“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” af Benjamin Alire Sáenz

Titel: “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” / Forfatter(e): Benjamin Alire Sáenz / Serie: Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe #1 / Sideantal: 388 / Forlag: CarlsenPuls / Udgivet: 7.6.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Dante kan svømme. Det kan Ari ikke. Dante er veltalende og selvsikker. Ari har det svært med ord og tvivler på sig selv. Dante drømmer sig væk i poesi og kunst. Ari forsvinder i mørke tanker om den bror, der sidder i fængsel. Dante er lys i huden. Ari er meget mørkere. Man skulle tro, at en dreng som Dante ville være den sidste, der kunne bryde de mure ned, som Ari har bygget om sig selv.

Men da Ari og Dante mødes, sker der noget. De deler bøger, tanker, drømme, latter. De lærer hinanden nye ord og begynder langsomt at omdefinere hinandens verden. Og de opdager, at universet er et stort og besværligt sted.

Dette er historien om to drenge, Ari og Dante, der må lære at tro på hinanden og på styrken af deres venskab, hvis de nogensinde skal blive mænd.

“Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” efterlod mig med et vivar af modstridende følelser. Både glæde, kærlighed og varme. Men også skuffelse, melankoli og en følelse af noget uforløst. Bogen føles på en måde lidt som sand i munden. Sand der støver, og aldrig helt vil forsvinde, men samtidig også smager tørt og fladt. Det er en bog, som på en eller anden måde har sat sig dybt fast i mit hjerte. Men samtidig kan jeg bare ikke helt elske den på den måde, den har fortjent. Uanset hvor meget mit hjerte ellers gerne ville have det. Det er en helt klassisk udgave af kampen mellem hjertet og hjernen. Kærligheden og fornuften. Selvom de i sidste ende nok vinder begge to. Bare på en helt anden måde end jeg havde forventet.

“En anden af universets hemmeligheder: Nogle gange var smerte et uvejr, der kom ud af det blå. Den fineste sommermorgen kunne ende i et regnskyl. Kunne ende med torden og lyn.”

Jeg har ventet i mange år på endelig at møde Ari og Dante. Ventet med spænding fordi jeg var sikker på, vi ville blive de fineste venner. Af uransagelige grunde skete mødet dog ikke, før jeg var så heldig at få stukket en ny udgave af dem i hånden. I mellemtiden er rosen for bogen kun blevet større og større, og mit hjerte har åbnet sig mere og mere op for fortællingen. Derfor er det også så svært at indse, at den endte med at skuffe mig. Jeg forstår nemlig rosen. Jeg forstår alle priserne – og jeg forstår, hvorfor alle taler om den. Men jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg skal tale med. For hvad gør man, når man elsker noget – men ikke på den rigtige måde? Eller i hvert fald ikke på den måde, man gerne ville.

“Hendes øjne var som nattehimlen over ørkenen. Det var, som om der var en hel verden indeni hende. Jeg kendte intet til den verden.”

Ari og Dante styrer historien. Hvilket ikke kunne være anderledes. Men nogle gange kommer de bare til at overtage for meget. På den måde hvor jeg ikke kan lade være med at blive træt. Blive træt af ikke at opleve andet end deres historie. Blive træt på den måde, hvor man kunne havde kastet et hvert mærkeligt plottwist efter mig, og jeg ville havde klappet i mine hænder. Mit problem med historien ligger nemlig i, hvor karakterdreven den er. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Jeg manglede bare mere historie. Nøj, hvor manglede jeg meget lidt mere historie. Altså ikke fordi der ikke var en historie, og denne ikke var vidunderligt. For det var den på rigtig mange punkter. Det var bare ikke nok. Ikke nok til at kunne hægte mig fast og trække mig op på krogen. Jeg smuttede derfor væk flere gange, og på trods af jeg blev trukket op endnu flere gange, så kom jeg aldrig helt op. Bogen kom med andre ord aldrig helt ind under huden på mig. I hvert fald ikke på den måde, hvor jeg ikke sagtens kunne lægge den fra mig. Både fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

“Jeg havde det, som om jeg kiggede ind i et spejl. Men det fik ikke mit hjerte til at briste.”

Jeg elskede “Aristoteles og Dante opdager universets hemmeligheder” for det fine sprog, de skønne betragtninger, overvejelserne, personerne og historien. Men jeg afskyr bogen for, hvordan den fik mig til at føle. Hvordan den ikke fik mig til at elske sådan rigtigt, men kun til at holde af. For den har fortjent så meget mere. Det er ikke dig, det er mig. Men husk på du altid vil have en særlig plads i mit hjerte. For slippe dig kommer jeg ikke sådan lige til.

“I en mørk, mørk skov” af Ruth Ware

Titel: “I en mørk, mørk skov” / Forfatter(e): Ruth Ware / Serie: – / Sideantal:  / Forlag: Gyldendal / Udgivet: 9.3.2018 / Læst på: Dansk

Forfatteren Nora har ikke set Clare i 10 år. Ikke siden den gang Nora brød med sit gamle liv uden at se sig tilbage. Men så dukker en invitation op ud af det blå – til Clares polterabend. Det må være den perfekte anledning for Nora til at genoptage kontakten med sin allerbedste veninde fra skoletiden?

Der er lagt op til en hyggelig og sjov weekend i et hus langt ude i skoven, men der går ikke længe, før der opstår spændinger i den sammensatte venneflok. Er de der på samme præmisser? Hvorfor er Nora inviteret til Clares polterabend, men ikke til brylluppet? Og hvem er det egentlig Clare skal giftes med?

Huset ligger helt isoleret fra omverdenen, der er ingen mobildækning. Og så går noget galt. Helt galt.

Er “I en mørk, mørk skov” revolutionerende inden for thriller-genren – eller i det hele taget? Helt bestemt ikke! Men elskede jeg den alligevel? Ja, ja det gjorde jeg i dén grad! Den endte med at være alt det, som jeg havde håbet på – som netop var, at den ville være en ret klassisk thriller, og det er lige præcis det, som den er.

Plottet er måske ret gennemskueligt. Jeg havde i hvert fald ret hurtigt en idé om, hvordan det hele hang sammen. Men sådan må det altså gerne være nogle gange. Så længe at alt det andet opvejer forudsigeligheden, og det vil jeg helt klart sige, det gjorde. Ydermere tvivlede jeg på både mig selv og historihis retning undervejs – så helt forudsigeligt var det trods alt heller ikke. Jeg kunne i hvert fald godt havde set flere forskellige scenarier, som også ville havde givet god mening.

Jeg tror dog mest, det er en bog, for dem der nyder thrillers for det, de oftest er. Altså for spændingen, farten og de mange chills – og selvfølgelig også for umuligheden af at stoppe med at læse. Bogen sugede i hvert fald mig fuldkommen ind, og således kan de fleste thrillers indfange min interesse og kærlighed.

“I en mørk, mørk skov” er ingen genistreg eller noget kæmpe kulturelt mesterværk. Men hvis man går ind til den med denne indstilling og en forventning om, at det bliver god, let og fængende underholdning, så er jeg sikker på, man nok skal få nogle gode timer i bogens selskab.

“Når ingen hører dig skrige” af Stephanie Perkins

Titel: “Når ingen hører dig skrige” / Forfatter(e): Stephanie Perkins / Serie: – / Sideantal: 300 / Forlag: CarlsenPuls / Udgivet: 19.4.2018 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Det er næsten et år siden, at Mekani Young flyttede ind hos sin bedstemor langt ude på landet i Nebraska, og hun er stadig ved at finde sig til rette i sit nye liv. Og hun er stadig jaget af sin fortid i Hawaii.

En efter en bliver hendes medstuderende på byens lille high school myrdet i en række brutale drab, og imens politiet jager morderen, breder uhyggen og usikkerheden sig, og Mekani bliver tvunget til at forholde sig til sine egne mørke hemmeligheder.

Elsker du også at smide dig på sofaen, finde popcornene frem og hive tæppet godt op omkring dig, imens du måske skygger lidt for øjnene med en pude? Selvfølgelig kombineret med at en af Scream-filmene ruller henover fjernsynet. Så bør du helt klart prøve at skifte filmen ud med “Når ingen hører dig skrige.” Jeg tror i hvert fald ikke, du vil fortryde det. Altså så længe du selvfølgelig stadig krydrer det hele med en omgang popcorn og (u)hygge. Og husker at afsætte hele aftenen, for du kommer ikke til at lægge bogen fra dig igen, før du har læst den sidste side.

“Når ingen hører dig skrige” er det perfekte bud på slasher-genren i bogform! Den læses fuldstændig som en film, og jeg sad flere gange og tænkte, at den læses ret meget som Scream, hvilket jeg elskede den for. Det er jo selvfølgelig en anden historie, men trækkene fra genren og filmen er der, og jeg er vild med det. Så vild med det, at jeg nu bare drømmer om flere af denne slags bøger fra Perkins’ hånd, for de kan altså virkelig noget.

Bogen er måske ikke det mest originale, jeg nogensinde har læst. Hvilket også gjorde, at den var ret forudsigelig med kun ganske få overraskelser. Men alligevel var den virkelig fed, og på stort set alle måder, det jeg drømte om, den vile være. Også selvom dens fokus på selve kærlighedshistorien måske er lidt større, end jeg havde forventet. Men den indeholder tilpas meget blod, vold og brutalitet til alligevel at opveje det for mig. Desuden vil jeg da ikke se mig fri for, at den gav mig lidt myrekryb og gjorde, at jeg spejdede lidt ekstra ud i mørket. Eller at jeg har gået og været lidt ekstra opmærksom på, om alle ting nu også forbliver på deres plads.

Det er desuden en bog med fart og feltet. Præcis som det skal være, når en masse mennesker skal slagtes på kort tid. Alligevel må jeg indrømme, at jeg til tider fandt tempoet en smule for hurtigt. Det passede egentlig meget godt til bogen og historien, men jeg ville bare gerne havde været lidt længere tid i nogen af scenerne. Ydermere kunne et lidt langsommere tempo måske havde betydet en lidt længere bog, hvilket bestemt ikke ville havde gjort mig noget. Der var nemlig også nogle emner og ting, som jeg gerne havde set blive uddybet og arbejdet lidt mere med.

Alt i alt er “Når ingen hører dig skrige” altså et must-read, hvis man er til slasher-genren. Eller hvis man godt kan lide at få krydret romantikken med masser af mord, for det kommer man bestemt ikke uden om i denne bog. Det er faktisk ret utroligt, hvor mange mennesker, Perkins’ har nået at få slået ihjel i løbet af bare 300 sider.

“Dødens galleri” af Chris Carter

Titel: “Dødens galleri” / Forfatter(e): Chris Carter / Serie: Robert Hunter #9 / Sideantal: 415 / Forlag: Jentas / Udgivet: 16.3.2018 / Læst på: Dansk

En morder er i færd med at skabe sit mesterværk.. og han vil have dig med i sin samling..

“I min enogtredive år ved politiet har jeg set rigeligt med vanvittige ting, men hvis jeg fik lov til at vælge én ting, jeg kunne slette fra hukommelsen, så ville jeg vælge dét derinde.”

En kvindelig topmodel bliver fundet myrdet i sit hjem. Morderen har flået hende, skåret hænder og fødder af hende og oversmurt væggene i hendes soveværelse med blod. På hendes ryg har morderen snittet en besked. Snart viser det sig, at hun ikke er det eneste offer. Der er tale om en seriemorder, og han har mange overraskelser i ærmet.

Fuldstændig uventet tvinges Hunter og Garcia til at arbejde sammen med FBI i jagten på morderen, hvis jagt efter ofre overskrider statsgrænser; en psykopat, som elsker at myrde, fordi det er andet end blot mord for ham – det er kunst.

“Dødens galleri” var, som Carters bøger altid er, en meget intens læseoplevelse. Den sugede mig ind ved første sætning, og jeg havde på ingen måde lyst til at slutte min læsning af den – ikke engang da der ikke var flere sider tilbage. Jeg blev simpelthen så opslugt, at jeg læste bogen henover halvandet døgn, hvilket ellers aldrig rigtig sker længere, da tiden ikke er til det. Men jeg kunne altså ikke andet end at benytte hvert eneste lille ledige sekund til at læse videre. Hvilket var så fedt! Jeg elsker nemlig, når bøger ikke lader mig slippe ud af deres greb, og det ville denne bestemt ikke.

Bogens historie var meget klassisk Carter – men på den fede måde, som det altid er. Der var masser af ulækre detaljer, og en seriemorder som kryber langsomt ind under huden på én og giver myrekryb. Jeg vil i hvert fald gerne indrømme, at jeg havde det ret svært med både mørke og lukkede døre efterfølgende. “Dødens galleri” var desuden også fyldt med masser af spænding, uventede og fede twists samt fart over feltet. Og selvom jeg flere gange blev forpustet over tempoet, så kunne det ikke havde været anderledes. Alligevel vil jeg dog sige, at “Dødens galleri” var lidt mere god gammeldags krimi, end at det var en thriller, og det var ret fedt at få fra Carters hånd igen. Han gør det jo godt i begge genrer.

Jeg var vild med bogen – det er der vist slet ikke nogen tvivl om. Desuden kan jeg på ingen måde vente på den næste i serien, da denne slutter med en kæmpe cliffhanger. Dog var der en gentagende ting i “Dødens galleri” som irriterede mig lidt og fik mig til at rulle øjne mere end én gang. Desuden trak det måske også læseoplevelsen lidt ned for mig, da jeg blev lidt for træt af det. Hvilket er netop Carters brug af gentagelser. “Dødens galleri” er den niende bog i serien om “Robert Hunter”, og man må derfor gå ud fra, at de fleste efterhånden kender Hunter og de andre. Alligevel bliver ting som Hunters fortid og problemer med søvnløshed forklaret på stort set samme måde, som det også bliver i de otte andre bøger. Og det bliver altså bare lidt irriterende at læse om, når siderne jo i stedet kunne bruges på at komme videre i historien.

“Dødens galleri” er dog stadig endnu en fantastisk krimi fra Carters hånd, og det er uden tvivl sådan en bog, som gør, at jeg husker på, hvorfor jeg elsker genren så meget.

“Udstillet” af Nicole Boyle Rødtnes

Titel: “Udstillet” / Forfatter(e): Nicole Boyle Rødtnes / Serie: – / Sideantal: 283 / Forlag: Alvilda / Udgivet: 15.9.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

“Med min hund Einstein i favnen nærmer jeg mig gruppen. De ler højt af noget, en af dem har sagt. ”Undskyld, må jeg komme forbi?” siger jeg og prikker den nærmeste på skulderen.

”Selvføl…” Han vender sig om. Og med ét forvandles hans smil til en stirren. Først på mig, og så på Einstein.”Gud, det er jo dig,” siger han så. ”Dig fra Grænseløs. Dig med …” Han går i stå. Nu har de andre også vendt sig.

”Gud ja, det er da dig,” siger en anden.”Og hunden,” siger en tredje.

”Jeg skal forbi,” siger jeg igen. Højt og bestemt denne gang. Intet sker. Så maser jeg mig forbi.

” Årh, lad være med at være sur!” råber de efter mig.

”Hvis du ikke gider tale om det, hvorfor var du så på tv?””

Ida og Oliver har deltaget i realityprogrammet “Grænseløs”.

Nu er de hjemme igen. Oliver nyder kendis-livet, mens Ida kæmper med at være et kendt ansigt og hjemsøges af ting, der skete i programmet.

Ting, hun ville gøre alt for at ændre …

“Udstillet” er en meget interessant historie om, hvad betydning det kan have på ens liv at deltage i et realityprogram. Men den er samtidig også en fortælling om, hvordan det er at være ung, med alt hvad det indebærer af konflikter, tanker, forelskelser og usikkerhed. Og på den måde er det en bog, der på mange måder er ret let at relatere til – også selvom man ikke engang har så meget som overvejet at deltage i et realityprogram.

Jeg synes dog, at bogen overordnet var en smule for overfladisk. Jeg kunne i hvert fald godt have brugt noget mere dybde – både hvad angår historien, men også bogens to hovedpersoner. Jeg følte nemlig ikke helt, jeg nåede at komme tæt nok på dem til, at jeg fuldkommen kunne sætte mig ind i, hvorfor de handlede, som de gjorde. Især ville jeg gerne havde været tættere på Oliver for at kunne forstå ham lidt bedre, samt i det hele taget finde ud af, hvem han oprigtigt er. Ydermere er der et ret stort tilfælde af insta-love i historien. Hvilket jeg typisk ikke har de store problemer med, men her faldt jeg bare aldrig helt for det. Altså jeg tror på, at forholdet udviklede sig til kærlighed, og at de var perfekte for hinanden. Men det gik bare alt for stærkt for dem med at finde sammen.

Der var dog også virkelig mange positive og gode ting ved bogen. Først og fremmest var det spændende på en måde at dykke lidt ned bag kulisserne på et realityprogram. Selvfølgelig er det fiktivt, men det virker til at være researchet rigtig godt, og jeg var hurtigt med på idéen om, at programmet kunne være virkeligt. Det virkede nemlig på mange måder meget ægte. Desuden var det bare mega interessant at læse om. Jeg endte også med at læse bogen på ganske få timer,og holdt faktisk kun pause i min læsning for at spise aftensmad. Når man først er kommet i gang med “Udstillet”, så er den nemlig mega svær at lægge fra sig. Kapitlerne er nemlig dejligt korte, og bogen er skrevet i et let sprog som gør, at siderne flyver forbi. Hvilket også gør, at bogen hele tiden lægger op til, at man lige kan snuppe et kapitel eller to mere.

“Udstillet” var altså alt i alt en fornøjelse at læse. For selvom jeg gerne ville havde set lidt mere dybde og lidt mindre insta-love, så vandt den mig over med masser af interessante emner, som både holdt mig godt fanget og fik mig til at speed-læse.