de bøger, jeg havde udset mig – eller hvor der var gode tilbud, og ellers synes jeg ikke helt, at tilbuddene var gode nok. Men det er jo klart. De rigtig gode tilbud ryger jo selvfølgelig hurtigt – hvilket dog var lidt synd, da jeg virkelig havde håbet på at få købt noget mere med hjem.

Fortsættes…

Skriv en kommentar