Læs hele livet og vind den illustrede udgave af “Harry Potter og De Vises Sten”

Tidligere på måneden delte jeg mine tanker om at opdrage en læser, hvilket hænger rigtig godt sammen med Plusbogs nyeste kampagne, der netop går ud på at læse hele livet igennem. I en presset hverdag kan det være rigtig svært at finde tid til læsningen, og ofte er det smartphonen, der tager det meste af ens fritid. Plusbog vil dog gerne ændre på dette, da læsning kan gøre så meget for folk. Udover at give et lille pusterum i hverdagen, så kan man jo også både opleve store eventyr og lære en masse af bøger. Læs meget mere om netop dette lige her.

I den forbindelse har Plusbog flere gange spurgt om, hvilken bog lige netop jeg kan læse hele livet. Jeg har rigtig mange bøger, jeg kan og helt sikkert også vil læse resten af livet. Det er yndlingsbøger, som jeg slet ikke kan forestille mig ikke at dykke ned i igen og igen. Heller ikke selvom hverdagen ændrer sig, og jeg ændrer mig sammen med den. Det har derfor også været rigtig svært at finde frem til netop den ene bog, jeg vil fremhæve i forbindelse med kampagnen. Jeg overvejede derfor bøger, som jeg selv og andre ville kunne læse lige fra barn til pensionist – og også gerne længe herefter. Ud af denne overvejelse kon jeg frem til to bud. Først og fremmest tænkte jeg på eventyr. Eventyr bliver man nemlig aldrig hverken for ung eller gammel til. De vokser jo istedet bare med én, og jo ældre man bliver, jo flere nuancer kommer der frem i eventyrene. Mit endelig bud endte dog med at være lidt mere klichéfyldt end det. Jeg er nemlig endt med “Harry Potter og De Vises Sten” (og også gerne resten af serien) af J. K. Rowling, som værende en bog, jeg kan læse hele livet.

Desuden er det en bog, jeg slet ikke kan vente med at dele med min søn og lade ham vokse op med. Selvfølgelig går der lige nogle år, før han kan og skal opleve magien for første gang. Men jeg glæder mig allerede helt vildt til det. Både fordi “Harry Potter” jo er en meget magisk serie i sig selv, men også fordi det er en historie med rigtig mange vigtige budskaber, som jeg synes, alle bør opleve. Samtidig er det jo en bogserie, som er helt ideel at vokse op med. Og gerne i samme tempo som Harry Potter selv bliver ældre. Hvis man altså kan vente et år mellem at læse bøgerne. Ydermere tænker jeg også, at de nye illustrerede udgaver gør hele læseoplevelsen endnu mere magisk at dele med et barn.

Derfor har jeg i samarbejde med Plusbog fået lov til at udlodde et eksemplar af den illustrerede udgave af “Harry Potter og De Vises Sten” af J. K. Rowling. Således kan én af jer kære læsere jo selv dele magien med et barn – eller bare give bogen en genlæsning i denne smukke udgave. For at vinde bogen skal du bare svare på, hvilken bog du regner med at læse igen og igen resten af livet. Desuden skal du skrive din e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. Konkurrencen løber indtil d. 30/10, og vinderen skal have en dansk adresse, som præmien kan sendes til.

Husk at du gerne må kommentere, selvom du ikke vil deltage i konkurrencen. Nævnt blot dette i din kommentar, så jeg kan sortere dig fra, når jeg skal finde vinderen. Held og lykke til jer alle.

Vinder af “Ilttyv #1-3” af Nicole Boyle Rødtnes

Så blev det fredag, og det er dermed tid til at få udtrukket en heldig vinder, der virkelig kan glæde sig til at give sig i kast med en fantastisk trilogi. Jeg har nemlig selv læst hele “Ilttyv” af Nicole Boyle Rødtnes, og jeg kan klart anbefale alle tre bøger.

Endnu engang hjalp random.org mig med at udtrække vinderen. Denne blev kommentar nr. 1, og dermed følgende vinder:

Stort tillykke, Susanne! Jeg sender straks en mail afsted mod dig, og så håber jeg virkelig på, du kommer til at holde lige så meget af trilogien, som jeg selv gør. Og mange tak til forlaget Alvilda for at sponsorere konkurrencen.

Har du en idé til en kommende konkurrence? Så smid gerne en kommentar eller send mig en mail med forslaget.

Sådan fik jeg idéen til Ilttyv (gæsteindlæg af Nicole Boyle Rødtnes + konkurrence)

Bind 1 af “Ilttyv” (“Over sløret”) af Nicole Boyle Rødtnes udkommer for første gang i boghandlen i dag. I den anledning har jeg fået Nicole til at gæsteblogge lidt om, hvordan hun egentlig fik idéen til serien. Det er nemlig en ret vild serie med et virkelig fedt univers. Altså opbygningen af det er fedt – det er bestemt ikke et sted, jeg ville bo! 😉 Desuden har Alvilda været så søde at sponsorere et sæt af serien til en konkurrence, som du kan læse mere om til sidst i dette indlæg.

I Ilttyv følger vi Troy og Shay, der kæmper for at overleve i en verden, hvor hvert åndedrag koster penge. I dette indlæg vil jeg løfte sløret for, hvordan processen med at skrive serien har været.

Det hele startede med et ord
Det hele startede med et ord, og det ord var faktisk titlen. Nemlig: Ilttyv. Ordet dukkede bare op i mit hoved, og med det samme satte det en masse ideer i gang. For hvad var det for en verden, hvor man kunne stjæle ilt?

I flere år tænkte jeg bare på ideen. Jeg brainstormede og forsøgte at besvare mine egne spørgsmål. Ingen havde hørt om bogen endnu udover min mand Bjarke Schjødt Larsen.

Det første arbejdspapir
I efteråret 2011 præsenterede jeg første gang ideen for min gode ven og forfatterkollega Kit A. Rasmussen. Det gjorde jeg i form af et 2 siders arbejdspapir, som vi så holdt møde om. Kit var meget begejstret for ideen, men var dog lidt bekymret over længden. Jeg havde nemlig på papiret angivet at det skulle være en kort, letlæst serie, hvor hvert bind skulle være på ca. 60 sider. Kit syntes, at jeg skulle overveje at gøre den længere. Men jeg var stædig. Jeg syntes, det skulle være en kort serie.

Mislykkedes forsøg
Min stædighed holdt projektet tilbage i et par år, hvor jeg stædigt forsøgte at klemme idéen ned i den korte form. Men den ville bare ikke. Universet blev ved med at vokse sig større og det samme gjorde handlingen. Og da min mand også sagde, at måske skulle jeg ændre det til en YA-roman i stedet, så valgte jeg endelig at lytte.

Nu hvor der ingen længdekrav var, så kunne jeg for alvor give los. Og det var fantastisk. Så snart jeg begyndte at skrive kunne jeg mærke, det var den helt rigtige beslutning og pludselig kunne jeg slet ikke se, hvorfor det havde været så vigtigt for mig, at den skulle være kort.

Shay kommer til
Nu hvor der ingen længdekrav var, så besluttede jeg mig også for, at jeg ville have to fortællere. I sin tid var det kun Troy (som dengang hed Tripp), der var fortæller, men nu valgte jeg, at hans søster også skulle være fortæller. Og Shay blomstrede op og hendes historie voksede så meget, at det i dag er helt utænkeligt at forestille sig serien uden hende som fortæller.

Universet var det centrale
Hele skriveprocessen og idéudviklingen var meget koncentreret om at få universet til at fungere. Jeg brugte meget tid på at udtænke, hvordan verden skulle se ud. Og da jeg fik idéen til sløret, der skulle holde strålingen nede var det den sidste brik, der faldt i hak.

Jeg skrev en stor del af første udkast på en skriveferie i Spanien sammen med mine to forfatterkollegaer Felicia Lensborn og Kit A. Rasmussen. Herefter var Kit også betalæser på bind 1 og med hendes gode råd og respons fik jeg arbejdet bogen igennem, inden jeg overgav den til min dygtige redaktør, Jonas, på Forlaget Alvilda.

Så det var historien bag Ilttyv. I dag er jeg bare super glad for at bogen, blev som den gjorde. Og jeg er meget taknemmelig overfor alle de mennesker, der hjalp den godt på vej.

Mange tak for indlægget Nicole! Og nu til konkurrencen. Som sagt har Alvilda sponsoreret et sæt af serien, således at én heldig vinder kan give sig i kast med denne. For at deltage skal du bare smide en kommentar til dette indlæg senest d. 28/9 2017. Desuden skal du skrive din e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen, samt have en dansk adresse bøgerne kan sendes til.

Held og lykke! 🙂

Vinder af “Bossman” af Vi Keeland

Så blev det lørdag d. 9/9, og det er dermed blevet tid til at udtrække en vinder af “Bossman” af Vi Keeland. Jeg vil dog også lige benytte lejligheden for at takke for jeres fødselsdagsønsker. I er søde! <3 Og i det hele taget vil jeg meget gerne takke for jeres kommentarer. Jeg skal helt klart have læst dem ordentligt igennem og se, om det ikke kan give lidt læseinspiration. Det håber jeg i hvert fald på.

Det er jo sjovest, når udtrækningen foregår på en kreativ måde. Men denne gang blev det lidt forstyrret af en baby og en bog, der skulle læses. Så det blev altså lige endnu engang til random.org, som altid er så sød til at hjælpe. 😉 Den heldige vinder blev derfor følgende:

Stort tillykke til Sarah! Jeg sender dig en mail med det samme, og så håber jeg meget på, du kommer til at nyde bogen. Forresten skal I andre ikke være kede af ikke at vinde. Der kommer nemlig meget snart endnu flere konkurrencer på bloggen – så der er lidt at se frem til.

Konkurrence #10: Fødselsdag

Tirsdag d. 15. august fyldte jeg 23 år, og jeg blev fejret rigtig godt med skønne gaver, hygge, babynus og masser af kys. Tiden er dog fløjet fuldstændig forbi for mig, og derfor har jeg slet ikke noget at få fejret min fødselsdag herinde. Det kan vi dog bestemt ikke have. Fejring er jo så hyggeligt – især når det kommer én af jer til gode. Og det gør det uden tvivl denne gang. Jeg opdagede nemlig for et par uger siden, at jeg ikke har afholdt en konkurrence herinde siden februar, hvilket jo er alt for længe siden.

Jeg udlodder derfor et eksemplar af “Bossman” af Vi Keeland. Jeg har selv lige læst bogen, og var derfor slet ikke i tvivl om, at det selvfølgelig skulle være et (nyt – selvfølgelig) eksemplar af denne, som skulle være præmien. Jeg elskede nemlig virkelig bogen. Efter min mening er den nemlig en helt perfekt blanding mellem humor, romance og en god dybde. Og så tænker jeg, den vil være perfekt nu her, hvor de fleste efterhånden snart er startet på arbejde og studie igen.

For at vinde “Bossman” skal du smide en kommentar herunder, hvori du fortæller, hvilken bog du sidst læste og elskede. Desuden skal du sørge for at skrive din mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. Konkurrencen løber til og med fredag d. 8. september. Vinderen skal desuden have en dansk adresse, som bogen kan sendes til.

Held og lykke!