Provinspis – Boghjørnet

Vi er jo langt over halvvejs igennem året, og jeg synes derfor, vi skal kigge lidt på de fem bøger, som indtil videre har været mine bedste læseoplevelser i år. Jeg har fået læst en masse gode bøger i år, men der er jo alligevel nogle, som står lidt mere ud end andre. Det betyder dog selvfølgelig ikke, at de andre læseoplevelser ikke kan havde været fantastiske – disse fem har bare sat sig lidt mere fast i mit hjerte, end de andre har.

For god ordens skyld skal det lige nævnes, at jeg kun har kigget på bøger, jeg har læst indtil d. 1. juli. Mine favoritter herefter må du altså vente med at se, til jeg fortæller om dem i slutningen af året.

“The Little Book of Hygge” af Meik Wiking
Dette var den første bog, jeg læste i 2017, og hvor var det en fantastisk bog at starte året ud med. Jeg var helt opslugt af den fine stemning, som bogen gav, og samtidig var det så interessant at læse om et emne, som falder så naturligt for mig. Wiking rammer fuldstændig plet i sine beskrivelser, og samtidig gøres det på en ret afslappet og hyggelig måde. I det hele taget er “The Little Book of Hygge” virkelig indbegrebet af netop dette.

“Skrøbelige skønhed” af Amy Harmon
“Skrøbelige skønhed” var ikke kærlighed ved første blik – selvom jeg egentlig havde forventet dette. Det er nemlig ikke en bog, man knuselsker fra første side. Men det er en bog, man elsker; man skal bare lige give den tid til at vise, hvad den egentlig kan. Den endte nemlig med at få mig til at elske den, helt uden at jeg nåede at opdage, hvornår i historien det skete. Jeg forudsagde desuden efter min læsning af den, at det er sådan en bog, der ville sidde fast i én længe. Og det havde jeg helt ret i. For selvom det vidst er lidt over et halvt år siden, jeg læste den, så tænker jeg ofte på den.

“Provinspis” af Ditte Wiese
Nogle bøger overrasker én fuldkommen og kryber helt ind under huden. Sådan en bog var “Provinspis” virkelig for mig. Jeg havde slet ikke set det komme, at jeg ville blive så vild med den. Men da jeg først startede med at læse, kunne jeg på ingen måde stoppe igen. Og selvom bogen tog en helt anden retning, end den jeg havde forudset og heppet på, så kunne den ikke være gået andre veje. Fortællingen virkede nærmest som om, den har skrevet sig selv, selvom jeg er sikker på, Wieses skønne sprog og udførelse også har haft en del at sige. Det er desuden også sådan en bog, jeg egentlig gav fire stjerner fra start, men allerede kort tid efter blev nødt til også at give den sidste stjerne. Den kunne nemlig ikke nøjes med andet end fuldt hus.

“Kamp til stregen” af Elle Kennedy
Denne havde jeg forudset ville være på listen, allerede før jeg overhovedet startede min læsning af bogen. Jeg er nemlig vild med Elle Kennedy og hendes “Off Campus”-serien! Det er en serie fyldt med kærlighed, venskab, humor, sarkasme og lidt tungere emner. I det hele taget er det en god blanding af noget af det bedste, jeg kan ønske mig af en god bog, og “Kamp til stregen” var ingen undtagelse. Jeg kan umuligt vælge mellem bøgerne i serien, men jeg tror nu alligevel, at denne er én af de bedste.

“Det ender med os” af Colleen Hoover
Det er altid en fornøjelse at læse Hoover – og denne var endda lidt bedre end sædvanligt. Hvilket altså siger en del, da jeg knuselsker de bøger, jeg indtil videre har læst af hende. “Det ender med os” er nemlig en meget personlig historie, og det skinner tydeligt igennem i bogen. Ikke på en måde hvor det er vildt tydeligt, men på en måde hvor det er nok til, at man bliver mindet om, at virkeligheden nogle gange (desværre) ser således ud. Desuden formår Hoover at beskrive Ryle på en sådan måde, at man ikke kan lade være med at elske ham – også selvom man nok ikke burde.

Hvilke bøger er de bedste, du indtil videre har læst i år?

Titel: “Provinspis” / Forfatter(e): Ditte Wiese / Serie: – / Sideantal: 229 / Forlag: Carlsen / Udgivet: 31.3.2017 / Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Ida slås med bøhlandsblues og provinsidioter. Hun vil bare væk.

Men hvordan slipper man fri, når der er meget at kæmpe imod: Familie, venner, fyre. Og ikke mindst sig selv.

Nogle gange er man nødt til at tage en omvej for at slippe ud.

Jeg vil starte med at sige, at “Provinspis” faktisk ikke var en bog, som tiltalte mig super meget. Jeg regnede med, jeg skulle læse den på et tidspunkt, da jeg ved, Wiese elsker mange af de samme bøger, som jeg selv. Derfor tænkte jeg, at jeg nok i en eller anden grad ville komme til at nyde hendes bog. Jeg var dog ikke den store fan af coveret, og bagsideteksten sagde mig egentlig heller ikke det store. Men da bogen dukkede op i min postkasse, så blev jeg alligevel lidt nysgerrig. Jeg læste derfor hurtigt de første par sider og BAM!! Jeg var forelsket! Der gik derfor også kun en dags tid, før jeg samlede bogen rigtigt op, og ikke lagde den fra mig igen, før jeg havde vendt den sidste side.

Jeg elskede virkelig “Provinspis”, omend jeg faktisk også hadede den flere gange. Måske var jeg endda også ved at kaste den fra mig i frustration et par gange. Det er nemlig en bog, der virkelig sætter følelserne i gang, og jeg var vidst igennem hele følelsesregistret. Jeg smilte, grinede, forelskede mig, fældede et par tårer og var enormt frustreret. Men samtidig gjorde den mig også enormt lykkelig. Især for mit eget liv. Ida går nemlig så frygteligt meget igennem i bogen, og min første tanke efter læsningen var derfor også, at jeg virkelig bare gerne ville give Ida et kram. For det fortjente hun. Også selvom jeg til tider hadede hende, fordi hun konstant tog alle de forkerte beslutninger. For selvom hendes beslutninger var ret forfærdelige, så forstod jeg godt, hvorfor hun handlede, som hun gjorde. Og på den måde blev hun også meget menneskelig. Noget som jeg faktisk synes alle bogens personer var, og det sætter jeg stort pris på. Det gør nemlig, at jeg dermed også har lettere ved at leve mig helt ind i bogen. Og det gjorde jeg helt bestemt med “Provinspis”.

Jeg vil slutte min anmeldelse af med at rose Wiese for bogens sprog. Det er så let og ligetil, hvilket fungerede super i forhold til bogens historie. Desuden synes jeg, at dialogen i bogen blev holdt i et sprog, som virkede meget ægte for aldersgruppen. Og samtidig blev det skrevet på en måde, som fik det danske sprog til på ingen måde at virke kluntet. Hvilket jeg ellers godt synes, det kan have tendens til. På den måde kan man også tydeligt mærke, at Wiese er vandt til at læse bøger i samme genre og til samme målgruppe. Hvilket efter min mening udelukkende er en virkelig positiv ting.