Barselsvikar #8: Rikke fra Katoni

I mens jeg prøver at navigere i min nye rolle som mor, har jeg som tidligere nævnt her, spurgt en flok skønne danske bogbloggere og forfattere, om de kunne have lyst til at passe bloggen lidt. Hvilket en del heldigvis havde. Der vil derfor komme et indlæg fra en barselsvikar om ugen i løbet af de næste måneder.

I dag er det blevet Rikke fra Katonis tur til at skrive et gæsteindlæg her på domænet. Jeg kendte ikke Rikke på forhånd, men da der tikkede en mail ind fra hende i min inbox, med spørgsmål om muligheden for at skrive et gæsteindlæg omkring modebøger, så blev jeg straks interesseret. Det er jo et emne, der ikke normalt bliver belyst her på bloggen – men måske sidder der nogle modeinteresseret derude, som vil have glæde af indlægget? Jeg synes i hvert fald selv, det var inspirerende læsning.

Modebøger: En lille guide til en anderledes læseoplevelse

Jeg elsker at træde ind i den litterære verden og forsvinde i fiktive universer. Gennem min uddannelse har jeg været så heldig at få kendskab til litterære klassikere som Kongens fald af Johannes V. Jensen og To Kill a Mockingbird af Harper Lee – to af mine yndlingsbøger den dag i dag.

Men jeg nyder også at forlade klassikerne for en stund og vende blikket mod andre typer bøger. Én af den slags bøger, jeg gerne supplerer min læsning med, er modebøger – og det er det, mit gæsteindlæg skal handle om.

Modens æstetiske, raffinerede og til tider provokerende univers byder på meget mere end flygtige trends og flot tøj. Det indeholder nemlig også kreative hjerner, smuk fotografikunst og nytænkende designs.

Med modebøger får man mulighed for netop at komme bag den glamourøse facade og få en dybere forståelse for modens kulturelle betydning samt et mere nuanceret kendskab til personer, som har sat deres eftertrykkelige aftryk på moden.

Har du fået mod på at læse om en verden, der både hyldes for dens skønhed og fordømmes for dens materialisme? Så kan du læse med her, hvor jeg anbefaler spændende modebøger inden for tre forskellige genrer.

Coffee table books – det visuelle i fokus
Der er noget imponerende ved en stor hardback bog med masser af tyngde. På grund af formatet egner de såkaldte coffee table books sig særligt godt til at fremvise smukke billeder og illustrationer, så derfor er det en meget visuel læseoplevelse, der er tale om.

  • June Newton & Helmut Newton: Helmut Newton
    En flot bog om fotografimesteren Helmut Newtons mangeårige arbejde, der vejer 35 kg(!).
  • Mario Testino: Kate Moss by Mario Testino
    Testinos ikoniske billeder af den evige muse Kate Moss, som tilmed bidrager med et essay i bogen.
  • Andrew Bolton: Alexander McQueen: Savage Beauty
    En spændende bog om en af britisk modes største designere, som desværre begik selvmord i 2010.

Selvbiografier – mennesket bag moden
Selvbiografier giver læseren mulighed for at tilegne en dybere forståelse for personen bag brandet. Ligesom med alle selvbiografier er det blot et udsnit af et levet liv, en konstrueret form for virkelighed, men det gør ikke bøgerne og den indsigt, de tilbyder, mindre interessant.

  • Grace Coddington: Grace: A Memoir
    Den rødhårede Vogue Fashion Director kendt for kunstneriske modebilleder fortæller her om sit liv.
  • Diana Vreeland: V.
    Forhenværende chefredaktør Diana Vreeland tager læseren med på en fascinerende rejse.
  • Diane von Furstenberg: The Woman I Wanted to Be
    Den belgiske modeskabers personlige beretning om vejen til at realisere The American Dream.

Stilguides – brugbare tips og godt selskab
Med stilguides er der, indrømmet, snarere tale om brugbar information end litterære oplevelser. Alligevel kan de være inspirerende at læse og bruge som opslagsværk. De bedste stilguides har desuden et personligt touch, hvor man lærer bogens forfatter bedre at kende.

  • Christian Dior: The Little Dictionary of Fashion
    Uundværlige råd fra en af de ypperste franske haute couture designere: Christian Dior.
  • Sophie Mas, Audrey Diwan, Caroline de Maigret & Anne Berest: How to Be Parisian
    Fire parisiske veninder og stilikoner giver gode tips leveret med humor og selvironi.
  • Pernille Teisbæk: Dress Scandinavian
    I denne bog deler den danske modeyndling gode råd til at opnå et ’scandi chic’ look.

Jeg håber, at du har fået inspiration til at gå på opdagelse i modens fascinerende univers. God læselyst!

Har du lyst til at læse mere så find Rikkes blog lige her.

Skriv en kommentar