Barselsvikar #10: Lise Søelund

I mens jeg prøver at navigere i min nye rolle som mor, har jeg som tidligere nævnt her, spurgt en flok skønne danske bogbloggere og forfattere, om de kunne have lyst til at passe bloggen lidt. Hvilket en del heldigvis havde. Der vil derfor komme et indlæg fra en barselsvikar om ugen i løbet af de næste måneder.

Jeg er løbet tør for barselsvikar-indlæg fra folk, jeg direkte har spurgt. Men synes at konceptet er ret hyggeligt, så jeg har selvfølgelig fundet nogle flere, som gerne vil lave et lille skriv til bloggen. Én af disse er Lise Søelund som er idéhistoriker og forfatter, og det er hende, som har fået ordet i dag.

Jeg hylder bøger, og jeg har bøger på hylder

Det begyndte alt sammen, da jeg var omkring 10 år, og jeg begyndte at læse andet end børnelitteratur. Jeg var grebet af at lede efter stenredskaber, flintøkser og pilespidser, og en dag fandt min mor en bog hvor oldtidens stenredskaber var gengivet i fine tegninger og billeder. Det var som en åbenbaring at opdage, at man kunne læse om det, man interesserede sig for, og altså læse om andet end fiktive figurer. Bøgerne blev et univers, der bekræftede og animerede til den hobby, jeg havde ude i naturen, og bøgerne blev til gengæld den hobby, der var uafhængig af tid og sted. Min far gav mig et lille hjørne på den nederste hylde i deres store bogreol i stuen, og han tilføjede at mere behøvede jeg jo ikke. Det var Politikens Forlag, og nogle små bøger, jeg havde, så de kunne sagtens stå i det lille hjørne.

En boglig elefant
Jeg kom dog snart til at behøve mere i modsætning til min fars udsagn, og i sommerhuset måtte der også skabes plads til bøger. En dag hængte min far en stor hylde op i vores lille køjerum, og det var lidt bøvlet med rawplugs og skruer i den noget tynde væg, men endelig hang hylden der, og bøgerne fyldte den snart op. Min far havde sagt som det sidste, inden jeg stillede bøgerne på hylden, at nu kunne der stå en elefant på den hylde, for så godt sad den fast. På Stevns, hvor vores sommerhus ligger, havde jeg aldrig set en eneste elefant, men mere end en måtte der altså komme, hvis hylden skulle brase ned. Om natten røg den faktisk ned med et ordentligt brag sammen med alle mine bøger, så flere elefanter måtte have været inde i køjerummet.

Mange hår havde min far ikke på hovedet, og måske var det min skyld, for hylder, reoler og plads måtte der hele tiden til, fordi min bogsamling øgedes bestandigt, så han har nok hevet de sidste totter ud i takt med alle mine krav om hyldemeter.

De krav som min mand også som noget af det første i vores ægteskab blev stillet overfor. Vi mødtes på Mallorca, han boede i Jylland og jeg i København. Jeg havde kun en betingelse for at flytte til Silkeborg, og det var ikke detaljer som job, og hvor vi skulle bo, men et enkelt behov som et bibliotek. ”Hvis jeg får et bibliotek, så kommer jeg med det samme”, sagde jeg. Der var en gammel carport ved huset, og min mand fik straks hyret nogle håndværkere til at lave en fin udbygning, som herefter blev dedikeret til og benævnt biblioteket.

Bøgernes bus
Jeg var tilfreds og min mand beroliget, og det er gået fint lige siden, men ét bibliotek gør det naturligvis ikke, for alle rum er umærkeligt blevet fyldt med bøger siden dengang, og i sommer har jeg udbygget det gamle bibliotek, så der nu ikke engang er en sprække mellem bøgerne og loftet. Børnene lærte snart, at det mor kunne var at læse og fortælle historier, så det blev en ugentlig tradition at gå til bogbussen, som på daværende tidspunkt kom til Sejs, og derfor havde vi ingen mandag herhjemme, men en bogbus-dag. En af bibliotekarerne spurgte engang, om vi nu også læste alle de børnebøger, for da vi var først på ruten, så havde hun et problem med, at vi havde ribbet bussen for bøger for børn. Jeg måtte svare, at det passer lige til et ugentlig forbrug, og så vandrede vi med klapvognen fuld af bøger, for vi skulle hjem og læse. Ellers er der stor tålmodighed i familien, hvad angår mors bogvaner, men min mand mister som min far også hårene med tiden, og de samme kommentarer, som min far kom med, kommer min mand med. Om jeg ikke har bøger nok, at nu kan der ikke være flere i huset, og nu må jeg nøjes med at læse dem, jeg har.

Min ældste søn sagde en dag, at det det med mor og bøger var en tendens, som man ikke kunne dæmme op imod, men så så sønnike strengt på mig og sagde, at jeg måtte holde op med at købe kopier. Det betød, at jeg, når jeg ser Kierkegaards samlede værker, har det med at købe dem, selvom de allerede står flere steder hos mig, og ”Adam Homo” af Paludan-Müller ser jeg til min forbavselse også står i flere udgaver på en mindre reol. Det samme gælder ”Hjortens flugt” af Christian Winther og mange andre klassikere. Jeg kan ikke gå forbi de store digtere eller tænkere i antikvariater, selvom jeg har bøgerne, og det kunne jo være, at den anden udgave var bedre. Jeg skriver selv en del bøger, fordi den megen læsning giver inspiration til at formidle og forklare de eksistentielle spørgsmål, så mine små og store biblioteker rundt omkring er fyldt af filosofi, teologi, sociologi og historie, som det hele startede med. For mig er bøger rigdom, oplevelse og beskæftigelse, og jeg oplever, at læsning betager, bevæger og besnærer, hvorfor man kan sige: engang bognørd – altid bognørd.

Har du lyst til at læse mere så find Lises hjemmeside lige her.

Skriv en kommentar