Barselsvikar #5: Nicole Boyle Rødtnes

I mens jeg prøver at navigere i min nye rolle som mor, har jeg som tidligere nævnt her, spurgt en flok skønne danske bogbloggere og forfattere, om de kunne have lyst til at passe bloggen lidt. Hvilket en del heldigvis havde. Der vil derfor komme et indlæg fra en barselsvikar om ugen i løbet af de næste måneder.

I dag er det blevet tid til, at Nicole Boyle Rødtnes indtager bloggen. Nicole har skrevet en lang række af forskellige bøger til både børn og de lidt ældre læsere. Jeg har endnu kun læst en meget lille brøkdel af hendes forfatterskab, men er især helt vild med “Ilttyv”, som simpelthen bare er en helt fantastisk serie.

Derfor elsker jeg fantasy

Jeg har skrevet mange bøger i mange genrer. Men én genre vil altid betyde mere for mig end de andre. Og det er fantasy. Derfor skal dette indlæg handler om, hvorfor jeg elsker fantasy. Og om, hvordan det var fantasy-genren, der startede det hele for mig.

Fantasy fik mig i gang med at læse
Jeg havde meget svært ved at lære at læse som barn. Jeg husker med gru at have siddet med kedelige letlæsningsbøger, som overhovedet ikke fangede mig, og jeg troede aldrig, jeg skulle lære at læse. Men en dag tog min mormor mig og min søster med til bogudsalg på Gladsaxe Hovedbibliotek. Her skulle vi vælge tre bøger. Først tænkte jeg: ”Åh nej, jeg finder aldrig en bog, jeg vil læse”. Men så fandt jeg Alanna af Tamora Pierce, og til min egen overraskelse kunne jeg slet ikke stoppe med at læse den. Jeg blev helt forelsket i universet og personerne. Og kastede mig straks over hele Tamora Pierces forfatterskab. Herefter fandt jeg Lene Kaaberbøls bøger, og så var min kærlighed til fantasy endeligt beseglet.

Her kan I se min gamle biblioteksudgave af Alanna. Og ved siden af min signerede udgave af Skammerens datter, som jeg fik Lene til at skrive i ved vores møde om min bog.

Lene Kaaberbøl hjalp mig på vej
Efter at være begyndt at læse fantasy, var det naturligt for mig også at begynde at skrive det. De første par bøger, som jeg skrev, mindede meget om de ting, jeg havde læst. Men særlig en bog havde jeg svært ved at slippe. Jeg havde gennemskrevet den et utal af gange, men forlagene var stadig ikke interesseret i det. Som 18-årig var jeg på et skrivekursus, hvor man som den afsluttende del kunne få en konsulent til at læse noget af sin bog. Vi måtte selv komme med forslag til konsulenter, så jeg foreslog Lene Kaaberbøl. Hun var allerede den gang et meget stort navn, og jeg havde regnet med at få et blankt nej, men Lene var så umådeligt sød, at hun sagde ja til at mødes med mig. Hun havde ikke tid til at være konsulent, men hun ville gerne læse noget af min bog og holde et møde.

Jeg var helt overvældet og starstruck, da jeg begav mig hen til mødet. Men Lene var så sød og nede på jorden. Hun gav mig en masse gode råd om at skrive. Og om fantasy. Hun åbnede virkelig mine øjne. Og til sidst spurgte jeg hende om, hun troede, at min bog var god nok til at udkomme en dag. Jeg kunne se hende tøve, og jeg bad hende være hudløs ærlig. Så sagde hun: Jeg synes, du skal tage din bog, så skal du smadre det hele, tage nogle stumper og så starte forfra.

Det kunne have været en rigtig hård udmelding, men fordi hun allerede havde givet mig så mange gode råd, så blev det alt andet. For mig var det en åbenbaring. Jeg skrottede bogen, som jeg havde siddet fast i flere år og begyndte på en ny. Den nye bog, jeg begyndte på, var ”Dødsbørn”, som også blev min debutbog. Uden Lenes hjælp ved jeg ikke, om jeg nogensinde havde sluppet den anden bog. Jeg tænker stadig på den hver aften. Og en dag finder den måske sin form, men lige nu er jeg bare taknemmelig for, at jeg gav slip på den, så jeg kunne tage fat på nogle af alle mine andre ideer.

Jeg vil altid skrive fantasy
Jeg vil altid skrive fantasy. Det er den genre, jeg får klart flest ideer i. Måske fordi det er den genre, der fik mig i gang med læse i sin tid. Måske bare fordi jeg elsker, at der ikke er nogle begrænsninger. Jeg kan opbygge mine verdener som jeg vil. Jeg bestemmer selv, om det skal være fyldt med magi og magiske væsener, eller det bare skal være et enkelt magisk element, som fx eleverne i Elverskud.

Det, jeg elsker allermest, er at skabe de store universer. Jeg elsker at forsvinde ind i de mest utrolige verdener. Jeg elsker at gå på opdagelse i dem. Og jeg elsker at skrive dem, men lige præcis de store universer tager meget lang tid at opbygge. I min debutserie ”Skeletter i skabet” har jeg lavet et kæmpe univers fyldt med dødsbørn, ildfugle og talende skeletter. Det var et univers, der havde taget år at finde på og udvikle, og derfor gik der også nogle år, før jeg igen kunne præsentere et nyt univers. Det blev så i Ilttyv, der dog mere er en dystopi end en fantasy-bog, men som igen er kendetegnet ved at have sit helt eget univers. Og jeg glæder mig til i fremtiden at kunne præsentere endnu flere universer for jer, men de skal lige være modne først. Indtil da så har jeg heldigvis en masse andre ideer at skrive på.

Har du lyst til at læse mere så find Nicoles hjemmeside lige her. Du kan desuden også finde hende på både Instagram (@nicoleboyleroedtnes) og Facebook (@Nicole Boyle Rødtnes – Forfatter).

One thought on “Barselsvikar #5: Nicole Boyle Rødtnes

  1. Hvor er det bare et super godt og inspirerende indlæg 🙂 og Tamora Pierce er bare en fantastisk forfatter, og serien om Alanna var en af mine yndlings da jeg var yngre 🙂

Skriv en kommentar