Bogudsalg på Aalborg Bibliotekerne #1: Udbyttet

Jeg kunne jo ikke holde mig væk fra bogudsalget på Aalborg Bibliotekerne, så jeg var både afsted torsdag og fredag. Torsdag var jeg lidt irriteret, da jeg havde ventet fra før dørene åbnede, og alligevel først kom ind efter 40 minutter, hvilket, jeg simpelthen synes, er for dårligt. Men da jeg først kom ind, var det alligevel ventetiden værd.

Torsdag var jeg derinde med Irene, og da vi jo havde stået så længe og ventet, var det bare om at komme i gang med at kigge, da vi endelig kom ind. Og af den grund fik vi ikke lige taget en kurv, hvilket vi hurtigt kom til at fortryde. Vi fandt nemlig hurtigt begge en god stak bøger, som vi blev nødt til at have med hjem. I alt fandt jeg seks bøger, jeg måtte have med hjem – og flere af bøgerne, er bøger jeg næsten lige har overvejet at købe. Så jeg var virkelig glad for udbyttet.

Fredag var jeg så derinde med min kæreste og hans ven. Denne gang var der heldigvis ingen kø, og samtidig var der blevet fyldt godt op med flere bøger. Inden for de første par minutter havde jeg derfor allerede hevet to krimier ned af hylden, som jeg længe har ønsket mig. Og det endte med, jeg kom hjem med syv bøger mere.

Før jeg viser bøgerne frem, bliver jeg lige nødt til at rose Aalborg Bibliotekerne for deres virkelig gode udvalg. Der var rigtig mange nyere bøger, og selve udvalget var generelt meget varierende. I det hele taget er jeg sikker på, at alle ville kunne finde mindst én bog, der ville falde i deres smag. Desuden var en god del bøger, som var i forholdsvis pæn stand.

Jeg fik følgende bøger med hjem:

  • Dukkebarn af Carin Gerhardsen
  • Dødens ansigt af Cody McFadyen
  • Efter solnedgang af Stephen King
  • For min søsters skyld af Jodi Picoult
  • I mørket af E.L. James
  • Ildvidnet af Lars Kepler
  • Marie-Antoinette af Sena Jeter Naslund
  • Pagninikontrakten af Lars Kepler
  • Protokollen af Michael Katz Krefeld
  • Sagen om ugledrengens afklippede klo af Dennis Jürgensen
  • Sort sne falder af Michael Katz Krefeld
  • Stadig Alice af Lisa Genova
  • Tænk på et tal af John Verdon

En god del af bøgerne, der kom med hjem, var krimier. Hvilket nok på en måde var lidt bevidst. Det er i hvert fald mest krimier, jeg går efter til sådanne udsalg, da prisen gør at jeg kan prøve lidt mere, end jeg ellers ville. Denne gang købte jeg dog kun krimier, som er en del af krimiserier, som jeg allerede ejer én af bøgerne i – hvilket nok også bunder i, jeg længe har ønsket at eje/læse dem.

Status på sommerferielæsningen #3

Min sommerferie er jo som sagt slut, og derfor må det være på tide at fortælle lidt om, hvad jeg nåede at læse i min ferie.

Jeg nåede desværre ikke alle bøger på min liste, hvilket jeg er lidt ærgerlig over, men jeg får dem jo nok læst på et tidspunkt alligevel. Dog nåede jeg at få læst i alt 15 bøger, som jo egentlig var mit mål, så det er jeg ret god tilfreds med, og faktisk også rimelig stolt over. Specielt fordi min ferie jo ikke kun har stået på læsning, men også en helt masse andre gode oplevelser.

Bøgerne, jeg havde udvalgt, kan ses på nedenstående liste. De bøger, jeg har nået at læse, er overstreget, og linker til min anmeldelse af den (hvis den er blevet udgivet – jeg vil dog opdatere dette indlæg hver gang, jeg har udgivet en af de manglende anmeldelser)

  • Amok af Richard Bachman (Stephen King)
  • Carrie af Stephen King
  • De overlevende af Anna Bridgwater
  • De ubudne af Liz Jensen
  • Delirium af Lauren Oliver
  • Døden i dine øjne 3 – i al evighed af Rachel Ward
  • Freddy & Monstrene 1 – Balladen om den forsvundne mumie  af Dennis Jürgensen
  • Holder du lige øje med mit diadem? af Julia Lahme
  • Luk øjnene af John Verdon
  • Lying Game 4 – Gemmeleg af Sara Shepard
  • Michael Laudrups tænder af Majse Njor og Camilla Stockmann
  • Protokollen af Michael Katz Krefeld
  • PS: Jeg elsker dig af Cecelia Ahern
  • Samme dag næste år af David Nicholls (nåede jeg halvejs igennem)
  • Sort sne falder af Michael Katz Krefeld (nåede jeg at få startet på)
  • Vi er nødt til at tale om Kevin af Lionel Shriver
  • Harry Potter og dødsregalierne af J.K. Rowling
  • Politi af Jo Nesbø
  • Pandæmonium af Lauren Oliver
  • Gnist af Maya Banks
  • Glød af Maya Banks

Jeg synes selv, det var nogle ret gode bøger, jeg havde fået udvalgt. Jeg var i hvert fald ret begejstret for største delen af dem, jeg fik læst. Så alt i alt har det været en god sommer med masser af skøn læsning 🙂

Hvad fik I læst i ferien, og kan I anbefale noget af det?

Status på sommerferielæsningen #2

Som skrevet i mit sidste status-indlæg, som kan ses her, har jeg valgt at udskifte nogle af bøgerne på min liste over bøger, jeg skal læse i ferien. Der er flere grunde til hvorfor, men den største grund må være, at jeg simpelthen ikke har lyst til at læse dem lige nu.

Den første ændring, jeg har valgt at lave, er ikke særlig stor, men i får den lige alligevel. På min liste har der stået således: “Freddy & Monstrene af Dennis Jürgensen (eller i hvert fald bare en af dem)”. Jeg har valgt, at jeg ikke har lyst til at læse alle fem bøger i serien, men kun den første Balladen om den forsvundne mumie, som jeg faktisk allerede har læst.

Derudover har jeg valgt at skifte to bøger ud. Jeg har valgt at udskifte Bunker 137 af Michael Kamp og World War Z af Max Brooks. Bunker 137 startede jeg på i starten af ferien, men jeg kunne virkelig ikke komme ordentlig ind i den, og derfor har jeg valgt at vente med den. World War Z har jeg læst mange anmeldelser af på det sidste, og jeg har udfra disse fået et indtryk af, at det er en bog, der kræver tid og opmærksomhed. Derfor har jeg valgt at udskyde denne til et tidspunkt, hvor jeg ikke læser så meget.

De bøger, jeg har valgt at bytte dem ud med, er følgende:

  • Sort sne falder af Michael Katz Krefeld
  • Carrie af Stephen King
  • Amok af Stephen King

Jeg skrev jo om i mandags i indlægget her, at jeg gerne ville læse noget af Stephen King på et tidspunkt, og lige siden har jeg haft en virkelig stor lyst til at begynde. Derfor har jeg bestilt de to ovenstående bøger hjem fra biblioteket, og jeg glæder mig helt vildt til at begynde på dem. Begge er ikke særlig lange, derfor har jeg valgt dem begge. Sort sne falder af Michael Katz Krefeld fik jeg helt vildt meget lyst til at læse, da jeg færdiggjorde Protokollen, så den blev med det samme bestilt på biblioteket og tilføjet til listen.

Jeg er virkelig glad for min ændring af min liste, for jeg har ikke lyst til at være tvunget til at læse bøger, som jeg egentlig ikke har lyst til at læse lige nu. Jeg kan godt lide at være lidt spontan med mit bogvalg, og derfor er jeg også rigtig glad for, at jeg bare kan rette i listen, som jeg lyst til. Dens formål er jo bare at få mig til at læse lidt mere.