#Bogbloggertræf 2015: Q&A

Bogbloggertræf 2015Vi har lavet en lille Q&A, som I ser herunder, omhandlende de spørgsmål, I kunne have i forbindelse med Bogbloggertræffet. Vi håber, den besvarer de fleste spørgsmål, men ellers er I selvfølgelig altid velkomne til bare at spørge os.

Hvad er selve formålet med træffet?
Formålet med træffet er først og fremmest at skabe netværk imellem bogbloggere, samt at åbne op for debatter og gode diskussioner. Vores største mål er, at alle vil få en god oplevelse og have det sjovt, og vi skeler ikke til hverken køn, alder, geografi, hvilke genrer du læser eller hvor mange følgere du har.

Jeg har ikke været med før, men kunne egentlig godt tænke mig at prøve det. Skal jeg være nervøs?
Absolut ikke! Vi har alle sammen været nye på et tidspunkt, og der er selvfølgelig plads til både nye og gamle deltagere. Se her, hvad bogblogger Nena sagde om det at være ny sidste år:

”Alle – hver og en – var præcis som jeg havde forventet. Søde, dygtige, kloge, litterære og i det hele taget bare super skønne væsner, der bød mig velkommen i deres forsamling. Tænk sig, at de også havde læst min blog. Min lille bitte blog.”

Jeg laver bogvideoer som jeg uploader på Youtube, er jeg også velkommen?
Bestemt! At være vlogger (videoblogger) er jo bare en anden måde at formidle litteratur på. Mange bloggere har også videoer på deres side, så det er ikke noget problem.

I invitationen står der, at det er for alle aktive bogbloggere. Hvad er en aktiv bogblogger?
En aktiv bogblogger er en, der igennem de seneste tre måneder jævnligt har skrevet indlæg omhandlende bøger.

Hvad går betalingen til?
De 50 kr. du betaler ved tilmelding går primært til mad og udsmykning. Der er selvfølgelig frokost på dagen og du er velkommen til at spise alt det, du kan. Derudover er der fri drikkevarer og snacks løbende gennem hele dagen. Vi sørger selvfølgelig også for, at der er dug på bordene, tallerkener, krus og pynt på bordene. Det er noget af det, dine 50 kr. dækker.

Jeg kan ikke tåle gluten. Kan jeg blive mæt?
Hvis du har en eller anden form for allergi eller andet, vi bør tage hensyn til i forhold til maden, så tilføjer du det bare i din tilmelding, så skal vi nok tage højde for det. Vi kan selvfølgelig ikke love, at al mad og drikke bliver uden det, du ikke kan tåle, men der skal i hvert fald nok være noget, så du ikke går sulten hjem. Dette gælder selvfølgelig også for kagebordet.

Jeg har planer indtil kl. 14. Kan jeg komme senere?
Nej. Træffet starter kl. 12 og varer ca. til kl. 18 og af hensyn til gæster, overraskelser og mad, så vil vi bede dig om at komme fra start af. Vi har fuld forståelse for, at busser og tog kan blive forsinkede, man kan fare vild, bilen kan løbe tør for benzin osv., og i det tilfælde vil vi gerne bede dig sende en sms eller ringe til os. Efter tilmeldingsfristen kommer der en mail ud med nærmere informationer, bl.a. tlf.numre.

Jeg er ikke særlig god til at finde vej og har aldrig været der før. Kan I hjælpe?
Det kan du tro! Du kan roligt tilmelde dig. Efter tilmeldingsfristen vil du nemlig modtage en mail med praktiske informationer og her vil også være en guide til at finde vej, uanset om du er med offentlig transport eller i bil.

Jeg kører fra Kolding og har tre ledige pladser i min bil. Kan jeg samle nogen op på vejen?
Du kan i hvert fald forhøre dig på vores Facebookside. Hvis ikke du har en profil på Facebook, så send en mail til bogbloggeredanmark@gmail.com, så vil vi se, om vi kan hjælpe dig med at få fyldt bilen op.
Hvis du ikke har en bil, men gerne vil have et lift, så gælder det samme.

Det plejer ikke at være noget problem med samkørselsordninger, folk plejer meget gerne at ville hjælpe hinanden.

Hvordan kan jeg hjælpe med at dele eventet?
Vi vil blive meget glade for, hvis du deler begivenheden med andre du kender, uanset om det er på Facebook, Instagram eller et helt andet sted. Hvis du bruger hashtagget #bogbloggertræf2015 når du deler, så er det bare helt kanon! Derudover kan du også bruge #bogbloggertræf, hvor du kan se beskeder, billeder osv. fra sidste års træf.

Er der andre krav, jeg bør vide noget om?
Vi lever rigtig meget af sponsorer, og for at det kan lade sig gøre, så er det nødvendigt, at du bagefter giver lidt god karma igen ved at linke til de virksomheder, der har hjulpet os. I praksis betyder det altså, at du forpligter dig til at nævne og linke til dem, der er sponsorer til træffet.

Den virksomhed jeg arbejder for, vil gerne sponsorere noget til træffet. Hvordan gør vi det?
Allerførst: tusind tak! Vi er meget glade for tanken. Uden sponsorer ville det slet ikke være det samme. Hvis du gerne vil hjælpe os med det ene eller det andet, så send en mail til bogbloggeredanmark@gmail.com så skal vi nok finde ud af noget.
Som tak for hjælpen vil arrangører såvel som deltagere løbende efter træffet nævne din virksomhed og linke til denne. Det er det mindste, vi kan gøre 🙂

I samarbejde med Andrup’s Bookshelf, Boghunden og Skrivepulten.

10 thoughts on “#Bogbloggertræf 2015: Q&A

  1. O – skulle virkelig ønske jeg skrev en bogblog nu (bruger bare instagram og goodreads til bøger) – for dette ser jo VIRKELIG hyggelig ud!

    1. Haha, det var virkelig også hyggeligt sidste år – så vi håber da også, det bliver det i år 😀

      Du kan stadig nå det. Hvis du starter bloggen i dag – ellers er der jo forhåbentlig også næste år 😉

  2. Hvis jeg nu har en veninde, som jeg helt vildt gerne ville have med, og som har en bogblog, men ikke har været aktiv det seneste par måneder, ville hun så være velkommen?
    Og hvad med sådan en som mig, som har en blog, som ikke er en decideret bogblog, men som alligevel indeholder rigtigt meget om bøger – ville jeg være velkommen? (:

    Ved godt, at jeg er sent ude, men bedre sent end aldrig, ikke? :b

  3. Man skal være aktiv blogger for at kunne deltage i træffet, men det er svært at bedømme, om din veninde kan komme med eller ej, når jeg ikke kender hendes blog. Så hvis du evt. smider en kommentar med navnet på bloggen – eller sender os en mail, så kan vi kigge på det 🙂

    Mht. dig og din blog så er det ikke et krav, at ens blog er en decideret bogblog. Så længe man skriver om bøger og sine læseoplevelser i større grad, samt er aktiv, så er man meget velkommen til træffet 🙂

Skriv en kommentar