Vinder af “9. november” af Colleen Hoover

Mange tak for alle lykønskningerne i forbindelse med Boghjørnets 6. års fødselsdag. Det er virkelig fedt at se, der er så mange, der er virkelig glade for bloggen. Desuden elsker jeg at se, at I også finder masser af inspiration herinde. Det er nemlig noget af det, jeg virkelig elsker ved at blogge. Det er så skønt at kunne dele mine læseoplevelser og tanker med jer – og at det samtidig kan være med til at inspirere, gør det bare endnu bedre.

I forbindelse med fødselsdagen har Lovebooks sponsoreret et eksemplar af 9. november, og den skal der selvfølgelig udtrækkes en vinder af. Endnu engang er det Random.org, der har været min venlige hjælper. Dette resulterede i tallet 46, som passer med følgende kommentar:

Stort tillykke til Dorthe! Jeg håber virkelig, du kommer til at holde af bogen. Colleen Hoover kan i hvert fald altid anbefales, og jeg er sikker på, at “9. november” er en helt perfekt bog at varme sig lidt med i vinterkulden. Du må i hvert fald have god fornøjelse med læsningen af den. Jeg sender forresten straks en mail din vej.

Er der noget, du kunne tænke dig at se (og evt. vinde) på bloggen i fremtiden? Så læg meget gerne en kommentar med forslag til dette indlæg eller send mig en mail. 🙂

6 år – en tak og konkurrence

Seks år, seks år, seks år. Det bliver ikke mere virkeligt, selvom jeg skriver det flere gange. Men hvordan kan det allerede være seks år siden, jeg udgav det første indlæg her på domænet? Eller, det var jo selvfølgelig ikke helt på dette domæne, da det jo startede ud med en fin endelse på .wordpress.com. Men du forstår nok meningen alligevel.

Havde jeg troet for seks år siden, at jeg stadig ville være bogblogger den dag i dag? Helt klart ikke! Jeg havde nemlig ikke tidligere kunne holde mig til én enkelt blog særlig længe ad gangen. Men Boghjørnet endte med at blive mit lille hjertebarn, og jeg er så lykkelig for det. Jeg oplever selvfølgelig dage og perioder, hvor min inspiration er i bund, og hvor jeg overvejer, om bloggen er tiden værd. Men jeg når altid frem til, at jeg nok ville have svært ved at undvære den.

For selvom mine tanker om den går lidt op og ned, så er jeg så glad for min lille platform i denne krog af internettet. Hvilket uden tvivl skyldes en masse forskellige ting – men ikke mindst også dig. Dig, kære læser, som klikker dig herind jævnligt, og som lader mig vide, du kigger med ved hjælp af likes og kommentarer. Det er fedt at skrive for mig selv, men det er endnu federe også at skrive for dig. Så tak for det! Og tak for dig <3

Selvom ord siger meget, så er tak typisk et fattigt ord. Så jeg vil i stedet vise min taknemmelighed ved at sætte en konkurrence i gang. Denne konkurrence er venligst sponsoreret af de søde folk hos Lovebooks, og præmien består af et eksemplar af “9. november” af Colleen Hoover. Desuden smider jeg også et par andre små goodies med i pakken som en ekstra lille tak. Det eneste du skal gøre for at være med i konkurrencen er, at smide en kommentar til dette indlæg, hvori du inkludere din e-mailadresse. Ydermere skal du have en dansk adresse, som præmien kan sendes til.

Jeg trækker en heldig vinder onsdag d. 20. december.

Tak for at følge med – og stort tillykke med de seks år til Boghjørnet! 😀

Vinder af den illustrerede udgave af “Harry Potter og De Vises Sten”

Så sluttede konkurrencen om et illustreret eksemplar af “Harry Potter og De Vises Sten” af J. K. Rowling, som Plusbog havde været så søde at sponsorere i forbindelse med Læs hele livet. Ved du ikke, hvad Læs hele livet går ud på? Så smut ind og læs mit indlæg om det her, eller smut ind og læs Plusbogs beskrivelse her.

Det er virkelig fedt at se, at så mange af jer havde lyst til at deltage i konkurrencen. Men det er nu også en ret god præmie, hvis jeg selv skal sige det. 😉 Desuden har jeg sådan nydt at læse alle jeres kommentarer. Det er jo skønt at se, hvordan flere af jer virkelig har reflekteret over emnet. Ydermere er der virkelig nogle fantastiske bud på, hvilken bog I ville elske at læse hele livet. Hvis man vil have god inspiration, så skal man i hvert fald bare smutte ind og læse kommentarerne.

Men nu til vinderen! Endnu engang blev det random.org, der hjalp mig med udtrækningen – for selvom det er en lidt kedelig måde at udtrække på, så er den virkelig rar, når man ikke har så meget tid. Random.org gav mig tallet 10, hvilket betyder at Julie er den heldige vinder.

Stort tillykke! Jeg sender dig straks en mail, og så håber jeg, du kommer til at nyde at have bogen i din samling. Den er i hvert fald både virkelig skøn og pæn.

Læs hele livet og vind den illustrede udgave af “Harry Potter og De Vises Sten”

Tidligere på måneden delte jeg mine tanker om at opdrage en læser, hvilket hænger rigtig godt sammen med Plusbogs nyeste kampagne, der netop går ud på at læse hele livet igennem. I en presset hverdag kan det være rigtig svært at finde tid til læsningen, og ofte er det smartphonen, der tager det meste af ens fritid. Plusbog vil dog gerne ændre på dette, da læsning kan gøre så meget for folk. Udover at give et lille pusterum i hverdagen, så kan man jo også både opleve store eventyr og lære en masse af bøger. Læs meget mere om netop dette lige her.

I den forbindelse har Plusbog flere gange spurgt om, hvilken bog lige netop jeg kan læse hele livet. Jeg har rigtig mange bøger, jeg kan og helt sikkert også vil læse resten af livet. Det er yndlingsbøger, som jeg slet ikke kan forestille mig ikke at dykke ned i igen og igen. Heller ikke selvom hverdagen ændrer sig, og jeg ændrer mig sammen med den. Det har derfor også været rigtig svært at finde frem til netop den ene bog, jeg vil fremhæve i forbindelse med kampagnen. Jeg overvejede derfor bøger, som jeg selv og andre ville kunne læse lige fra barn til pensionist – og også gerne længe herefter. Ud af denne overvejelse kon jeg frem til to bud. Først og fremmest tænkte jeg på eventyr. Eventyr bliver man nemlig aldrig hverken for ung eller gammel til. De vokser jo istedet bare med én, og jo ældre man bliver, jo flere nuancer kommer der frem i eventyrene. Mit endelig bud endte dog med at være lidt mere klichéfyldt end det. Jeg er nemlig endt med “Harry Potter og De Vises Sten” (og også gerne resten af serien) af J. K. Rowling, som værende en bog, jeg kan læse hele livet.

Desuden er det en bog, jeg slet ikke kan vente med at dele med min søn og lade ham vokse op med. Selvfølgelig går der lige nogle år, før han kan og skal opleve magien for første gang. Men jeg glæder mig allerede helt vildt til det. Både fordi “Harry Potter” jo er en meget magisk serie i sig selv, men også fordi det er en historie med rigtig mange vigtige budskaber, som jeg synes, alle bør opleve. Samtidig er det jo en bogserie, som er helt ideel at vokse op med. Og gerne i samme tempo som Harry Potter selv bliver ældre. Hvis man altså kan vente et år mellem at læse bøgerne. Ydermere tænker jeg også, at de nye illustrerede udgaver gør hele læseoplevelsen endnu mere magisk at dele med et barn.

Derfor har jeg i samarbejde med Plusbog fået lov til at udlodde et eksemplar af den illustrerede udgave af “Harry Potter og De Vises Sten” af J. K. Rowling. Således kan én af jer kære læsere jo selv dele magien med et barn – eller bare give bogen en genlæsning i denne smukke udgave. For at vinde bogen skal du bare svare på, hvilken bog du regner med at læse igen og igen resten af livet. Desuden skal du skrive din e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. Konkurrencen løber indtil d. 30/10, og vinderen skal have en dansk adresse, som præmien kan sendes til.

Husk at du gerne må kommentere, selvom du ikke vil deltage i konkurrencen. Nævnt blot dette i din kommentar, så jeg kan sortere dig fra, når jeg skal finde vinderen. Held og lykke til jer alle.

Vinder af “Ilttyv #1-3” af Nicole Boyle Rødtnes

Så blev det fredag, og det er dermed tid til at få udtrukket en heldig vinder, der virkelig kan glæde sig til at give sig i kast med en fantastisk trilogi. Jeg har nemlig selv læst hele “Ilttyv” af Nicole Boyle Rødtnes, og jeg kan klart anbefale alle tre bøger.

Endnu engang hjalp random.org mig med at udtrække vinderen. Denne blev kommentar nr. 1, og dermed følgende vinder:

Stort tillykke, Susanne! Jeg sender straks en mail afsted mod dig, og så håber jeg virkelig på, du kommer til at holde lige så meget af trilogien, som jeg selv gør. Og mange tak til forlaget Alvilda for at sponsorere konkurrencen.

Har du en idé til en kommende konkurrence? Så smid gerne en kommentar eller send mig en mail med forslaget.