Currently reading #4

I dag er det søndag, afslutning på weekenden, og for mig er det også afslutning på efterårsferien. Desuden er det trist vejr udenfor. Det er altså en helt perfekt læsedag (altså bortset fra jeg har en dum opgave, jeg har udskudt til i dag – typisk!).

Jeg håber dog at kunne nå at læse lidt senere. I fredags startede jeg nemlig på Stardust af Neil Gaiman, som jeg skal have læst inden onsdag (hvorfor kan I læse på onsdag). Jeg er endnu ikke nået så langt, da jeg læser den på engelsk, men indtil videre er jeg ret begejstret.

Bogen virker som en rigtig god eventyrfortælling. Og selvom jeg egentlig kender historien, da jeg har set filmen, så nyder jeg læsningen ret meget. Jeg er i hvert fald allerede sikker på, det ikke er den sidste bog, jeg læser af Neil Gaiman.

Hvad læser I, i øjeblikket?

Currently reading #3

Jeg er endelig blevet færdig med Fryser jeg af Martin Kongstad, hvilket jeg er så glad for! Bogen var sådan set ikke dårlig, men den var bare ikke noget for mig. Min anmeldelse af den, kan læses her.

Bogen var ret tæt på at dræbe min læselyst, men heldigvis fik jeg en ny og meget (!) spændende bog ind af døren i forrige uge, som jeg med det samme havde lyst til at påbegynde.

Bogen er En hellig alliance af A.J. Kazinski. Jeg har aldrig læst noget af Kazinski før, selvom jeg vidst har deres første bog liggende. Men denne lød simpelthen så spændende, så da Saxo spurgte mig, om jeg ville læse og anmelde den, var der absolut ingen tvivl.

Selvom jeg endnu ikke er så langt, synes jeg virkelig, den er god. Og jeg har allerede haft svært ved at lægge den fra mig op til flere gange, fordi jeg bare har haft lyst til at læse videre. Så indtil videre er jeg i hvert fald helt sikker på, det bliver en rigtig god læseoplevelse – hvilket jo er virkelig rart ovenpå en ret skuffende!

Hvad læser I, og er det godt?

Currently reading #2

Undskyld den ringe billedkvalitet – jeg er desværre uden kamera i øjeblikket, så det næste stykke tid står den på billeder taget med mobilen. Desværre!

På sådan en kedelig grå og regnfyldt mandag er der virkelig ikke noget bedre, end at tage en (god) bog frem og fordybe sig i den. Det er derfor netop, hvad jeg har gjort noget af dagen i dag. Og hvad har jeg så læst?

I weekenden startede jeg op på Fryser jeg af Martin Kongstad, som jeg dog endnu ikke er nået helt så langt i. Jeg har faktisk ikke den store idé om, hvad bogen præcis handler om, udover noget med et oprør mod parforholdet, da jeg godt kan lide noglegange ikke at kende alt for meget på forhånd.

Indtil videre ved jeg ikke helt, hvad jeg synes om den. Jeg kan sådan set godt lide hele idéen med den, men den virker bare virkelig random nogle steder. Jeg glæder mig dog til at læse mere i den, og se om jeg bliver gladere for den.

Hvad læser I på sådan en dag som i dag?

Currently reading #1

Mine søndage er for det meste afsat til hygge og afslapning. Hvilket den i en vis grad også er i dag. Min kæreste tager hjem et par dage, hvilket altid efterlader mig med en lidt tom følelse. Også selvom det kun er for et par dage, og jeg ser ham igen på onsdag. Derfor bruger jeg min søndag i sengen med to forskellige bøger.

Den ene, som er Samme dag næste år af David Nicholls har jeg et lidt anstrengt forhold til, og det går derfor ret langsomt med læsningen. Det er sådan en bog, som jeg virkelig gerne vil elske, men som jeg desværre må indse, nok bare ikke kommer til at fange noget i mig.

Den anden, som er Carrie af Stephen King, glider en anelse lettere, og jeg nyder den samtidig også meget mere. Den er en perfekt modvægt til Samme dag næste år, da jeg kommer ind i en helt anden genre. Desuden er jeg allerede blevet ret vild med King.

Dette indlæg lavede jeg i går, og planlagde til udgivelse i dag. Mine planer for dagen har dog siden ændret sig, da jeg i stedet tager med min kæreste, og tager et par hygge/læsedage i det nordjyske. Jeg synes dog alligevel, I skulle have at vide, hvad jeg læser i øjeblikket. Desuden regner jeg med at få læst en smule i dem senere.

Hvad læser I denne søndag?