Månedens læsning #6: Juni

Juni har været præget af masser af frihed, og en stor trang til at læse en masse. Den har dog også været præget af en ubeslutsomhed overfor, hvad jeg egentlig har haft lyst til at læse, og jeg har derfor læst en del forskellige genrer. En stor del af dem har dog været lette sommeragtige bøger.

I juni har jeg desuden læst hele 14 bøger, hvilket jeg er meget godt tilfreds med. Desuden har fem af dem været på engelsk, hvilket jeg er rigtig stolt af, da det virkelig viser mig, at jeg faktisk får gjort noget ved mit ønske om at læse mere på engelsk.

I gennemsnit har jeg læst 143 sider om dagen, hvilket jeg også er meget tilfreds med. Specielt fordi mit tal jo var lidt lavere end 100 sider om dagen i maj, så det er skønt at se, at jeg har fået læst en del mere om dagen.

I juni har jeg læst følgende bøger:

Mig før dig af Jojo Moyes: 4. En rigtig fin historie, men desværre ikke helt, som jeg havde forventet.

Knust af Teri Terry: 5. Helt perfekt afslutning på en spændende trilogi! Anmeldt her.

Uncharted af Tracey Garvis Graves: 4. Virkelig god novelle.

New Delhi – Borås af Per J. Andersson: 4. Ret kedelig og langtrukken i starten, men derefter helt fantastisk. Anmeldt her.

Brædder til Draculas kiste af Dennis Jürgensen: 5. En hyggelig genlæsning.

Kammerat Napoleon af George Orwell: 3. På en måde en ret skræmmende fortælling.

Ambrosia / Live af A. Silvestri: 2. En meget blandet oplevelse, som desværre aldrig fik mig helt op at ringe. Anmeldt her.

Sandheden om Harry Quebert-sagen af Joël Dicker: 5. En fuldstændig fantastisk bog! Den er helt sikkert blevet en favorit. Anmeldt her.

Attachments af Rainbow Rowell: 4. Så fin og hyggelig bog. Nærmest som at se en film.

The Summer I Turned Pretty af Jenny Han: 5. Fantastisk sommerbog som jeg var helt opslugt af.

It’s Not Summer Without You af Jenny Han: 4.5. Også en ret fantastisk sommerbog, som jeg havde svært ved at lægge fra mig.

We’ll Always Have Summer af Jenny Han: 4. Rigtig god afslutning på trilogien, men til tider med ret irriterende personer – dog meget ægte.

Læserne i Broken Wheel anbefaler af Katarina Bivald: 4. Kærlighed og bøger. Hvad mere kan man ønske sig? Virkelig skøn læsning!

KBH Noir af Martin Dan Rasmussen: 2. Desværre ikke rigtig noget for mig, selvom den ellers virkede ret fed.

Har I fået læst nogle gode bøger i juni?

“Knust” af Teri Terry

KnustTitel: “Knust”
Forfatter(e): Teri Terry
Serie: Slated #3
Sideantal: 285
Forlag: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Udgivet: 6.6.2014
Læst på: Dansk

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Kylas hukommelse blev slettet og hendes minder nulstillet. Hendes fortid var væk. Eller burde være det …

I tredje og afsluttende del af SLETTET-trilogien sætter Kyla alt ind på at finde sine rødder og sin rigtige mor for på den måde at afdække sin dramatiske historie og sin identitet.

Men samfundets undertrykkere – Lorderne – er i hælene på hende, og hun må flygte over hals og hoved hjulpet af mennesker, som hun tror, hun kan stole på – men kan hun nu også det?

Jeg havde skyhøje forventninger til denne bog, da jeg virkelig elskede de to andre bøger i trilogien. Hvilket også gjorde at jeg var virkelig bange for at blive skuffet over den, men samtidig var jeg så spændt på at læse den, at jeg slet ikke kunne vente med at gå i gang med den. Jeg havde dog slet ikke haft behov for at være bekymret, da jeg virkelig også elskede denne.

Jeg elsker hele trilogien, men af en eller grund har jeg virkelig svært ved at huske de forgangene bøger. Derfor havde jeg også lidt problemer i starten af denne bog, da jeg ikke kunne huske detaljerne fra den tidligere bog, og dermed havde en smule svært ved at følge med i starten. Man fandt ud af en del nye ting i starten af denne bog, hvilket jeg virkelig godt kunne lide, da jeg dermed alligevel blev fanget fuldstændig af historien.

I det hele taget fandt man ud af rigtig mange nye ting i denne bog, hvilket var med til at gøre bogen endnu mere spændende! Og samtidig var det med til at få alle løse ender flettet sammen, og skabe den helt perfekte slutning på trilogien. Selvom jeg gerne ville have haft mulighed for at kunne ændre et par ting ved selve slutningen af denne bog. Det var dog ikke noget, der på nogen måder ødelagde slutningen for mig.

Jeg elskede virkelig Kyla i denne bog. Hun er simpelthen så stærk! Selvom tingene virkelig går i mod hende, og hun til tider ikke har nogen idé om, hvem/hvad hun kan stole på, og hvad der er rigtigt, så formår hun alligevel at kæmpe sig gennem det hele, og prøve at vende tingene til en form for noget positivt. Derudover er hendes handlinger virkelig bare perfekte.

Bogens sprog er så skønt! Det er simpelthen så let, og flyder virkelig godt, og siderne vender sig nærmest af sig selv. Flere tidspunkter blev jeg helt overrasket over, hvor meget jeg egentlig havde fået læst, da jeg slet ikke havde lagt mærke til, at min læsning gik så hurtigt. Samtidig er kapitlerne præcis som i både Slettet og Splittet dejlig korte, hvilket jeg virkelig også elsker.

Alt i alt var det altså en virkelig god afslutning på en helt fantastisk trilogi! Og selvom jeg er lidt (meget) trist over, at denne læseoplevelse nu er slut, så er jeg alligevel glad for at have fået den afsluttet. Desuden skal jeg helt sikkert læse hele trilogien igen på et tidspunkt, så jeg forhåbentlig kan huske alle detaljer.

Bedømmelses hjerter - 5 ud af 5