Tema: Krig #6

Titel: “Navy SEAL Team Six – han var en af verdens bedste soldater”
Forfatter(e): Howard E. Wasdin og Stephen Templin
Sideantal: 288
Forlag: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Udgivet: 17.10.2011

Når den amerikanske hær skal sende deres elite, sender de soldaterne i SEAL. Når SEAL sender deres elite, sender de Team Six. Det er en specialenhed, der arbejder i dybeste hemmelighed, når der er trusler fx i form af terror og gidseltagning. Det var en flok fra Team Six, der stod bag aktionen mod Osama bin Laden i foråret 2011.

Tidligere medlem af SEAL Team Six Howard Wasdin giver i sin nye bog et enestående indblik i, hvordan disse verdens skrappeste soldater bliver uddannet, og hvordan de opererer. Efter ekstrem træning blev Wasdin udvalgt til at være med i Team Six og deltog bl.a. i aktionen i Magadishu, hvor tingene gik grueligt galt for amerikanere, der mistede 18 mand. Wasdin blev hårdt såret og måtte forlade tjenesten. Han har imidlertid bevaret en tæt kontakt med det ekstreme militære miljø, og hans beretning er en af de mest detaljerede skildringer af livet blandt verdens bedste soldater nogensinde.

Alle, der var optaget af B.S.Christiansen og Jægerbogen, vil blive fascineret af bogen om Navy SEAL Team Six.

Titel: “En svær dag – en førstehåndsberetning om Navy SEAL missionen der dræbte Osama Bin Laden”
Forfatter(e): Mark Owen
Sideantal: 336
Forlag: People’s Press
Udgivet: 09.11.2012

Den sande historie om Bin Laden-missionen fortalt af en Navy Seal, der var med.

Navy SEAL-soldaten Mark Owen fra elitestyrken DEVGRU har været med på en stribe af det foregående tiårs mest dramatiske specialoperationer. I denne bog fortæller han hele sin historie. Om den strabadserende rekruttid i et korps, som forlanger det bedste af de bedste. Om et kammeratskab i skarp kamp, hvor man holder hinandens liv i hænderne. Og om det dramatiske og uforudsigelige hændelses forløb den nat i Abbottabad, da retfærdigheden indhentede Osama bin Laden.

Tema: Krig #5

Titel: “Jæger – i krig med eliten”
Forfatter(e): Thomas Rathsack
Sideantal: 303
Forlag: People’s Press
Udgivet: 02.10.2009

Thomas Rathsack er en af Danmarks højest dekorerede soldater. Efter en række hemmelige operationer i Afghanistan modtog han sammen med sin enhed fra Jægerkorpset en af de fineste militære udmærkelser, Presidential Unit Citation, som tildeles soldater, der har udvist helt usædvanligt heltemod ansigt til ansigt med fjendtlige tropper. Det skete i al ubemærkethed. Jægerkorpset fortæller ikke vidt og bredt om sine operationer.

Thomas Rathsack er i dag ex-jæger, og i denne bog fortæller han om sine år i Jægerkorpset. En tid, der har bragt ham i nærkontakt med det seneste årtis store internationale konflikter. En bog om og med en soldat, som i modsætning til en række kendte jægersoldater faktisk har været i skudlinjen.

Titel: “Kvindernes krig – en dansk soldats møde med Afghanistans kvinder”
Forfatter(e): Anne Cathrine Riebnitzsky
Sideantal: 288
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 25.03.2010

I Helmand får en dansk, kvindelig officer kontakt til de afghanske kvinder, der kæmper mod undertrykkelse, vold i hjemmet og Talibans rædselsregime. I det skjulte begynder de at arbejde sammen. Kvinderne får hjælp til at starte systuer og andre projekter. De internationale styrker er kvindernes eneste chance for at komme af med Taliban.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har efter 14 måneders ophold i Helmand skrevet en stærk, personlig beretning om kvindernes kamp for et bedre liv. Den er også en gribende beretning om at være kvindelig soldat i Afghanistan, om den altid nærværende risiko og om sorgen over faldne kammerater.

Kvindernes krig handler om en modig kvinde, der mødte Afghanistans undertrykte kvinder og kom hjem med en usædvanlig historie.

“Vintermord” af Nesser, Mankell, Läckberg m. fl.

Titel: ”Vintermord”
Forfatter(e): Håkan Nesser, Henning Mankell, Camilla Läckberg m. fl.
Serie: –
Sideantal: 222
Forlag: People’s Press
Udgivet: 26.10.2011
Læst på: Dansk

Ti krimistjerner i vintermørket:
Henning Mankell, Håkan Nesser, Katarina Mazetti, John Ajvide Lindqvist, Arne Dahl, Katarina Wennstam, Inger Frimansson, Maria Ernestam, Åke Edwardson og Camilla Läckberg

Fra Henning Mankells Manden med huen, en uhyggelig juleafteni 1975:

Wallander ville rejse sig, men var bundet. Et reb snoede sig rundt om hans ben og arme, og holdt ham fast, bandt ham til noget bag ryggen, som han ikke kunne se.
Der var også noget bekendt ved rebet. Det var hans eget slæbetov, som han altid havde liggende i bilens bagagerum.
Pludselig kom han i tanke om den døde kvinde i baglokalet. En kvinde som næppe kunne være andre end Elma Hagman. Han så sig omkring, samtidig med at han lyttede. Der måtte være en i nærheden. En han havde god grund til at være bange for.

Bogen er inddelt i små noveller, en fra hver af de 10 forfattere. Jeg har ikke læst noget før, fra nogle af de pågældende forfattere, men jeg har ofte hørt gode ting om en del af dem. Derfor var jeg også rigtig spændt på at læse denne bog. Men desværre må jeg sige, at den skuffede mig meget. Mange af novellerne havde et virkelig tyndt plot, hvilket jeg synes er virkelig synd. Selvfølgelig er det svært, at skrive et godt plot på så få sider, men i nogle af novellerne virker det som om, at forfatteren bare har skrevet for at skrive et eller andet.

Der er dog ikke kun dårlige noveller i bogen. Der var fire af novellerne, jeg virkelig synes var gode. Jeg synes, alle fire noveller havde et fedt plot – jeg blev i hvert fald overrasket i alle fire. Desuden blev der opbygget en spænding i dem, som jeg ikke synes de andre fik klaret. Jeg sad i hvert fald kun i de fire noveller, og virkelig ønskede at læse videre. I de andre noveller sad jeg derimod og bare ventede på de var forbi. Jeg var i hvert fald glad for flere gange, at novellerne ikke var så lange.

Dog synes jeg, der var en rigtig god ting ved bogen. Til sidst i  hver novelle, er der en kort gennemgang af, hvad forfatteren ellers har lavet. Det synes jeg er en rigtig god idé, da man så lige hurtigt, får lidt informationer om forfatteren. Desuden er det godt, hvis man overvejer at læse noget andet af forfatteren.